Der er udviklet prototyper på nye sti-elementer til farestier med so i boks (kassestier). Dræn under krybbe og i stiside kan indarbejdes i forbindelse med nybyggeri såvel som ved renovering. Det samme gælder en ny boksbaglåge, som nu markedsføres, samt forskellige løsninger til halm”hæk”. Adgangsforhold for driftsleder ind i stien, integreret afspærringslåge til opdeling af pattegrisehulen samt opdelt foder-/vandkrybbe kunne ikke færdigudvikles til et tilfredsstillende niveau inden for dette projekts tidsramme.
Danske kassestier er grundlæggende ens indrettet og betragtes som produktionssikre. Målet var at forbedre nogle detaljer vedrørende indretningen, som kunne forbedre arbejdsmiljøet og gøre det lettere at udføre rutineopgaver i farestierne. Endvidere var det et mål at forbedre hygiejnen på det faste gulv i stier med delvist spaltegulv og gøre det muligt at tildele vand til soen i en opdelt krybbe.
Download
Tilskud
Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og har aktivitetsnr: 053-400980 samt journalnr.: 3663-U-11-000183.