I Danmark og i EU i øvrigt (Rådets direktiv 2001/88/EF) diskuteres det, om også de diegivende søer skal være løse.

I et tidligere forsøg blev fem forskellige typer af stier til løsgående farende og diegivende søer testet på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF), Århus Universitet [1]. Der var et begrænset antal stier per stitype, og fokus var på stiernes funktion i forhold til soadfærd, pattegriseadfærd og for personalet. Stierne blev ikke testet med henblik på at fastlægge niveauet af pattegrisedødeligheden, men afprøvningen resulterede i meget viden om betydningen af forskellige stielementer for søernes, pattegrisenes og personalets brug af stien.

Fire af de fem stityper, som blev afprøvet på DJF, havde andre dimensioner og var betydeligt større (6,5-7,3 m2) end den anbefalede kassesti (4,9 m2) [2]. Dette medfører, at det både af praktiske og af investeringsmæssige årsager er vanskeligt at etablere i eksisterende farestalde i produktionsbesætninger. Men det vurderes at være af afgørende betydning for udviklingen af stier til løsgående farende og diegivende søer, at potentialet også vurderes under produktionsforhold.

For at få flere erfaringer blev der, med udgangspunkt i principperne og resultaterne fra de tidligere afprøvede stier, indsamlet erfaringer med to stityper i danske produktionsbesætninger.

Formålet var at demonstrere, hvordan viden opnået i forsøg med indretning af farestier til løsgående søer kan implementeres i produktionsbesætninger. Formålet var desuden at afprøve funktionaliteten af stierne under danske produktionsforhold i forhold til søers ligge-/rulleadfærd, faring, klemning af pattegrise og hygiejne.

Erfaringsindsamlingen blev gennemført i to besætninger med hhv. fem og otte farestier til løsgående diegivende søer. De to stityper blev etableret i hver sin besætning, og der blev i begge besætninger opsat videokameraer, der optog søerne døgnet rundt vha. programmet ”MSH-video recording system”. Optagelserne blev herefter brugt til at foretage registreringer af ligge-/rulleadfærd, klemninger og gødeadfærd i programmet ”MSH-Video Client”.

Stitype 1

Stitype 1 blev etableret i en produktionsbesætning (besætning 1) med ca. 300 årssøer. I en eksisterende farestald med undertryksventilation blev seks stier med almindelige kassestier bygget om til fem stier til løsgående søer. Inventaret var fra firmaet Jyden Bur.

Søerne blev indsat i stierne 2-10 dage før forventet faring, og var tilfældigt udvalgt således, at der indgik både første- og flerkuldssøer. I erfaringsindsamlingen indgik 25 søer fordelt på 5 hold, og alle havde været opstaldet i en stald med bokse i drægtighedsperioden.

Søerne indgik i den daglige drift på samme vilkår som andre søer i forhold til pasning, kuldudjævning mm.

De fem forsøgsstier var placeret i et hjørne af stalden, hvor der var en mur ved gangarealet, og der var derfor relativt lidt aktivitet på gangen foran søerne. Der blev håndfodret to gange dagligt.

Der blev opsat tre videokameraer til overvågning med et kamera pr. to stier.

Stierne målte 1,80 m x 2,70 m og var indrettet som illustreret i figur 1. Gulvet bestod af fast gulv og spaltegulv. Spaltegulvet var af støbejern og målte 1,10 x 1,80 m. Langs den stiside, hvor det var tiltænkt, at soen skulle have sit hvileområde, var der monteret en liggevæg. Denne havde to funktioner, dels at kunne give soen støtte, når den lagde sig og dels at beskytte pattegrisene mod klemningssituationer. Liggevæggen var ikke ført helt ned til bagvæggen for at tilgodese soens pladsbehov, når den skulle æde, og for at motivere soen til at lægge sig på det faste gulv og ikke spaltegulvet.

Pattegrisehulen var placeret i hjørnet ud mod gangen således, at personalet havde let adgang til grisene. En del af hulens låg kunne løftes op, hvorved pattegrisene kunne håndteres fra gangen, og desuden kunne hulens åbning lukkes af med en låge. Hulen var beskyttet af tre fingre der var bukket udad for at sikre, at soen ikke sad fast i hulen. Udover at forhindre soen adgang til hulen forhindrede fingrene, at pattegrisene blev spærret inde, hvis soen valgte at lægge sig foran hulen.

Udover pattegrisehulen var der indrettet et aktivitetsareal til pattegrisene med en krybbe og en drikkeventil. Dette areal var beskyttet af en lodret eller skrå væg med 0,2 m åbning forneden, der desuden kunne fungere som liggevæg for soen. Der var ikke direkte adgang fra hulen til aktivitetsarealet.

Hensigten med det åbne inventar over krybben var at motivere soen til at vende hovedet i denne retning under faring således, at pattegrisene blev født på det faste gulv. Desuden var der installeret gulvvarme i hulen og det faste gulv.

Billeder af stitype 1 samt forsøgsstiernes opstilling ses i appendiks.

Stitype 2

Stitype 2 blev etableret i en produktionsbesætning med 600 årssøer (besætning 2). Der blev etableret to varianter af stitype 2 (stitype 2a fra Jyden Bur og stitype 2b fra AP Company) med fire stk. af hver således, at der i alt var otte stier i stalden.

Søerne blev i disse otte stier indsat 1-10 dage før faring, og der indgik både førstekulds- og flerkuldssøer. I alt indgik 24 søer, hvoraf de 13 blev indsat i stitype 2a, og de resterende 11 blev indsat i stitype 2b. Søerne indgik på lige vilkår med besætningens andre søer i forhold til kuldudjævning mm.
Disse otte stier var placeret i en separat bygning, hvorfor der ikke var ret meget aktivitet omkring søerne. Staldbygningen var undertryksventileret, og søerne blev håndfodret to gange dagligt.

Der blev opsat et kamera pr. sti til overvågning af søerne.

 Figur 2. Principskitse (ikke målfast) og foto af stitype 2a og 2b. Billede nr. 2366

Stitype 2a målte 2,30 m x 3,10 m og var indrettet, som illustreret i figur 2 med inventar fra Jyden Bur.
Gulvet bestod af fast betongulv (1,80 x 2,30 m) og støbejernsspalter (1,30 x 2,30 m).

Stien differentierede sig hovedsagligt på to punkter i forhold til stitype 1. Den primære forskel var størrelsen, og derudover var aktivitetsområdet til pattegrisene ændret således, at der var en fælles krybbe for so og pattegrise. Krybben gik hele vejen op til hulen.

Hensigten med dette tiltag var, at det gav mulighed for at lade smågrisene gå i stien efter fravænning.
Der var opsat en inventarplade over krybben 0,6 m fra bagvæggen. Indretningen af stien var inspireret af en norsk type indretning, som besætningsejeren havde oplevet positiv respons på.

Pattegrisehulen var indrettet som i stitype 1, med låg, der kunne løftes, og tre beskyttende fingre foran.

Stitype 2b målte ligeledes 2,30 m x 3,10 m og var kun på få punkter forskellig fra stitype 2a i indretning. Inventaret var fra AP Company. Liggevæggen var udformet således, at den kunne bruges som låge, og soen kunne dermed afskærmes i den ene ende af stien (væk fra pattegrisehulen) i tilfælde af, at nogle af søerne udviste aggressiv adfærd. Derudover var der i denne stitype fem lodrette fingre foran hulen.
Spaltegulvsarealet var indrettet med åbent inventar i begge sider, hvor det åbne inventar i den side med liggevæg kunne lukkes af med en inventarplade. Denne indretning var foretaget med henblik på at få soen til at stille sig på spaltegulvet under gødningsafsætning.

Billeder af stitype 2a og 2b samt forsøgsstiernes opstilling ses i appendiks.

Registreringer

For søerne i stitype 1 blev der registreret sonummer, kuldnummer, indsættelsesdato, faringsdato, levende-/dødfødte pattegrise, antal grise i kuldet efter kuldudjævning, pattegrisedødelighed og årsag, samt hvor i stien ihjellagte pattegrise blev fundet. Eventuelle kommentarer angående medicinske behandlinger, aggressiv adfærd o.lign. blev så vidt muligt nævnt. Registreringerne blev brugt til at sikre, at der var overensstemmelse mellem det, der blev set på video og det, der blev set ude i besætningen, men indgik ikke i databehandlingen. For søerne i stitype 2 blev der ikke foretaget registreringer af produktiviteten.

Søerne blev videoovervåget 24 timer i døgnet. På baggrund af disse optagelser blev der foretaget registreringer af søernes liggeadfærd i perioden 12 timer før faring til 48 timer efter faring, idet de fleste klemningssituationer sker inden for de første døgn efter faring. Faringstidspunktet blev defineret som fødsel af den første gris og benævnes dag 0. Videoovervågningen blev analyseret ved hjælp af kontinuert registrering af alle bevægelser (all occurrence sampling). Se appendiks for definitioner af registreringer på søernes positurer og adfærd.

”Lægge sig”-bevægelser og rulninger blev opdelt i hhv. to og tre forskellige bevægelser (tabel 1), idet tidligere undersøgelser bekræfter, at det ikke er alle bevægelser, der er lige farlige og risikofyldte for pattegrisene.

Tabel 1. Definitioner af soens ”lægge sig” bevægelser og rulninger.

Søernes gødeadfærd blev registreret i tidsrummet kl. 6.00-18.00 på dag fem og dag 15 efter faring. Soens orientering samt hvorvidt kroppen var placeret på spaltegulv eller fast gulv under gødningsafsætningen blev registreret. Desuden blev det registreret, om gødningen blev afsat på spaltegulv eller fast gulv.

Statistik

Erfaringsindsamlingen blev udført i to besætninger, således gruppe 1, stitype 1 er besætning 1, mens gruppe 2 med stitype 2 er besætning 2. Effekt af besætning og gruppe er således konfunderet.
 
Søernes adfærd fra 12 timer før faring til 48 timer efter faring indgik i dataopgørelserne.

Der blev set på følgende: Ligge- og rulleadfærd, klemningssituationer samt gødeadfærden.
 
På grund af forsøgets størrelse samt konfundering, er der ikke grundlag for statistiske beregninger.

I dette afsnit er resultaterne fra de to besætninger samlet og suppleret med erfaringer i øvrigt fra forskning og fra besætninger med farestier til løse søer.

Ligge- og rulleadfærd

I figur 3 er angivet, hvor mange positurskift søerne i de to besætninger havde før og efter faring. Søernes aktivitetsniveau var størst lige inden faring og faldt derefter. Lignende bevægelsesmønstre i forbindelse med redebygning og faring er observeret i andre undersøgelser [1], [3], og i forhold til adfærd op til faring, afveg søerne i produktionsbesætningerne således ikke fra det forventede.

Antallet af ”lægge sig”-bevægelser i de to stityper viste sig ligeledes at være ensartede (figur 4).

 
Figur 3. Antal positurskift i perioden 12 timer før til 48 timer efter faring. Punkter angiver medianen af hvert interval på seks timer

 
Figur 4. Antal ”lægge sig”-bevægelser i perioden 12 timer før til 48 timer efter faring. Punkter angiver medianen af hvert interval på seks timer

Søernes rulleadfærd udviklede sig, som det ses i figur 5 efter samme mønster, som det der kunne ses for positurskift og ”lægge sig”-bevægelser. Derudover indikerer figuren, at der var lidt flere rullebevægelser i stitype 2 end stitype 1. Størrelsen af stitype 2 gav søerne plads til at rulle uanset, hvor i stien de lå, og kan være en mulig årsag til, at rullebevægelser blev udført oftere i denne stitype.

 
Figur 5. Antal rulninger i perioden 12 timer før til 48 timer efter faring. Punkter angiver medianen af hvert interval på seks timer

Undersøgelser har vist, at der er forskel på hvilken type rulleadfærd, der udgør risiko for klemning af pattegrisene [7], [8]. Derfor er et øget antal rullebevægelser ikke nødvendigvis ensbetydende med flere risikofyldte situationer for pattegrisene. Rulninger fra bug- til sideleje formodes sammen med ”lægge sig”-bevægelser at være risikofyldte bevægelser.

Antallet af søernes ligge- og rulleadfærd i de to stityper var forskellig i de to besætninger (tabel 2). I løbet af de første døgn efter faring var der flere halve ”lægge sig”-bevægelser i stitype 1, dvs. hvor soen lagde sig ned fra siddende, mens der i stitype 2 var flere hele ”lægge sig”-bevægelser, dvs. hvor søerne lagde sig ned fra stående. Denne forskel i ”lægge sig”-adfærd kan igen være et resultat af, at søerne i stitype 2 havde mere plads. Det bør imidlertid også understreges, at der er mange andre faktorer, såsom søernes kondition, styrke, størrelse og opstaldning i drægtighedsperioden, der har indflydelse på søernes bevægelsesmønstre og eventuelle forskelle kan derfor ikke alene tilskrives stityperne.

Fælles for begge stityper var, at rulning SS sjældent forekom. De mest hyppige rulninger var rulning BS og rulning SB, og som det også har vist sig i andre undersøgelser [8], steg andelen af rulninger over de første to dage efter faring.

Tabel 2. ”Lægge sig”-bevægelser og rulninger fordelt på stitype, angivet i procent af alle bevægelser.

Liggevægge

Tidligere undersøgelser har vist, at søer ofte søger støtte i ”lægge sig”-situationer [4], men der er ikke entydige resultater med hensyn til, hvorvidt søernes brug af skrå liggevægge reducerer pattegrisedødeligheden [5], [6], [8]. I nærværende erfaringsindsamling viste det sig, som angivet i tabel 3, at søerne kun i begrænset omfang støttede sig til liggevæggen, uanset stitype. Liggevæggen fungerede imidlertid som beskyttelse for pattegrisene, uanset om soen brugte den som direkte støtte, eller blot lagde sig ved den, da pattegrisene kunne komme væk fra soen bag væggen.

Før faring lå søerne i stitype 1 og stitype 2 med ryggen mod liggevæggen i hhv. 25 % og 10 % af den observerede tid. Efter faring steg andelen af tid, hvor søerne lå i sideleje ved liggevæggen. Søerne lå således med ryggen mod liggevæggen i 42 % og 22 % af tiden i hhv. stitype 1 og stitype 2. Forskellen på de to stier var muligvis et resultat af, at søerne i stitype 2 havde mere plads og derfor flere steder at bruge som hvileområde. Eller, at hvis pattegrisene lå i hulen, og søerne ville ligge tæt på grisene, så kunne søerne ikke samtidigt ligge op ad den skrå liggevæg.

Disse tal giver anledning til diskussion omkring liggevæggens betydning i stitype 2, da søerne tilsyneladende ikke lå ret meget ved liggevæggen og derudover ikke brugte liggevæggen, når de lagde sig. Der så imidlertid anderledes ud for stitype 1, hvor søerne lå i sideleje ved liggevæggen i en stor andel af tiden, og det var derfor vigtigt, at pattegrisene kunne komme væk fra soens bevægelser i netop dette område.

Det kan desuden diskuteres, om nogle af søerne i denne erfaringsindsamling blev indsat for sent i forhold til, at de blev introduceret til en ukendt stitype og dermed havde begrænset tid til at vænne sig til stien. Det kan have influeret på søernes brug af liggevæggen. Ingen af søerne havde tidligere været løsgående og havde derfor ikke tidligere opholdt sig i en sti med liggevægge.

Tabel 3. Andel af ”lægge sig”-bevægelser, hvor søerne støttede sig til den skrå liggevæg.

Undersøgelser har vist, at drægtige søer udviste præference for at ligge ved stiens bagvæg [4]. Søerne i stitype 2 havde, grundet stiens bredde, rig mulighed for at lægge sig ved bagvæggen, hvorfor det kunne forventes, at de gjorde det. Figur 6 viser imidlertid, at søerne i stitype 2 hovedsagligt lagde sig i det tiltænkte hvileområde på det faste gulv, og således ikke ved bagvæggen. I førnævnte undersøgelse var der fast gulv ved bagvæggen og der er derfor indikationer på, at søer foretrækker at ligge på fast gulv uanset, hvor i stien dette hvileområde er indrettet.

Hulen kunne i nogen grad fungere som støtte i ”lægge sig”-situationen i begge stityper, og i stitype 1 kunne afskærmningen af pattegrisenes aktivitetsområde også fungere som støtte. Dette er imidlertid ikke registreret, da det ikke var hensigten, at afskærmningen skulle fungere som støtte. Det forventes desuden ikke at have nævneværdig betydning for resultatet, da det kun få gange blev observeret, at en so lå foran hulen.

Brug af stiens områder og orientering

Søernes brug af det faste gulv og spaltegulvet i stierne (figur 6) viste, hvordan søerne i stitype 2 primært opholdt sig på det faste gulv, mens søerne i stitype 1 i højere grad brugte hele stien. Det tiltænkte hvileområde ved liggevæggen i stitype 1 inkluderede en del af spaltegulvet, og andelen af bevægelser ”midt i sti” var derfor forventeligt højere. Søerne i stitype 1 udførte imidlertid en betragtelig andel bevægelser på spaltegulvet, hvilket betød, at søerne, udover at gøde og æde på spaltegulvet, også brugte det som hvileområde. En mulig forklaring på dette var, at der var installeret gulvvarme i det faste gulv, og at søerne derfor har søgt væk herfra. Desuden har der været noget strålevarme fra pattegrisehulen, der kan have gjort området omkring hulen varmt, ligesom aktivitet på gangen kan have påvirket søerne til at søge væk og dermed søge mod bagvæggen i stien. I stitype 2 var der ingen gulvvarme, og søerne havde desuden flere muligheder for at søge lidt væk fra hulen og gangen, og stadig ligge på det faste gulv.

Figur 6. Søernes brug af områderne i stien. Opgjort som andel af bevægelser udført på de tre områder

Opgørelsen over søernes orientering i stien (figur 7) viste, at søerne i de to stityper ikke udviste samme præferencer. I stitype 1 vendte søerne primært hovedet mod den ende af stien, hvor gangen og hulen var. I stitype 2 viste søerne tendens til dels at vende mod gangen/hulen, men i højere grad til at vende mod bagvæg/krybbe.

Aktivitetsniveauet i stalden kan have haft indflydelse på søernes orientering. Som tidligere nævnt blev de fem stier af type 1 opsat i en eksisterende fare- og løbestald med nogen aktivitet og gennemgang. Dette kan have påvirket søerne til at rette opmærksomheden ud mod gangen og dermed orientere sig i denne retning. I modsætning hertil var der meget ro omkring stierne af type 2.

Figur 7. Søernes orientering i stien. Opgjort som andel af bevægelser, hvor soen vendte hovedet i pågældende retning

Faring

Det er kendt fra frilandsproduktion, at søerne orienterer hovedet mod hytteåbningen og dermed mod risici eller andre søer under faring. Det forventedes derfor, at søerne ville vende hovedet mod det åbne inventar over spaltegulvet og lægge sig på det faste gulv under faringen, således at pattegrisene blev født på fast gulv, og dermed fik de bedst mulige betingelser, så snart de var født. Figur 8 og 9 samt tabel 4 redegør for, hvordan faringssituationerne udviklede sig i de to stityper.

Figur 8. Soens liggeområde i stien under faring. Hver søjle repræsenterer en so i tidsrummet fra første fødte pattegris til sidste fødte pattegris

Figur 9. Soens hovedretning i stien under faring. Hver søjle repræsenterer en so i tidsrummet fra første fødte pattegris til sidste fødte pattegris

Størstedelen af søerne i stitype 1 lagde sig midt i stien eller på spaltegulvet under faringen, og kun 21 % af søerne lå primært på fast gulv under faringen (figur 8). Samtidig vendte 75 % af søerne i denne stitype hovedet mod gangen eller hulen (figur 9), og det viste sig problematisk på flere punkter. Andelen af fast gulv ikke stor (lang) nok til, at søerne kunne have hele kroppen på fast gulv. Hvis hovedet var orienteret mod gangen (figur 10), var konsekvensen, at langt de fleste faringer skete på spaltegulvet, som også illustreret i tabel 4. Det betød endvidere, at pattegrisene var udsat for afkøling og havde længere vej til hulen. Der er ikke nogen klar årsag til, hvorfor søerne udviste denne adfærd, men hvis søerne blev indsat sent i forhold til faring, kan dette haft betydning. Derudover kan aktivitet i stalden have medført, at søerne opfattede dette som værende større risici end nabosoen og derfor orienterede sig mod gangen.

Tabel 4. Andel af faringer på fast gulv og spaltegulv.

Hvorvidt det var gulvvarmen i det faste gulv, der havde indflydelse på søerne i stitype 1, kan ikke siges med sikkerhed, men tidligere undersøgelser har vist, at søer ikke fravælger at fare på fast gulv med gulvvarme [9] og, at gulvvarme ikke har indflydelse på søernes fysiologiske og immunologiske parametre, vandindtag eller kropstemperatur [10]. Det forventes derfor, at andre (uidentificerede) faktorer også har påvirket søerne.

I stitype 2 lå 85 % af søerne på det faste gulv under faringen (figur 10). Dette vurderes at være et resultat af, at søerne havde mere plads på det faste gulv, og derfor flere muligheder for at lægge sig således, at størstedelen af kroppen lå på fast gulv. Andelen af søer, der vendte hovedet mod andre søer – og dermed mod spaltegulvet under faring, var ca. 60 %. Andelen af søer, der ikke orienterede sig som forventet, og andelen, der skiftede orientering under faring, var imidlertid høj, og der kan ikke på baggrund af denne erfaringsindsamling identificeres faktorer, der med sikkerhed påvirkede søernes orientering under faring.

    

Figur 10. Faring i stitype 1 (venstre) og stitype 2 (højre). Billede nr. 2357 og 2358

Andelen af kuld, hvor alle grise blev født på fast gulv, var større i stitype 2 end i stitype 1, hvilket også var forventeligt i forhold til figur 8 og 9, men ved en tredjedel af faringerne i stitype 2 blev alle pattegrisene født på spaltegulv. Der er således plads til forbedringer i forhold til at påvirke soens faringssted, idet det var problematisk i disse to stityper at motivere søerne til at fare på det faste gulv. Der bør derfor fortsat fokuseres på at motivere søerne til at orientere sig i en bestemt retning under faring, dvs. påvirke hovedretningen og som konsekvens deraf, placere bagparten et hensigtsmæssigt sted. 

Klemninger

Faringsresultater for de de to stityper er angivet i tabel 5.

Tabel 5. Kuldresultater for stitype 1 og stitype 2

Et af de centrale problemer i forhold til løse søer i farestien er antallet af ihjellagte pattegrise [7]; [11] efter faring. I stitype 1 og 2 blev hhv. 16 % og 13 % af levendefødte udsat for en klemningssituation, og hhv. 11 % og 8 % døde i de første to levedøgn som følge af en klemning. Niveauerne differentierede sig dermed ikke ret meget i de to stityper. Chancen for, at en pattegris overlevede en klemning var hhv. 32 % og 46 % i de to stityper.

Søernes adfærd

En opgørelse over hvilke bevægelser, der forårsagede flest klemninger viste tydeligt, at det i stitype 1 var i forbindelse med, at soen rullede fra bug- til sideleje, og når soen lagde sig fra siddende, at hovedparten af klemningerne forekom (tabel 6). Hovedparten af dødeligheden skyldtes ligeledes disse to bevægelser.

Tidligere undersøgelser har vist, at det var mere risikofyldt for pattegrisene, når en so lagde sig fra stående end fra siddende [7]. Dette kan ikke understøttes af resultaterne for stitype 1, hvor der var knap tre gange så mange klemninger, når søerne lagde sig fra siddende end, når de lagde sig fra stående. 35 % af de døde pattegrise døde ved ”lægge sig”-bevægelser, mens 65 % døde efter at være blevet klemt i en rullebevægelse. Disse resultater stemmer overens med resultater opnået i en anden dansk undersøgelse [8]. Tabel 6 illustrerer desuden, hvorledes ingen pattegrise i stitype 1 overlevede at blive klemt, hvis en so udførte en rulning SS, som imidlertid også var den rulning søerne udførte færrest gange (tabel 2).

Resultaterne for stitype 2 viste en langt større spredning på hvilke bevægelser, der forårsagede klemning og død. Det viste sig at være lige farligt og risikofyldt for pattegrisene, om en so lagde sig fra stående eller siddende, og ”lægge sig”-bevægelserne tegnede sig for lidt under halvdelen af klemte og døde pattegrise.

Det var ikke muligt at identificere enkelte bevægelser, som skulle være mere risikofyldt for pattegrisene end andre i stitype 2, og ses der på chancerne for at overleve en klemning, var der også stor lighed mellem bevægelserne.

Tabel 6. Antal og procent klemte og døde pattegrise fordelt på ”lægge sig”-bevægelser og rulninger.

Tabel 2, der viser søernes bevægelsesmønstre, viste, at rulning SB blev foretaget i nogenlunde lige høj grad i de to stityper, og det var derfor bemærkelsesværdigt, at der skete langt flere klemninger ved rulning SB i stitype 2 end i stitype 1. I modsætning hertil blev rulning BS også udført i nogenlunde lige høj grad i de to stityper, men langt færre pattegrise døde af at blive klemt i en sådan rulning i stitype 2 end i stitype 1.

Bevægelser, hvor søerne lagde sig fra siddende, tegnede sig umiddelbart for lige store andele af døde pattegrise i de to stityper, men ikke for samme andel af klemninger. Chancen for, at pattegrisene overlevede at blive klemt, når soen lagde sig fra siddende, var dermed væsentlig højere i stitype 1 end i stitype 2. I stitype 2 overlevede 33 % af pattegrise, der blev klemt i en sådan bevægelse, mens det i stitype 1 var 61 %.

Ovenstående illustrerer det problematiske i at identificere hvilke af soens bevægelser, der er risikable for pattegrisene. Ud over antallet af gange en bevægelse blev udført, handlede det således også om, hvor tit bevægelsen førte til en klemning og, hvor små/store chancerne for at overleve en eventuel klemning var. Det bør desuden påpeges endnu en gang, at der må forventes at være en variation mellem dyrene. Dette illustreres i tabel 7, hvor det ses, at der i stitype 1 var otte søer, der klemte over fire pattegrise, mens der i stitype 2 var fire søer, der klemte fire pattegrise eller mere.

Tabel 7. Klemte pattegrise fordelt på søer.

Pattegrisenes adfærd

Klemning af pattegrisene handler ikke kun om søernes adfærd, men også om pattegrisenes. Et udpræget behov for varme og næring de første dage bevirker, at pattegrisene gerne opholder sig tæt på soen [1], [11]. Tabel 8 illustrerer, hvordan andelen af pattegrise omkring soen forventeligt ændrede sig i de første to døgn efter faring. Andelen af observationer, hvor der ikke var nogle grise omkring soen, steg således i begge stityper, mens andelen af observationer, hvor der var pattegrise omkring soen, faldt.

De to stityper i denne erfaringsindsamling viste sig forskellige ved, at der i stitype 1 var færre observationer, hvor ingen pattegrise var omkring soen, både på første og anden dag efter faring. Denne forskel kan forklares, idet der var gulvvarme i det faste gulv i stitype 1. Undersøgelser har vist, at gulvvarme øger pattegrisene umiddelbare overlevelsesevne og giver dem bedre termiske forhold [12]. I denne erfaringsindsamling kan tildelingen af varme i det faste gulv imidlertid have været medvirkende til at reducere pattegrisenes motivation for at søge ind i hulen, hvor de er beskyttet mod soens bevægelser. Pattegrisene opholdt sig i højere grad omkring soen, og dette kan forklare det øgede antal klemte og døde, der ses i tabel 6.

I stitype 2, hvor der ikke var gulvvarme i det faste gulv, var andelen af observationer, hvor ingen pattegrise var omkring soen, knap 50 % på dag 1, mens det samme niveau først blev opnået på dag 2 i stitype 1.

Tabel 8. Procent af bevægelser, hvor der var pattegrise i fare for at blive klemt af soen de første to dage efter faring.

Som tidligere nævnt var det problematisk at identificere enkelte af søernes bevægelser som mere risikofyldte for pattegrisene end andre bevægelser, og pattegrisenes adfærd spillede også her en væsentlig rolle. Andelen af pattegrise omkring soen betød noget for hvor mange, der var i fare for at blive klemt, når soen udførte en bevægelse. Samtidig betød en stor andel af pattegrisene omkring soen ikke nødvendigvis, at der også skete mange klemninger.

Tabel 9 viser således, hvordan der var pattegrise omkring soen i 84 % af de tilfælde, hvor søerne i stitype 1 udførte en rulning SB. I tabel 5 blev der gjort rede for, at der var blevet klemt en pattegris ved en sådan rulning, og denne bevægelse kan således ikke karakteriseres som farlig og risikofyldt i stitype 1.

I modsætning hertil ses, hvordan der var pattegrise omkring soen i 29 % af de tilfælde, hvor søerne udførte en rulning BS, og denne type rulning tegnede sig for 43 % af klemningerne og må derfor anses for at være risikofuld i stitype 1.

I stitype 2 var der ligeledes pattegrise omkring soen i langt de fleste tilfælde, hvor der blev udført en rulning SB, uden at det var den bevægelse, der førte til den største andel klemte og døde. Igen var der kun pattegrise omkring soen i 19 % af tilfældene, hvor soen udførte en rulning BS, der også i denne stitype stod for hovedparten af klemte og døde pattegrise.

Tabel 9. Procent af bevægelser, hvor pattegrise var i fare for at blive klemt af soen ved ”lægge sig” og rulning.

Grunden til, at rulning SB i langt de fleste tilfælde ikke var risikofyldt for pattegrisene, var sandsynligvis, at den har karakter af en ”rejse sig”-bevægelse (figur 11). Når soen ligger i sideleje, har det ofte relation til en diegivning, og pattegrisene ligger derfor ved yveret. Rulningen fra sideleje til bugleje bliver således ofte ikke en egentlig rulning, hvor soens liggeområde ændres, men i højere grad en bevægelse, hvor soen ændrer positur opadgående og skubber pattegrisene væk fra sig under bevægelsen. Det område, pattegrisene kan optage, ændrer sig ikke nævneværdigt ved, at soen skifter fra sideleje til bugleje, og det er kun meget få eller ingen pattegrise, der risikerer at komme i klemme.

          

Gødeadfærd

Det har tidligere vist sig, at svineri på det faste gulv i stien kan give dårlig hygiejne [1], hvilket både resulterer i øget smitterisiko og højere tidsforbrug til rengøring. I denne erfaringsindsamling stod søerne i stitype 1 og 2 i hhv. 69 % og 80 % af tilfældene på spaltegulvet under gødningsafsætningen (figur 12).

Figur 12. Soens placering under gødningsafsætning. Angivet som andel af observerede gødningsafsætninger, hvor soen stod midt mellem fast gulv og spaltegulv, eller på enten fast gulv eller spaltegulv

I forhold til søernes orientering i stien viste det sig, at søerne orienterede sig (havde hovedet mod) mod bagvæggen, krybben eller liggevæggen (figur 13)

Figur 13 viser, hvordan søerne i stitype 1 oftest stod med hovedet mod krybben eller bagvæggen. Søerne vendte sig således mod den forventede ende af stien, men da der kun var 1,1 m spaltegulv, og en gennemsnitlig dansk so er ca. 1,8 m lang [13], betød det, at de i langt de fleste tilfælde gødede på det faste gulv, når de vendte hovedet mod bagvæggen. I forhold til at påvirke søerne til at stille sig på tværs på spaltegulvet, fungerede tiltagene i denne sti ikke optimalt, hvilket også illustreres i figur 14, der viser, at 41 % af gødningen blev afsat på det faste gulv.

<p"></p">Spaltegulvsområdet i stitype 2 var 1,3 m, og stierne var desuden bredere end stitype 1. Søerne i disse stityper havde derfor flere muligheder for at placere sig således, at gødningen blev afsat på spaltegulvet. Figur 15 viser, at søerne i stitype 2 vendte hovedet mod samme ende af stien som søerne i stitype 1, men at der var mere lige fordeling på, om de vendte hovedet mod krybbe, bagvæg eller liggevæg, hvilket også var forventeligt, stiens bredde taget i betragtning. Gødningsafsætningen på det faste gulv var imidlertid 42 % (figur 14).

Tidligere undersøgelser har vist, at søer vender sig væk fra krybben [1], [14] og, at søer vender hovedet mod gangen [1], men ingen af disse to faktorer lod til at være afgørende i denne erfaringsindsamling. Det begrænsede antal stier i hver besætning kan dog være en mulig forklaring på dette. F.eks. var to ud af de fem stier i stitype 1 ’endestier’, hvor der således kun var kontakt til en naboso ved den ene stiside.

Figur 13. Andel af observerede gødningsafsætninger hvor soen har orienteret sig mod gang, bagvæg, krybbe eller liggevæg´

Figur 14. Andel af gødnings-afsætninger hvor gødningen blev afsat på fast gulv eller spaltegulv

Personale

For personalet er det vigtigt, at der er god hygiejne i stierne og, at arbejdet med pattegrisene lettes [1]. Placeringen af hulerne ud mod gangen bevirkede, at det ikke var nødvendigt at gå ind i stierne for at håndtere pattegrisene. I stitype 1 var inventarhøjden ved gangen imidlertid begrænsende for personalet og bevirkede, at de pattegrise, der lå i hulen men længst væk fra gangen, ikke kunne nås. Ligeledes var det til tider problematisk at lukke af for hulen ude fra gangen, idet lukkesystemet ikke var optimalt. Dette system er imidlertid blevet videreudviklet fra firmaets side og en ny, mere håndterbar metode, bliver således implementeret fremover. En enkelt so udviste i løbet af perioden aggressiv adfærd.

I stitype 2, hvor der i halvdelen af stierne var mulighed for afskærmning af søerne, var der imidlertid ingen aggressive søer. Muligheden for at afskærme søerne med liggevæggen blev således ikke brugt, og der var derfor ingen erfaringer med dette tiltag.

Som det fremgår af resultaterne, var erfaringerne fra de to besætninger ikke entydige. Tværtimod viste erfaringsindsamlingen, at der var mange forhold, som påvirkede stiernes funktion samt søer og pattegrises brug af stierne.

Udviklingen i søernes bevægelsesmønstre i den observerede periode viste sig at være ensartet i de to stityper. Som det også er blevet observeret i andre undersøgelser, var der et øget aktivitetsniveau op til faring i begge stityper. Søerne i de to stier opførte sig imidlertid forskelligt i forhold til hvilke bevægelser, der blev udført mest, hvor søerne i stitype 2 foretog flere rulninger end søerne i stitype 1. Men for begge besætninger var der tale om søer, som ikke tidligere havde faret i løsdrift, og hvor nogle af søerne havde haft en relativ kort tilvænningsperiode til farestien forud for faring.

Søernes brug af liggevægge stemte ikke helt overens med det forventede, idet søerne kun støttede sig til liggevæggen i 30 % af de observerede ”lægge sig”-tilfælde i begge stityper. Søerne lå imidlertid ofte ved liggevæggen, ligesom liggevæggen fungerede som beskyttelse for pattegrisene, og det anbefales derfor, at der på mindst en stiside er monteret en liggevæg.

Da søer søger væk fra deres hvileområde, når de gøder, er det vigtigt for stihygiejnen, at det faste gulv er søernes foretrukne hvileområde. Søerne i stitype 2 opholdt sig mere på det faste gulv end søerne i stitype 1, hvilket kan forklares med stiernes størrelse og andelen af fast gulv. Fælles for begge stityper var imidlertid, at søerne brugte det tiltænkte liggeområde, og funktionaliteten af stierne var på dette punkt god. Det viste sig problematisk at identificere faktorer, der påvirkede søernes orientering i stien, og der bør derfor arbejdes videre på at finde tiltag, der kan påvirke søernes orientering.

Under faring lå en stor del af søerne i stitype 2 på det faste gulv, og størstedelen af kuldene blev således født på fast gulv. I stitype 1 orienterede søerne sig ofte mod gangen under faring, og størstedelen af kuldene blev således født på spaltegulvet. Det var ikke umiddelbart muligt at fastlægge, hvorfor søerne opførte sig forskelligt i de to stityper, men det kan ikke udelukkes at have haft betydning, hvorvidt stierne var placeret i en staldbygning med megen aktivitet eller en bygning næsten uden aktivitet. Andelen af kuld, der blev født på spaltegulv, var i begge stityper høj, og det bør undersøges, hvordan faringssituationen kan forbedres.

I stitype 1 døde 11 % af de levendefødte pattegrise som følge af klemning, mens der i stitype 2 døde 8 %. I stitype 1 var der størst risiko for, at pattegrisene blev klemt, når soen lagde sig fra siddende samt rullede fra bugleje til sideleje. I stitype 2 kunne der ikke på samme måde udpeges enkelte bevægelser, da klemningerne fordelte sig jævnt på bevægelser.

Erfaringsindsamlingen viste, at det ikke kun var soen bevægelsesmønster, der udgjorde en risiko for klemning af pattegrise. Pattegrisenes adfærd omkring soen spillede således også en rolle. I stitype 1 opholdt pattegrisene sig i højere grad tæt omkring soen, når den lagde sig ned eller rullede, end pattegrisene i stitype 2. En mulig forklaring på dette kunne være, at der var gulvvarme i det faste gulv i stitype 1, og pattegrisene fandt derfor ikke behov for at søge varme i hulen. Dette kan også forklare den noget højere dødelighed i stitype 1, og denne erfaringsindsamling peger således på en af udfordringerne ved brug af gulvvarme i det faste gulv i de første døgn efter faring.

Forskellene i både klemte og døde pattegrise kan ikke på baggrund af denne erfaringsindsamling forklares blot ved forskellene på stityper. Yderligere undersøgelser omkring klemninger og bevægelsesmønstre er derfor fortsat nødvendige.

Resultater af hvor mange pattegrise, der opholdt sig omkring soen ved udførelsen af specifikke bevægelser viste, at der ved nogle bevægelser næsten altid var pattegrise omkring soen, men at det ikke nødvendigvis var i overensstemmelse med hvilke bevægelser, der resulterede i klemninger. Identifikation af farlige og risikofyldte bevægelser viste sig således problematisk, og der bør således fortsat fokuseres på dette problem.

I forhold til hygiejne fungerede stierne idet søerne stillede sig på spaltegulvet under gødningsafsætning, og orienterede sig efter hensigten. Problematikken bestod i, at en stor del af gødningen blev afsat på det faste gulv, uanset stitype, og stiernes funktionalitet i forhold til hygiejnen kunne derfor forbedres.

Erfaringsindsamlingen belyste en del af de problemstillinger, der er ved at have søer løse under faring og diegivning, f.eks. risiko for klemning af pattegrise og risiko for, at søerne gøder på et område med fast gulv. Men erfaringsindsamlingen gav ikke entydige svar. De observerede forskelle på de to stityper kunne oftest ikke alene forklares med forskelle i stityper, men kan være påvirket af mange andre ting, som f.eks. søernes kondition, styrke, størrelse, opstaldning i drægtighedsperioden, stiernes placering i stalden mm.

Stierne fungerede på en række områder efter hensigten, men det er nødvendigt med fortsat udvikling, førend stier til løse farende søer er funktions- og konkurrencedygtige i forhold til kassestier.

Deltagere
Landbrugstekniker Jens Martin Strager, Den Rullende Afprøvning, Videncenter for Svineproduktion
Statistikkonsulent Mai Britt Friis Nielsen, Videncenter for Svineproduktion
Stud.med.vet Mette Vestergaard Nielsen

Afprøvning: 954

Tabel A1. Billeder af stityper

      

 
Stitype 2b. Billede nr. 2364

Tabel A2. Definitioner på adfærdsregistreringer