27. september 2012

Erfaring Nr. 1209

Intensiv rådgivning øgede produktiviteten i fire sobesætninger

I et demonstrationsprojekt blev der i fire besætninger sat fokus på rådgivning og implementering af tilgængelig viden, hvilket øgede produktiviteten med gennemsnitligt 1,6 fravænnede grise pr. årsso.

Implementering af kendt viden gennem rådgivning kan være med til at sætte fokus på de områder, der kræver en ekstra indsats. Gennem 1 år har 4 højproduktive sobesætninger gennemgået et intensivt rådgivningsforløb med besætningsbesøg hver 2. måned. En grundig besætningsgennemgang, fastlæggelse af mål for produktionen, implementering af en handlingsplan og tæt opfølgning fik produktiviteten til at stige med 1,6 fravænnede grise pr. årsso. I samme periode steg landsgennemsnittet med 0,7 fravænnede grise pr. årsso. Resultaterne er opnået gennem et øget antal levendefødte samt en øget overlevelse i farestalden.

Demonstrationsprojektet viser, at inddragelse og motivation af de relevante medarbejdere er afgørende for fastholdelse af fokus og derved opnåelse af de ønskede resultater.

tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktprogram og har Projekt ID: DSP09/10/53 samt journalnr.: 3663-D-09-00367.

Logo Støtte af Fødevareministeriet og EU 

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Thomas Sønderby Bruun, Rikke Ingeman Svarrer

Udgivet: 27. september 2012

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Management