Dosering af små mængder vådfoder

I farestalden fodres søerne ofte 3-4 gange i døgnet. Med en dagsration på 2 til 3 FEso i slutningen af drægtighedsperioden og starten af diegivningsperioden, svarer det til 6-8 liter vådfoder. Det betyder, at der i nogle tilfælde udfodres ned til 1,5 liter pr. udfodring.

Erfaringer fra tidligere afprøvninger med fodring af smågrise med vådfoder har vist, at nøjagtigheden ved dosering af under 10 liter foder kan være yderst usikker.

Især i starten af diegivningsperioden ønskes der en præcis dosering af foder, da manglende foder ved en given fodring kan stresse soen og gøre den urolig, og store mængder foder ad gangen kan få soens foderoptagelse til at gå i stå. Målsætningen er således, at der ved hver fodring tildeles den planlagte mængde foder og ikke mindst at den samlede dagsration lever op til det forventede.

Der er praktiske erfaringer med, at doseringsnøjagtigheden er mere præcis, hvis der ikke udfodres under 2 FEsv pr. dag. 3 FEso skulle således kunne sikre en væsentlig bedre doseringsnøjagtighed.

Formålet med undersøgelsen var at belyse nøjagtigheden ved dosering af små mængder vådfoder, der ofte udfodres i slutningen af drægtighedsperioden og i starten af diegivningsperioden. Der var i denne undersøgelse tale om 2 henholdsvis 3 FEso fordelt på tre fodringer.

Undersøgelsen blev gennemført i tre tilfældigt udvalgte besætninger med henholdsvis 600, 700 og 1.050 årssøer. I alle besætninger blev der anvendt rørstrenge med en diameter på 63 mm. I alle besætninger var søerne opstaldet individuelt i farestalden.

Undersøgelsen blev gennemført i besætninger med vådfodringsanlæg fra henholdsvis Skiold, Big Dutchman og ACO-Funki. Det vil ikke fremgå af meddelelsen hvilke besætninger, der havde hvilken type anlæg, da datamaterialet ikke er stort nok til at påvise forskelle mellem fabrikater.

I tabel 1 er der vist en karakterisering af de besætninger, der indgik i undersøgelsen.

Tabel 2 viser de planlagte mængder vådfoder pr. fodring. Det blev tilstræbt, at den udfodrede mængde vådfoder på tre efter hinanden følgende fodringer var cirka 2 eller 3 FEso. Der kan være afvigelser i den udfodrede mængde fra fodring til fodring indenfor besætning. Det skyldtes, at mængden af foder ikke var ligeligt fordelt mellem fodringer – fx, at søerne fik mere foder om morgenen end om aftenen.

Der blev ikke foretaget en justering af vådfodringsanlæggene inden undersøgelsen blev gennemført. Årsagen til dette var ønsket om at belyse, hvordan doseringsnøjagtigheden kan være i tre tilfældigt udvalgte besætninger.

I hver af de tre besætninger blev der udtaget prøver på følgende måde:

• Foderventiler i tre farestier blev indstillet til at dosere 2 FEso og tre ventiler indstillet til at dosere 3 FEso pr. foderdøgn
• Begge niveauer af fodermængde blev fordelt på tre fodringer pr. dag
• Ved tre på hinanden følgende fodringer blev den udfodrede mængde for hver ventil vejet og sammenholdt med den mængde foder, som det var planlagt at vådfodercomputeren skulle udfodre
• Undersøgelsen blev i hver besætning gennemført tre gange – tre forskellige dage. Det var forskellige ventiler, der blev kontrolleret. I hver besætning blev doseringsnøjagtigheden således undersøgt for 18 ventiler.

Opsamling af foder foregik i stier, hvor der ikke var søer, men hvor nogle ventiler alligevel var sat til at udfodre overnævnte mængder vådfoder.

Statistik

Det blev ikke gennemført en egentlig statistisk analyse af resultaterne fra denne undersøgelse, da den betragtes som en forundersøgelse af nøjagtigheden ved dosering af små mængder vådfoder til diegivende søer.

Resultater fra kontrolvejningen blev sammenhold med den planlagte mængde vådfoder, der skulle udfodres.

Som det fremgår af de nedenstående figurer samt tilsvarende figurer i appendiks 1, 2 og 3 lader doseringsnøjagtigheden generelt en del tilbage at ønske. Målet er, at søer ved hver fodring får den planlagte mængde foder, samt at den daglige ration er i overensstemmelse med det driftslederen har indtastet i computeren. Det er forudsætningen for, at højt-ydende søer kan producere optimalt.

Figur 1 viser resultater fra første kontrolvejning i besætning 1. Søjlerne angiver, hvor meget de seks ventiler doserede ved tre på hinanden følgende fodringer og hvor meget der i alt blev udfodret ved de tre fodringer. Søjlerne angiver i procent, hvor meget der er udfodret i forhold til det computeren var indstillet til at dosere.

Eksempelvis doserede ventil nummer 66 cirka 110 pct. – og dermed 10 pct. mere end planlagt ved den første kontrolvejning om eftermiddagen. Ved den efterfølgende fodring ville en given so stort set ingen foder have fået, da der kun blev udfodret cirka 15 pct. af, hvad ventilen var indstillet til at dosere. Totalt for dagen ville en given so have fået 79 pct. af den tiltænkte mængde foder, altså 21 pct. mindre en planlagt. På tilsvarende vis kan alle efterfølgende figurer aflæses.

Af figur 1 og appendiks 1 fremgår det, at nøjagtigheden og stabiliteten i dosering af vådfoder kunne ønskes bedre. 

Nogle af de undersøgte ventiler gav halvdelen af det ønskede eller endda mindre. Størstedelen af ventilerne ramte dog nogenlunde det ønskede niveau både pr. fodring og på totalen af tre fodringer.

Der var i besætning 1 ingen indikationer af, at det er mere præcist at dosere 3 FEso pr. i forhold til 2 FEso pr. dag.

Doseringsnøjagtigheden i besætning 2 lader meget tilbage at ønske (se figur 2). Ved fire kontrolvejninger blev der intet udfodret – fx ventil 245 i figur 2 samt appendiks 2. Ved andre ventiler blev der udfodret mindre end 10 pct. af den planlagte mængde, figur 2 og appendiks 2. Ved andre ventiler blev der udfodret op mod 75 pct. mere end planlagt ved en enkelt fodring.

Ganske få ventiler rammer på tre fodringer det ønskede niveau, men i de fleste tilfælde var doseringerne væsentligt under det planlagte og i flere tilfælde blev der doseret 17 til 21 pct. af den planlagte. Ikke den bedste opstart for en høj-drægtig/diegivende so.

Heller ikke i besætning 2 var der indikationer af, at doseringsnøjagtigheden var bedre ved udfodring af 3 FEso pr. dag i forhold til 2 FEso pr. dag.

Resultaterne fra besætning 3 viser, at det er muligt at dosere vådfoder i små mængder med en tilfredsstillende præcision. Af figur 3 og appendiks 3 fremgår det, at der kunne forekomme afvigelser i forhold til det planlagte, men der er i langt de fleste tilfælde tale om konstante og mere ubetydelige afvigelser, som det via driftsledelse er muligt at råde bod på.

Når der som i besætning 1 og 2 forekommer meget store afvigelser fra fodring til fodring kan driftslederen ikke korrigere for dette. Det kan imidlertid lade sig gøre, hvis afvigelsen konstant er fx 5-10 pct. og under forudsætning af, at driftslederen er bekendt med en given afvigelse.

Heller ikke i besætning 3 var der indikationer af, at 3 FEso pr. dag blev udfodret mere præcist end 2 FEso pr. dag.

Recirkuleringstiden var forskellig mellem besætninger og i besætning 2 blev den ændret mellem de tre besøg. Recirkuleringstiden kan have meget stor indflydelse på doseringsnøjagtigheden især i varme perioder, hvor der forekomme en stor produktion af bl.a. CO₂ i rørstrengene. Undersøgelsen kan dog ikke dokumentere en effekt af de forskellige recirkuleringstider, bl.a. fordi det ikke var de samme ventiler, der blev undersøgt ved hver gentagelse. Undersøgelsen blev i alle besætninger gennemført i efterårs- og vintermåneder. Generelt anbefales det, at rørstrengen recirkuleres mindst to gange inden udfodringen påbegyndes.

I besætning 1 blev rørstrengen ikke recirkuleret, da der var tale om restløs vådfodring.

Denne undersøgelse har udelukkende haft fokus på dosering af små mængder vådfoder og kan derfor ikke afklare, om usikkerheden ved dosering af fx 10 FEso pr. dag er tilsvarende stor.

Den udfodrede mængde vådfoder kan let kontrolleres ved at placere en pose rundt om udløbet i vådfoderkrybben og efterfølgende kontrollere om den udfodrede mængde stemmer overens med den planlagte mængde jf. computeren.

Følgende koncept foreslås på baggrund af erfaringerne fra denne undersøgelse:

• 4-5 ventiler kontrolleres, når farestalden står tom
• Computeren indstilles til at dosere den mindste mængde der anvendes
• Mængden af foder kontrolvejes efter hver udfodring
• Denne procedure gentages over 3-4 uger, så doseringsnøjagtigheden for et vist antal ventiler bliver kontrolleret
• Er doseringsnøjagtigheden som i besætning 3, bør der ikke umiddelbart foretages noget andet, end at hæve foderkurven med cirka 10 pct. – så mængden kommer til at svare til den planlagte mængde foder. Med denne generelt tilfredsstillende doseringsnøjagtighed er det ikke nødvendigt at kontrollere doseringsnøjagtigheden mere end 1-2 gange om året
• Er doseringsnøjagtigheden som i besætning 1 eller 2, bør der sættes aktiviteter i gang, der kan afklare årsagen til denne usikkerhed. Det kan fx være kontakt til leverandøren af anlægget. Der bør foretages kontrolvejninger 3-4 gange om året, indtil nøjagtigheden og stabiliteten er tilfredsstillende – ikke afvigelser på mere end 10 pct.

Undersøgelsen viste, at det er muligt at tildele små mængder vådfoder – 2-3 FEso pr. dag - fordelt på tre fodringer - og at dette kan gøres med en tilfredsstillende nøjagtighed. Undersøgelsen viste imidlertid også klart, at der kan forekomme uacceptable afvigelser på doseringsnøjagtigheden i forhold til det planlagte. Det er ikke optimale forhold for en højt-ydende so, at den ikke får foder, når de andre i samme farestald gør det, eller hvis den opsummerede mængde foder på tre efter hinanden følgende fodringer ligger væsentligt under den planlagte mængde – det vil sige en afvigelse på mere end 10 pct.

Der er teorier om, at der opnås en større doseringsnøjagtighed, når der udfodres 3 FEso pr. dag fordelt på tre fodringer, end ved udfodring af 2 FEso pr. dag fordelt på tre fodringer. Det kunne resultaterne fra denne undersøgelse imidlertid ikke bekræfte.

Det anbefales, at doseringsnøjagtigheden kontrolleres med jævne mellemrum – hvilket let gennemføres, når farestierne er tomme.

Afprøvning: 970