Pattegrisedødelighed i produktionsbesætninger med farestier til løsgående søer

I fem besætninger, der både havde traditionelle kassestier og løsdriftsstier i farestalden, blev der indsamlet data over to år i to besætninger og et år i de resterende tre besætninger. Pattegrisedødeligheden var højere hos søerne i stier til løsdrift end hos søerne i kassestier.

Den primære udfordring i forhold til løsdriftsstier er risikoen for en øget dødelighed blandt de levendefødte grise. For at videreudvikle en produktionssikker stitype til løsdrift i farestalden er der behov for at samle viden og erfaringer fra produktionsbesætninger.

Den totale pattegrisedødelighed (dødfødte + døde i diegivningsperioden) i kassestier var mellem 1,4 og 3,5 døde grise pr. kuld, mens dødeligheden i løsdriftsstierne var mellem 2 og 4,3 døde grise pr. kuld. Der var stor variation i dødeligheden mellem besætningerne, men i alle besætninger var den totale pattegrisedødelighed højere i løsdriftsstierne end i kassestierne.

En af de mest betydende faktorer i forhold til dødelighed i dieperioden var andelen af søer med hhv. få (0-1) eller mange (≥2) døde pattegrise i diegivningsperioden. I kassestierne var der hos 8-42 % af søerne to eller flere døde grise i diegivningsperioden, mens der hos 31-77 % af søerne i løsdriftsstierne døde to eller flere pattegrise i diegivningsperioden.

Der er stadig udfordringer i at opnå det samme lavere niveau af pattegrisedødelighed i løsdriftsstier, som der findes i kassestier. Resultaterne i erfaringsindsamlingen viste imidlertid, at der var potentiale for at mindske forskellen i niveauet af dødelighed. Ydermere var der en positiv udvikling over tid, idet resultaterne blev forbedret i takt med, at besætningerne fik erfaring med løsdriftsstierne.