30. maj 2013

Erfaring Nr. 1313

Færdigfoder (2013) overholder garantierne

Kontrol af 90 foderprøvers indhold af næringsstoffer og energi fra 6 firmaer viste generelt god overensstemmelse mellem de deklarerede og analyserede indhold. De oplyste og analyserede I-faktorer stemte også godt overens.

Kontrol af 90 foderprøver fra 6 foderfirmaer viste, at de garanterede indhold af næringsstoffer og energi generelt overholdes.

Der var ikke statistisk sikker forskel i spredningen på differencerne mellem analyserede og deklarerede foderenheder mellem de 6 firmaer. Prøverne fra HEDEGAARD agro og Hornsyld Købmandsgaard havde den mindste variation i energiindholdet, og lå omkring det deklarerede indhold. Flere af prøverne fra Danish Agro havde et lavere analyseret indhold af foderenheder end deklareret og det afspejlede sig også i et lidt lavere gennemsnitligt indhold af foderenheder pr. 100 kg end deklareret.

 FAKTA OM KONTROLMETODER

Indholdet af foderenheder i et færdigfoder kontrolleres ved hjælp af flere analyser: Vand, råaske, råfedt og råprotein. Derudover indgår der analyser, der efterligner grisenes fordøjelse af foderet (EFOS- og EFOSi-analyser).

Nuværende officielle kontrolmetode: Her indgår kun EFOS-analysen. EFOSi beregnes ud fra en I-faktor, som foderfirmaerne beregner for den enkelte blanding.

Tidligere officielle kontrolmetode: Her indgik både analyseret EFOS og EFOSi.

 

Der var generelt bedre overensstemmelse mellem I-faktoren, som firmaerne har oplyst, og I-faktoren, som er beregnet ud fra EFOS- og EFOSi-analyser end set i en tidligere kontrolrunde. Dermed var der også generelt god overensstemmelse mellem de deklarerede indhold af foderenheder og foderenheder bestemt ud fra den officielle kontrolmetode.

Garantiværdierne for aminosyrerne lysin og methionin blev som gennemsnit overholdt af alle firmaerne.  

Det gennemsnitlige analyserede indhold af fytase var for alle 6 firmaer væsentligt over det deklarerede tilsatte niveau. Dette var forventeligt, da der ved analyse af fytase både findes råvarernes naturlige indhold af fytase og det tilsatte fytase. Kun 2 prøver fra Vestjyllands Andel havde et underindhold af fytase på mere end 30 % i forhold til den deklarerede tilsatte mængde. 

Der blev udtaget prøver af 15 foderblandinger fra hvert af følgende firmaer: ATR, DLG, Danish Agro, HEDEGAARD agro, Hornsyld Købmandsgaard, og Vestjyllands Andel. Prøverne blev analyseret for indhold af: energi, EFOSi, calcium, fosfor, lysin, methionin, treonin samt fytase.

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og har aktivitetsnr.: 052-300400 samt journalnr.: 32101-U-12-00227.

Logo Støtte af Fødevareministeriet og EU


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Lisbeth Jørgensen, Niels Morten Sloth

Udgivet: 30. maj 2013

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Ernæring