Serologisk undersøgelse af søer over tid for Porcint Circovirus type 2 i PMWS besætninger

Postweaning Multisystemic Wasting Syndrome (PMWS) blev første gang konstateret i Danmark i 2000 (Hassing et al., 2002). Siden da er PMWS konstateret i store dele af landet. Der er endnu ikke fundet en effektiv kontrolforanstaltning overfor PMWS. De foreliggende anbefalinger bygger hovedsageligt på drifts og management ændringer. Vanskeligheden med at opstille konkrete kontrolforanstaltninger skyldes, at den endelige årsag til PMWS endnu ikke er afklaret. Porcint Circovirus type 2 (PCV2) skal dog være tilstede før PMWS udvikles (Allan & Ellis, 2000). PCV2 er vidt udbredt i svinepopulationen både i Danmark og i resten af verden, til trods herfor er ikke alle besætninger ramt af PMWS. Årsagen til at nogle besætninger får PMWS, medens resten ikke gør er stadig ukendt.

Tidligere undersøgelser tyder på, at risikoen for at en gris dør efter fravænning i besætninger med PMWS afhænger af soens antistofniveau overfor PCV2. Grise født af søer med høje antistoftitre overfor PCV2 havde en større risiko for at dø efter fravænning i forhold til grise født af søer med lavere titre. Denne effekt blev dog kun påvist i én ud af tre besætninger, der indgik i undersøgelsen (se Info Svin Meddelelse nr. 634, Landsudvalget for Svin).

På baggrund af disse informationer blev søernes antistoffer overfor PCV2 undersøgt nærmere. Hvis kun en mindre del af søerne havde en konstant høj PCV2 titer kunne det tænkes, at man ved at udsætte søer med høje titre overfor PCV2 kunne minimere tabene som følge af PMWS.

Formål

Formålet med undersøgelsen var at undersøge:

• om søer med høje titre overfor Porcint Circovirus type 2 (PCV2) konstant lå på et højt niveau eller om niveauet varierede over tid
• hvor stor en procentdel af søerne, der konstant havde en høj PCV2 titer

Undersøgelsen blev gennemført i fire sobesætninger med PMWS. Alle besætninger havde fået
stillet diagnosen PMWS i henhold til Danmarks Veterinærinstitut`s (DVI) retningslinier (Bøttner, 2002). Der blev udtaget blodprøver af søerne tre gange i forhold til reproduktionscyklus:

1. ved faring
2. midt i den efterfølgende drægtighed
3. omkring næste faring

Blodprøverne blev undersøgt for antistoffer overfor PCV2 ved en IPT-test. Titrene er fra laboratoriet angivet med værdierne 50, 250, 1250 og 6250. Jo højere titer jo højere indhold af antistoffer i blodet. Blodprøverne er kun titreret til 6250, selvom vi er klar over, at en del blodprøver med titre på 6250 reelt har en endnu højere titer.

Antallet af søer i undersøgelsen fremgår af Tabel 1. De samme søer blev blodprøvet op til tre gange, hvis de da ikke var blevet udsat i mellemtiden.

Tabel 1. Antal søer pr. besætning

* ikke udtaget blodprøvermage description

Gennemsnittet af titrene overfor PCV2 pr. blodprøvning og pr. besætning fremgår af Tabel 2. Af tabellen kan det ses, at den gennemsnitlige titer varierede mellem besætningerne. Besætning 1 havde det laveste gennemsnit. I de andre besætninger havde titrene en tendens til at stige igennem perioden.

Tabel 2. Gennemsnit af søernes PCV2 titre samt spredning ved de tre blodprøveudtagninger i de fire besætninger. Besætning 1 blev ikke blodprøvet ved anden faring. Titer værdierne er omskrevet til 50=1, 250= 2, 1250=3 og 6250= 4, for at kunne lave beregning på gennemsnittet

Tabel 3 angiver procent søer med titerværdierne 50, 250, 1250 og 6250 opdelt pr. besætning og pr. blodprøveudtagning. Hovedparten af søerne havde generelt høje titre (6250) - helt op til 98% af søerne ved èn blodprøvning i èn besætning.

Kun besætning 1 havde søer med titre på 50. Titrene steg hos søerne fra første til sidste blodprøvning.

Tabel 3. Titrene opgjort med % søer med den pågældende titerværdi ved 1. til 3. blodprøvning. Titrene er i tabellen angivet ved IPT-titeren og ikke ved den omskrevne værdi

* ikke blodprøvet

Af figur 1 fremgår hvor mange procent søer, der havde en konstant høj PCV2 titer (6250) fra 1. til sidste blodprøvning. Variationen mellem besætningerne er høj, fra 4% af søerne med høj titer til 40% af søerne.

Figur 1. Forekomst af søer med konstant høj titer på 4 (6250) eller derover fra 1. til sidste måling, dvs. ved 1. faring, midt i drægtigheden og ved 2. faring

Søernes titre overfor PCV2 varierede imellem besætningerne, èn besætning havde et lavt niveau mens de tre andre havde et højt niveau. Fra 32% til 98% af søerne havde en titer på 6250 eller derover ved den enkelte måling, og mellem 4% og 40% af søerne havde en konstant høj PCV2 titer.

Udsættelse af søer med høj titer (antistofniveau) synes derfor ikke relevant med baggrund i den relative høje forekomst af disse søer.