26. maj 2014

Erfaring Nr. 1406

Sokke-prøver giver nyttig viden om diarre hos smågrise

Sokke-prøver til undersøgelse af diarre hos smågrise medførte ændringer i antibiotikabehandling og forebyggende tiltag. De bidrager således med nyttig viden, men der kan forventes variation i prøveresultaterne mellem ugehold i den samme besætning.

Overordnet viste undersøgelsen gode praktiske erfaringer med anvendelse af sokke-prøver ved diagnostik af diarre. I 38 % af besætningerne blev der foretaget ændringer i behandling og forebyggende tiltag af diarre, som kunne tilskrives undersøgelse med sokke-prøverne.

De enkelte diarreudbrud blev klassificeret som infektiøse eller ikke-infektiøse baseret på diagnostiske kriterier for sokke-prøver. Omkring halvdelen af de undersøgte diarreudbrud opfyldte kriterierne for infektiøs diarre. L. intracellularis blev påvist i 50 %, E. coli i 90 % og B. pilosicoli i 26 % af de infektiøse diarreudbrud.

Ved 3 gentagne sokkeprøver i samme besætning fik man helt samme resultat i 38 % af besætningerne. Herunder var der 33 % af besætningerne, hvor alle 3 sokkeprøver viste, at diarren sandsynligvis var ikke-infektiøs. I sådanne besætninger må det antages, at der er en rimelig sandsynlighed for, at den undersøgte diarretype ikke behøver antibiotikabehandling. Det skal dog efterprøves i praksis, alternativt kan der fortsættes med en videre laboratorieundersøgelse for de tarminfektioner, der ikke er inkluderet i sokke-prøven. Endvidere kan diarre, som opstår på et andet tidspunkt i smågriseperioden, godt have en infektiøs baggrund. Negative sokke-prøver i en besætning er således ikke ensbetydende med, at antibiotikabehandling af alle diarretyper i en besætning kan undlades. Dette projekt bekræfter, at det på baggrund af diarreforekomst kan være vanskeligt, at finde det rigtige behandlingstidspunkt. I nogle besætninger er nogle typer af diarre sandsynligvis ikke-infektiøse, mens man i andre besætninger underbehandler bakteriel tarmbetændelse, da infektionerne ikke giver anledning til diarre og dermed overses. Sokke-prøver kan bidrage til at finde det optimale behandlingstidspunkt for flokmedicinering er i den enkelte besætning.

I alt deltog 28 dyrlæger og 43 besætninger med smågrise. Der blev undersøgt 103 diarreudbrud med sokke-prøver, herunder gentagene sokke-prøver fra 2-3 på hinanden følgende besætningsbesøg i den enkelte besætning. Sokke-prøverne blev undersøgt for Lawsonia intracellularis, Escherichia coli F4 og F18 samt Brachyspira pilosicoli.

Før og efter den første sokke-prøve blev der gennemført telefoninterviews med dyrlægerne for at klarlægge forhold omkring behandling, forebyggende tiltag, diagnostik samt dyrlægernes holdning til diarreårsager, herunder hvilke infektioner, der var involveret. Det blev herunder undersøgt om resultatet af sokke-prøverne medførte ændringer i behandling og forebyggende tiltag af diarre i den enkelte besætning.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Ken Steen Pedersen, Elisabeth Okholm Nielsen, Markku Johansen, Øystein Angen, Sven Erik Jorsal, Jens Peter Nielsen, Nana Dupont, Poul Bækbo

Udgivet: 26. maj 2014

Dyregruppe: Smågrise

Fagområde: Sundhed/Veterinært