Lugtemission fra so- og smågrisestalde om vinteren

Dansk svineproduktion har tidligere fastlagt lugtemissionen om sommeren fra ni af de mest anvendte staldtyper i Danmark [1]. Resultaterne fra den undersøgelse er udmøntet i nye standardtal for lugtemission, som er en integreret del af Vejledning om tilladelse og miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug fra Miljøministeriet [2]. Undersøgelsen viste, at slagtesvinestalde bidrager med ca. 70 pct. af lugten fra en integreret produktion om sommeren [1]. Andre undersøgelser har vist, at lugtemissionen fra netop slagtesvinestalde var større om sommeren end om vinteren [3], [4]. Disse undersøgelser viste også, at stigende luftskifte medførte en øget lugtemission fra slagtesvinestalde. Lugtemissionen om vinteren fra so- og smågrisestalde er aldrig blevet undersøgt. Hypotesen er, at lugtemissionen fra so- og smågrisestalde er lavere om vinteren i forhold til om sommeren i betragtning af, at der ventileres mindre om vinteren end om sommeren. I relation til fremtidig myndighedsbehandling var det derfor relevant at undersøge lugtemissionen fra so- og smågrisestalde om vinteren.

Formålet med undersøgelsen var at fastlægge lugtemissionen fra so- og smågrisestalde om vinteren og sammenligne lugtemissionen med målingerne foretaget i sommersituationen.

Materiale og metode

I undersøgelsen indgik fire af de mest anvendte stald- og stiindretninger til søer og smågrise i Danmark. Det var samme staldtyper og besætninger, som indgik i undersøgelsen til fastlæggelse af de nye standardtal for lugtemission[1]. Staldtyperne blev primært defineret ud fra gulvtypen og ved løbe- og drægtighedsstalde også ud fra opstaldningsprincip. De staldtyper, der indgik i undersøgelsen, var følgende:

• Løbe- og drægtighedsstalde, hvor søerne var individuel opstaldet i bokse med delvist fast gulv
• Løbe- og drægtighedsstalde, hvor søerne var opstaldet i flok med delvist fast gulv
• Farestalde med kassestier indrettet med delvist fast gulv
• Smågrisestalde med delvist fast gulv og overdækning (to-klimastier).

I undersøgelsen til fastlæggelse af de nye standardtal for lugtemission om sommeren indgik også staldtyperne farestalde med fuldspaltegulv og smågrisestalde med fuldspaltegulv. Imidlertid havde to af besætningerne med farestalde med fuldspaltegulv og to besætninger med smågrisestalde med fuldspaltegulv foretaget ændringer i deres staldsystem, hvorved det ikke var muligt, at sammenligne lugtemissionen om sommeren med lugtemissionen om vinteren. Det blev derfor besluttet ikke at medtage målinger i staldtyperne farestalde med fuldspaltegulv og i smågrisestalde med fuldspaltegulv i denne undersøgelse.

De udvalgte staldtyper var hver repræsenteret i fire besætninger. De udvalgte besætninger indgik med én eller flere staldtyper, hvorved der i alt blev målt i 16 stalde i undersøgelsen. I appendiks tabel A1-A4 er der beskrivelser og billeder af de staldtyper, der var med i undersøgelsen.

Målet i undersøgelsen var at fastlægge den gennemsnitlige lugtemission fra staldanlæg i vintersituationen. Målingerne blev fortrinsvist foretaget fra januar til marts. I den periode arbejder ventilationsanlægget primært ved minimumsventilation. Vinterhalvåret er derfor det tidspunkt på året med det laveste luftskifte. I farestaldene blev lugtkoncentrationen målt, når pattegrisene var 14 dage gamle. Måletidspunktet blev fastlagt ud fra at grisene hyppigst fravænnes ved 4 – 5 uger efter faring. I smågrisestalde er grisene hyppigst opstaldet fra ca. 7 – 30 kg. For at bestemme lugtemissionen ved det gennemsnitlige tidspunkt i produktionsforløbet i smågrisestaldene blev lugtkoncentrationen derfor målt, når grisenes gennemsnitlige vægt var 19 kg. I løbe- og drægtighedsstalde er der almindeligvis kontinuerlig drift, hvorfor bestemmelse af lugtemissionen ikke afhang af noget specifikt tidspunkt i produktionsforløbet.

I hver af de 16 stalde blev der ved 3 måledage foretaget lugtmålinger ved opsamling af en repræsentativ luftmængde i ventilationsafkastet. Der blev i ventilationsafkastet indsat en Teflon^TM slange, der var monteret til en 30 liter Tedlar^® pose. Prøverne blev udtaget i henhold til Dansk Standard [5]. Det blev valgt at fylde poserne med 0,7 liter pr. minut, hvorved poserne blev fyldt over ca. 40 min. På hver måledag blev der opsamlet to luftprøver henholdsvis mellem kl. 12-13 og efter kl. 13.30.

Luftprøverne blev efter udtagning sendt til Slagteriernes Forskningsinstitut til olfaktometrisk lugtanalyse, hvor de blev analyseret den følgende dag. Lugtprøverne blev analyseret af et lugtpanel i henhold til Dansk Standard [5]. Af de 96 olfaktometriske lugtmålinger blev de 90 målinger foretaget fra januar 2006 til marts 2006. De øvrige seks målinger var foretaget i år 2003.

Ved opsamlingen af luftprøverne blev den aktuelle ventilationsprocent registreret. Luftydelsen ved den aktuelle ventilationsprocent blev så efterfølgende bestemt med en Fancom målevinge. Målevingen blev kalibreret i prøvestanden på Forskningscenter Bygholm (Aarhus Universitet, Horsens, Danmark). Antallet af dyr og dyrenes vægt i staldene blev registeret ved prøveudtagningen. Dyrenes vægt blev vurderet visuelt. I smågrisestaldene blev dyrenes vægt udover den visuelle vurdering også sammenholdt med indsættelsesvægten, daglig tilvækst og antallet af dage fra indsættelse.

Efter opsamling af de enkelte luftprøver blev der foretaget måling af ammoniak- og kuldioxidkoncentrationen under ventilationsafkastet i staldene. Målingerne af ammoniakkoncentration blev foretaget med Kitagawa sporgasrør 105SD, mens kuldioxidkoncentrationen blev målt med Kitagawa sporgasrør 126SF.

Af sekundære registreringer blev luftens temperatur og relative fugtighed i pct. i staldrummet målt under ventilationsafkastet ved opsamling af hver luftprøve. Udeluftens temperatur og relative fugtighed i pct. blev målt henholdsvis før opsamling af prøve 1 og efter opsamling af prøve 2 de enkelte dage, og blev foretaget med en TSI VelociCalc 8347 eller en TSI VelociCalc Plus 8386 måler. Grisenes aktivitet i forbindelse med opsamling af luftprøverne blev registreret ved at beregne procentdelen af grise, der stod op, umiddelbart efter opsamling af de enkelte prøver var afsluttet. Gødningsafsætning på det faste gulv blev i de staldtyper, hvor en del af gulvet i stierne bestod af fast betongulv, registreret procentuelt. Overfladearealet af gyllekanalerne blev registreret i hver stald. Dybden af den opmagasinerede gylle i gyllekanalerne blev registreret ved hver måledag.

Lugtemissionen pr. 1.000 kg dyr blev beregnet ud fra den analyserede lugtkoncentration, ventilationsydelse samt gennemsnitlig vægt og antallet af grise i staldsektionen ved følgende formel:

Statistik

De logaritmetransformerede lugtemissioner blev analyseret i en variansanalyse med systematisk effekt af dyregruppe, staldtype og halvår under hensyn til besætningsvariation og variation mellem måledage med proceduren MIXED i SAS. Ammoniakemissionen blev analyseret efter samme model som for lugtemissionen. Gentagne målinger fra forskellige besætninger inden for samme staldtype gav besætningsvariationen, mens gentagne målinger fra samme besætning på forskellige måledage beskrev variationen mellem dage.

I tabel 1 er angivet gennemsnitlig udetemperatur ved de aktuelle målinger samt det gennemsnitlige måletidspunkt i produktionsforløbet, der i farestaldene var defineret som pattegrisenes alder og i smågrisestaldene som smågrisenes gennemsnitlige vægt.

Den gennemsnitlige lugtemission fra de forskellige staldtyper om vinteren er angivet pr. dyr og pr. 1.000 kg dyr i tabel 2. I parentes under middelværdierne er angivet 5 pct. og 95 pct. fraktilerne, som angiver i hvilket interval 90 pct. af målingerne lå indenfor i den enkelte staldtype.

Opstaldningsprincippet i løbe- og drægtighedsstalde havde ikke nogen betydning for lugtemissionen om vinteren. Det vil sige, at der ikke var nogen statistisk sikker forskel på lugtemissionen fra løbe- og drægtighedsstalde i forhold til om søerne var opstaldet individuelt i bokse eller søerne gik i løsdrift. Derfor er der angivet et tal generelt for løbe- drægtighedsstalde, tabel 2. Selvom lugtemissionen fra løbe- og drægtighedsstaldene om vinteren var numerisk lavere end lugtemissionen om sommeren var forskellen ikke statistisk sikker. Om sommeren var lugtemissionen fra løbe- og drægtighedsstalde 16 OU_E/sek./dyr [1].

Lugtemissionen fra farestalde med delvist fast gulv i kassestien var også numerisk lavere om vinteren i forhold til lugtemissionen om sommeren, heller ikke her var forskellen statistisk sikker. Lugtemissionen fra farestalde med delvist fast gulv i kassestien om sommeren var 72 OU_E/sek./dyr [1].

Lugtemissionen om vinteren fra smågrisestalde med delvist fast gulv var statistisk sikker lavere end om sommeren (P<0,05). Om sommeren var den gennemsnitlige lugtemission på 380 OU_E/sek./1.000 kg dyr fra smågrisestalde, uanset om der var delvist fast gulv eller fuldspaltegulv i stierne [1]. Årsagen til den lavere lugtemission om vinteren fra smågrisestalde med delvist fast gulv tilskrives, at luftskiftet i smågrisestaldene var ca. en femtedel om vinteren samtidig med at lugtkoncentrationen kun var tre gange så høj om vinteren i forhold til om sommeren. Lugtemissionen fra smågrisestalde med delvist fast gulv var ca. 40 pct. mindre om vinteren end om sommeren.

De gennemsnitlige lugtemissioner har, som vist i tabel 2, en stor spredning angivet ved 5 pct. og 95 pct. fraktilerne. For at beskrive variationen på målingerne blev der foretaget en varianskomponentanalyse, tabel 3. Analysen er vist for de logaritmetransformerede lugtemissioner opgjort pr. 1.000 kg dyr for de enkelte staldtyper. Inden for samme staldtype var der variation på, hvor meget lugt de enkelte besætninger afgav, som er angivet ved besætningsvariationen. Der var ikke forskel på besætningsvariationen mellem staldtyperne. Generelt skal der i en staldtype med stor besætningsvariation foretages målinger i flere besætninger i forhold til en staldtype med lille besætningsvariation for at bestemme den gennemsnitlige lugtemission. Bortset fra farestalde så var besætningsvariationen mindre om vinteren i forhold til målingerne foretaget om sommeren [1].

Den største variation blev fundet mellem de enkelte måledage. Variationen mellem måledage om vinteren var størst for farestaldene. Smågrisestalde med delvist fast gulv havde den laveste variation mellem måledage. En stor variation mellem måledage betyder, at der skal mange måledage til, at for at bestemme den gennemsnitlige lugtemission fra en staldtype. Residualvariationen, som var den restvariation, der ikke kan henføres til noget specifikt, lå på samme niveau for staldtyperne.

Årsagen til variationen mellem besætninger og mellem måledage er ikke endeligt klarlagt, men undersøgelser har vist, at blandt andet luftskiftet og gødeadfærden i stalden har betydning for lugtemissionen [3], [6]. Det skal dog understreges, at variationen mellem måledage samt besætnings- og residualvariationen også indeholder den variation, der ligger i at anvende personer (lugtpaneler) til bestemmelse af lugtkoncentrationen. Ligeledes er der også en variation i, at der fra gang til gang ved analyserne på lugtlaboratoriet blev anvendt forskellige personer i de enkelte lugtpaneler, den såkaldte panelvariation. På nuværende tidspunkt er den menneskelige næse den sikreste metode til bestemmelse af lugtkoncentrationen i en luftprøve.

Ammoniakemissionen fra de forskellige staldtyper er angivet i figur 1. Der var ikke statistisk sikker forskel på ammoniakemissionen fra løbe- og drægtighedsstalde afhængig af, om søerne var opstaldet individuelt i bokse, eller søerne gik i løsdrift. Endvidere blev der med det givne antal målinger ikke fundet statistisk sikker forskel på ammoniakemissionen om vinteren i forhold til målinger af ammoniakemissionen om sommeren fra de undersøgte staldtyper.

Lugtemissionen fra løbe- og drægtighedsstalde var 14 OU_E/sek./dyr om vinteren, og var ikke statistisk sikker forskellig fra lugtemissionen om sommeren. Tilsvarende var lugtemissionen fra farestalde med delvist fast gulv om vinteren på 56 OU_E/sek./dyr ikke statistisk sikker forskellig i forhold til lugtemissionen om sommeren. Om vinteren var den gennemsnitlige lugtemission fra smågrisestalde med delvist fast gulv 220 OU_E/sek./1.000 kg dyr, og dermed statistisk sikker lavere end lugtemissionen om sommeren. Årsagen til den lavere lugtemission om vinteren fra smågrisestalde med delvist fast gulv tilskrives, at luftskiftet i smågrisestaldene var ca. en femtedel om vinteren samtidig med at lugtkoncentrationen kun var tre gange så høj om vinteren i forhold til om sommeren. Målinger af ammoniakemissionen om vinteren med det givne antal målinger var ikke statistisk sikker forskellig fra ammoniakemissionen om sommeren i de undersøgte staldtyper.

       
Deltagere

Tekniker Ann Edal, Dansk Svineproduktion
Tekniker Ib Dahl Jensen, Dansk Svineproduktion
Tekniker Thomas Lund Sørensen, Dansk Svineproduktion
Tekniker Tommy Nielsen, Dansk Svineproduktion
Statistiker Mai Britt Friis-Nielsen, Dansk Svineproduktion
Måletekniker Peter Ravn, Forskningscenter Bygholm
Ventilationskonsulent Peter Hansen, Danish Exergy Technology – DXT

Afprøvning: 885