24. januar 2012

Erfaring Nr. 1202

Indhold af energi i færdigfoder

Kontrol af 59 færdigfoderblandinger har vist, at indholdet af energi analyseret ved den officielt anvendte metode i gennemsnit lå tæt på det deklarerede indhold. Dog var der forskel mellem foderstoffirmaerne.

Formålet med denne undersøgelse var at få belyst, om der var god overensstemmelse mellem det deklarerede indhold af energi og det analyserede indhold for de større foderleverandører af færdigfoder. Derudover var formålet at få belyst, om der var god overensstemmelse mellem energiindholdet beregnet ud fra en EFOSi-analyse (tidligere kontrolmetode) og beregnet ud fra I-faktoren (nuværende midlertidige kontrolmetode).

Analyseret indhold af energi (FEsv og FEso, angives som FE i denne tekst) i en stikprøve på færdigfoder fra fire foderstoffirmaer lå i gennemsnit tæt på det deklarerede indhold vurderet ud fra gennemsnit af analyser fra to laboratorier (Plantedirektoratet og Eurofins Steins). Prøverne fra ATR, Danish Agro og HEDEGAARD agro varierede med både over- og underindhold i forhold til det deklarerede indhold, hvorimod prøverne fra DLG havde en overvægt af prøver med underindhold af FE i forhold til deklarationen. Der var et statistisk sikkert lavere indhold af analyserede FE i prøverne fra DLG i forhold til det deklarerede indhold. De største afvigelser i energiindholdet, både i positiv og negativ retning, blev fundet i prøverne fra Danish Agro.

Der var god overensstemmelse mellem det analyserede forhold mellem EFOSi og EFOS og den deklarerede I-faktor for DLG, ATR og HEDEGAARD Agro, mens det analyserede EFOSi-niveau var lavere end det beregnede EFOSi-niveau ud fra den deklarerede I-faktor for Danish Agro. Sidstnævnte betød, at der for Danish Agro i gennemsnit var 1,4 FE mere pr. 100 kg, når energiindholdet blev bestemt ud fra deklareret I-faktor i forhold til analyseret EFOSi. Som gennemsnit af alle 59 prøver var der kun mindre forskel i de to metoder til kontrol af energiindhold. 

FAKTA OM KONTROLMETODER

Indholdet af foderenheder i et færdigfoder kontrolleres ud fra flere analyser: Vand, råaske, råfedt og råprotein. Derudover indgår der analyser, der efterligner grisenes fordøjelse af foderet (EFOS- og EFOSi-analyser).

Nuværende officielle og midlertidige kontrolmetode: Her indgår kun EFOS-analysen. EFOSi beregnes ud fra en I-faktor, som foderfirmaerne beregner for den enkelte blanding.

Tidligere officielle kontrolmetode: Her indgår både analyseret EFOS og EFOSi.

Der var god overensstemmelse mellem analyserne på de to laboratorier, dog var der en forskel på det gennemsnitligt målte EFOS-niveau på 1,2 enheder. Sidstnævnte var hovedårsagen til, at der blev analyseret lidt flere FE hos Eurofins Steins Laboratorium end hos Plantedirektoratets laboratorium. Forskellen mellem de to laboratorier var størst, når der blev anvendt I-faktor modellen, fordi forskelle i EFOS har større betydning, når EFOSi beregnes ud fra den målte EFOS-værdi. Forskellene mellem laboratorierne var ikke større end hvad der ofte ses ved sammenligning mellem laboratorier.

Der er udtaget 14-15 prøver af færdigfoder fra følgende 4 firmaer: DLG, HEDEGAARD agro, Danish Agro og ATR, i alt 59 prøver. Prøverne er udtaget af Plantedirektoratets kontrollanter på nær prøver fra ATR, hvor Videncenter for Svineproduktion stod for prøveudtagningen. Prøverne er udtaget på 1-3 produktionssteder pr. firma og på 1-6 produktionsdage. Denne undersøgelse er dermed en stikprøve, der ikke nødvendigvis er repræsentativ for firmaernes resultater over en længere periode. Alle analyser er foretaget på to laboratorier henholdsvis Plantedirektoratets laboratorium og Eurofins Steins Laboratorium.

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og har Projekt ID: VSP09/10/52 samt journalnr.: 3663-D-10-00460.

 

Støtte af Fødevareministeret og EU

Institution: Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Lisbeth Jørgensen, Per Tybirk, Niels Morten Sloth

Udgivet: 24. januar 2012

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Ernæring