4. september 2013

Erfaring Nr. 1318

Næringsindhold i hvede og rug fra egen bedrift varierer kun lidt

Variationen i korns indhold af vand, råprotein og fosfor henover fodringssæsonen er så lille, at der ikke er grund til at foretage løbende analyser af eget korn. Bestemmelse af gennemsnitligt indhold på repræsentative prøver anbefales.

Prøver af hvede og rug, som blev udtaget løbende i forbindelse med opfodring fra enten gastæt silo eller amerikanersilo, varierede kun lidt med hensyn til indhold af vand, råprotein og fosfor. Hvede fra den ene af 4 siloer varierede dog noget mere med hensyn til indhold af vand og råprotein, svarende til variationen på landsgennemsnits-korn. Hveden med størst variation kom fra marker med forskellige jordtyper og var lagret i gastæt silo, hvor kornet ikke blandes op. Hvede og rug fra de tre øvrige siloer, der enten kom fra mere ens jordtyper eller fra amerikanersilo, hvor kornet var grundigt omrørt, varierede kun meget lidt (variationskoefficient på under 3 %). Variationen i fosfor var på lavt niveau i alle fire siloer.

Konsekvensberegninger på variationen i siloen med størst variation viste, at variationen i vandprocent alene kan forårsage udsving i DB på +/- 0,7 % fra gennemsnittet. Samtidigt udsving i hvedens indhold af vand, råprotein og fosfor, svarende til udsvingene i silo1, kan forårsage udsving i DB på +/- 2-3 % fra gennemsnittet, hvilket vurderes at være af marginal betydning i praksis.

Det konkluderes på baggrund af variationen i de 4 undersøgte siloer, at der ikke er grund til at foretage analyser af eget korn løbende igennem fodringssæsonen. Det anbefales fortsat at udtage repræsentative prøver i høst og få disse analyseret efter den valgte analysestrategi [1].

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og har aktivitetsnr.: 082-500700 samt journalnr.: 3663-D-11-00509

 

Støtte fra Fødevareministeriet og EU

Download

Læs hele Erfaring nr. 1318


Institution: Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Else Vils

Udgivet: 4. september 2013

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Ernæring