22. september 2014

Erfaring Nr. 1413

Ledeplader i drægtighedsstalde med stråleventilation

Det var ikke muligt at reducere graden af svineri i redekasser til drægtige søer ved at etablere ledeplader, der leder luften fra vægventiler direkte ned i lejet ved udetemperaturer over 18,5 °C.

Formålet med afprøvningen var at dokumentere, at ledeplader i loftet ud for den enkelte vægventil over redekassen i stier til løsgående drægtige søer kunne reducere graden af svineri på det faste gulv i lejearealet om sommeren. Ledepladerne var reguleret efter udetemperaturen. Det var ikke muligt at reducere graden af svineri i redekasser til drægtige søer, når ledepladerne aktiveres ved en udetemperatur over 18,5 °C. Gennemsnitlig var udetemperaturen over 18,5 °C i 25 pct. af tiden i afprøvningsperioden, som blev gennemført om sommeren. På baggrund af resultaterne fra denne afprøvning kan det derfor ikke anbefales at montere ledeplader i stalde med vægventiler.

I hverken forsøgsgruppen eller kontrolgruppen blev der registreret svineri på den tredjedel af det faste gulv i redekasserne, som var nærmest ydervæggen og længst væk fra gødearealet. Det er dog uvist om graden af svineri i resten af lejet vil kunne reduceres yderligere ved at have aktiveret ledepladerne ved en lavere udetemperatur. Risikoen ved at vælge lavere udetemperatur for aktivering af ledepladerne er, at søerne oplever luften som træk. Det vil medføre, at søerne vil vælge leje et andet sted i stien, og dermed risiko for at de vælger at gøde i lejearealet. Endvidere kan det ikke afvises, at redekassernes dimensioner og indretning i den pågældende besætning kan have haft indflydelse på afprøvningens resultat.

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Lisbeth Ulrich Hansen, Anders Leegaard Riis, Peter Hansen

Udgivet: 22. september 2014

Dyregruppe: Drægtige søer

Fagområde: Stalde og Miljø