19. september 2014

Erfaring Nr. 1412

Etablering af ammesøer hos løse diegivende søer

Løsgående diegivende søer kan anvendes som to-trins ammesøer.

Undersøgelsen viste, at to-trins ammesøer i farestier til løse søer i det første døgn efter etablering udviste samme reaktioner og produktion som set ved ammesøer i kassestier.

For de 24 søer, som indgik i undersøgelsen, var tid til første mælkenedlægning intervallet mellem mælkenedlægninger samt procent grise i kuldet, der fik mælk ved en mælkenedlægning, ikke væsentligt forskelligt fra tidligere undersøgelser udført med søer i kassestier. Nærværende undersøgelse omfattede dog relativt få kuld, og data er ikke analyseret statistisk.

Når den første mælkenedlægning havde fundet sted, fandt de efterfølgende mælkenedlægninger sted med intervaller, der lå meget tæt op ad intervallerne hos søer med egne grise. Det gennemsnitlige interval mellem mælkenedlægninger var 1,3 timer for ammesøer og 1,0 time for mellemsøerne i de første 24 timer efter etablering af amme- og mellemsøerne.

Når mælkenedlægningerne er gået i gang, er det vigtigt at holde opsyn for at sikre, at alle pattegrise får mælk. Utrivelige grise, der er strithårede, ikke kommer ud til yveret og taber sig, skal flyttes til en opsamlingsso helt på lige fod med utrivelige grise fra søer med egne kuld.


Institution: Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Hanne Midtgaard Rasmussen, Vivi Aarestrup Moustsen

Udgivet: 19. september 2014

Dyregruppe: Pattegrise, Søer, Diegivende søer

Fagområde: Stalde og Miljø