8. november 2011

Erfaring Nr. 1110

Næringsindhold i korn fra høsten 2011

Råproteinkoncentrationen er i 2011 faldet 0,4 procentenhed i vårbyg i forhold til 2010. Koncentrationen af fosfor er steget 5 til 9 pct. i byg og hvede. Tabelværdier for rug og havre er opdateret ud fra nye analyser.

Næringskoncentrationen i årets korn 2011 er analyseret i vinterhvede, vårbyg, vinterbyg, havre og rug.

Resultaterne viser, at protein- og energikoncentrationen i vinterhvede stort set er uændret, mens koncentrationen af fosfor er steget 5 pct. fra 2,6 til 2,7 gram pr. kg i forhold til 2010.

I vinterbyg er energikoncentrationen steget og i vårbyg er den faldet en smule – men ingen af disse ændringer var statistisk sikkert forskellige fra sidste års værdier. Koncentrationen af fosfor er steget med 0,2 til 0,3 gram pr. kg byg. Koncentrationen af råprotein i vårbyg er faldet 0,4 procentenheder i forhold til 2010.

I år er der igen store variationer i råproteinkoncentrationen inden for alle kornarterne (8-9 pct. i forhold til gennemsnittet). Variationen i kornarternes fosforkoncentration er også betydelig (7-10 pct. i forhold til gennemsnittet). Derfor er det relevant at lave en analysestrategi for korn, der skal opfodres i egen besætning. Anbefalinger for antal analyser og anvendelse af egne analyseværdier i foderoptimering er beskrevet i særskilt notat [4].

TILSKUD

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktprogram og har Projekt ID: VSP09/10/51 samt journalnr.: 3663-D-09-00354.

 

 

 

Logo med Støttet af Fødevareministeriet og EU

Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Thomas Sønderby Bruun, Niels Morten Sloth, Rikke Ingeman Svarrer, Else Vils

Udgivet: 8. november 2011

Fagområde: Ernæring