24. juni 2013

Erfaring Nr. 1315

Foderforbruget i soholdet kan reduceres

Handlingsplaner og opfølgning reducerede det gennemsnitlige sofoderforbrug med 65 FEso pr. årsso i 8 besætninger, uden at antallet af fravænnede grise pr. årsso blev påvirket negativt.

I 8 besætninger blev foderforbruget i gennemsnit reduceret med 65 FEso pr. årsso. Dette blev opnået ved i gennemsnit at give søerne 45 FEso mere pr. årsso i diegivningsperioden, men samtidig blev foderforbruget i resten af cyklus + polte i gennemsnit reduceret med 110 FEso pr. årsso. Dette skete ved blandt andet mere konsekvent huldstyring og fokus på foderstrategien i farestalden. Forbedringer i management medførte endvidere at antallet af fravænnede grise pr. årsso i besætningerne blev øget. Besætningerne havde i gennemsnit oplevet en produktivitetsstigning på 0,8 fravænnet gris pr. årsso og et reduceret foderforbrug, så de brugte i gennemsnit 4 FEso mindre pr. fravænnet gris.

Reduktionen i foderforbruget og forbedringen i produktiviteten blev opnået ved at gennemføre handlingsplaner i hver besætning i samarbejde med en svinerådgiver, der løbende sikrede, at handlingsplanerne blev fulgt og eventuelt justeret. Handlingsplanerne blev baseret på foderopgørelser på sektionsniveau, som muliggjorde en vurdering af foderforbruget i alle dele af soens cyklus, hvilket var vigtigt, hvis søernes foderforbrug skulle optimeres.

De hyppigste emner i handlingsplanerne var:

  • Konsekvent huldstyring ved drægtige søer - ved fysisk at mærke på den enkelte so og efterfølgende at sikre den korrekte fodertildeling til soen, så soen var i rette huld ved faring.
  • Tilpasse foderkurver og fodringstidspunkter til søernes behov, for at reducere søernes huldtab i farestalden.
  • Lægge flere grise til søerne efter faring (13-15 stk. alt efter søernes alder og ud fra en vurdering af soens yver) for at reducere antallet af ammesøer og dermed også antallet af diegivningsdage pr. so.
  • Konsekvent brunststyring hos polte, så poltene blev løbet i 2. brunst for at reducere antallet af poltefoderdage.

Erfaringsindsamlingen blev gennemført som en før/efter undersøgelse i 8 besætninger, hvor sofoderforbruget blev opgjort på sektionsniveau i en periode. Efter implementering af en handlingsplan blev det ca. 1 år efter vurderet, om foderforbruget pr. årsso og antallet af fravænnede grise pr. årsso havde ændret sig.

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og har aktivitetsnr: 053-400950 samt journalnr.: 3663-D-09-00367 og 3663-U-11-00183.

 

Støtte fra Fødevareministeriet og EU

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Thomas Sønderby Bruun, Gunner Sørensen

Udgivet: 24. juni 2013

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Ernæring, Management