22. februar 2013

Erfaring Nr. 1304

Nyt sigteapparat: Bygholm 2 kan anvendes til alle dyregrupper

Ny version af Bygholm-sigten ”Bygholm 2” med både 1 mm og 2 mm sold kan med fordel anvendes til test af formalingsgrad i korn. I forhold til Bygholm-sigten spares tid, og resultatet er pålideligt. Resultater fra test af fem sigter vises.

Fem sigter: Retsch-sigten, SKIOLDs håndsigte, Bygholmsigten, slagtesvinesigten og den nye Bygholm 2 er testet med henblik på opnået sigteprofil på ti kornprøver. Fraktionen under 1 mm var størst med Retsch-sigten, som må antages at være den mest præcise sigte. SKIOLDs håndsigte lå tæt på Retsch-sigten i fraktionen under 1 mm. Af Bygholm-sigterne (Bygholm, Slagtesvinesigten og Bygholm 2) lå Bygholm 2 tættest på Retsch-sigten, mens alm. Bygholm lå 9 procentpoint under Retsch-sigten i den fineste fraktion under 1 mm. Dette, sammen med at Bygholm 2 er lettere og hurtigere at anvende, bevirker at det anbefales, at Bygholm 2 afløser Bygholm-sigten.

Det vurderes, at Bygholm 2 med fordel kan anvendes både til søer, polte, smågrise og slagtesvin. Bygholm 2 er en krydsning mellem Bygholmsigten og Slagtesvinesigten. Bygholm 2 har to solde: 1 mm og 2 mm, der vender på langs, så soldarealet er så stort som muligt. Samtidig er materialemængden mindre. Derved er sigtningen lettere og den anbefalede sigtetid er 2 minutter. Fordelen er, at Bygholm 2 giver en vurdering af andelen af partikler over 2 mm, hvilket har stor betydning ved vurdering af den mellemgrove sigteprofil, der anbefales for at give en god mavesundhed, hvilket er i fokus i soholdet. 

SKIOLDs håndsigte med 1 mm sold kan anvendes til svin i vækst. 

Den elektriske Retsch-sigte er dyrere, men også mere nøjagtig og den vil fint kunne anvendes i besætninger, der vil ofre den ekstra investering. 

Ved anvendelse af Bygholm 2 anbefales det, at sigtning foretages på samme måde og af samme person fra gang til gang. Hvorvidt der i den løbende kontrol af sigteprofil anvendes volumenaflæsning eller vejning er mindre vigtigt, da formålet med løbende kontrol af sigteprofil er at holde øje med, om der sker ændringer. Det vigtige er, at der anvendes samme metode hver gang og at der omregnes til procent. Vejning af fraktionerne kræver en vægt og en lille ekstra arbejdsgang, som nogle landmænd finder besværlig. De landmænd der allerede har indarbejdet vejning i proceduren, synes ikke det er besværligt. De vejledende sigteprofiler er udarbejdet på baggrund af volumenaflæsning. Som gennemsnit af alle prøver i denne undersøgelse, var fraktionen under 1 mm 4-6 procentpoint større, når fraktionerne blev vejet i stedet for aflæst. Dette var også tilfældet uanset om kornet var groft eller fint formalet. Forskellen var dog afhængig af kornart, idet den fine fraktion under 1 mm var gennemsnitlig 7 procentenheder større i hvede og ca. 2 procentenheder større i byg ved vejning fremfor volumenaflæsning. Tilsvarende var der lidt større forskel på vægt contra volumen, når kornet var formalet på skivemølle end når, det var formalet på slaglemølle.

Skema til løbende kontrol af sigteprofil tilrettet Bygholm 2-sigten er vedlagt i Bilag 2.

Støtte af Fødevareministeret og EU

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og har aktivitetsnr: 082-500700 samt journalnr.: 3663-D-11-00509


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Else Vils

Udgivet: 22. februar 2013

Fagområde: Ernæring