Management af løsgående farende og diegivende søer

Rutinerne i farestier til løse farende og diegivende søer var som udgangspunkt de samme som ved søer i kassestier. Et betydeligt problem – både dyrevelfærdsmæssigt og økonomisk – var den høje pattegrisedødelighed. For at reducere antallet af døde pattegrise i de første dage efter faring, blev VSP’s anbefalinger fra kassestier suppleret med bl.a. en aktiv opbygning af et godt forhold mellem søer og mennesker.

De løse søer i farestalden blev altid forberedt på besøg i stien, før der gik en person ind til dem. Oftest ved at personen brugte stemmen. En strategi for at give søerne en positiv association til mennesker var at have lidt foder eller halm med ved hvert besøg i stien de første dage efter indsættelse af soen. Når søerne først lå med nyfødte pattegrise, skulle de helst allerede være fortrolige med personalet, og være rolige, så risikoen, for at pattegrisene ude hos soen blev klemt, blev reduceret.

I dagene efter faring skulle personalet være opmærksom på, at enkelte søer var aggressive overfor mennesker, og det skulle sikres, at personalet ikke kom til skade. Personale og ejere i alle besætninger gav udtryk for, at de var i stand til at vurdere søernes temperament i forhold til, om det var sikkert at gå ind i stien. Hvis pattegrisene skulle håndteres hos en aggressiv so, måtte det ske, når alle pattegrisene lå i hulen, og kunne nås fra inspektionsgangen. Alternativt kunne soen lukkes ud af stien, mens pattegrisene blev hentet inde i stien.

Ved udvælgelse af ammesøer faldt valget i de fleste besætninger på en rolig so eller en so med store ensartede pattegrise frem for en 1. kuldsso.

Delvist fast gulv i farestier til løse søer medførte risiko for svineri i stien. Stier og sektioner til løse farende og diegivende søer skal være indrettet til formålet, så so og pattegrise naturligt gøder på spaltegulvet.

Erfaringerne med løse farende og diegivende søer blev indsamlet i otte besætninger på baggrund af besøg og interview. I to besætninger var alle farestier indrettet til løse farende og diegivende søer, mens de øvrige seks besætninger havde en kombination af farestier til løsgående søer og kassestier.