8. oktober 2014

Erfaring Nr. 1415

Grovfoder til restriktivt fodrede løsgående drægtige søer

Der var stor forskel på andelen af søer, der åd grovfoder som supplement til restriktiv fodring afhængig af grovfodertype og adgangsforhold. Der var en tendens til, at ædefrekvensen steg med søernes alder.

Søernes ædeaktivitet og -frekvens blev registreret i fire besætninger, der anvendte grovfoder som supplement i drægtighedsperioden. Søerne fik enten tildelt majsensilage eller græswrap, som de havde adgang til i cirka fem timer, eller tildelt roepiller, grønpiller, pektinfoder eller HP-pulp, som de havde adgang til i 24 timer. Disse data har givet følgende viden:

  1. Tildeling af græswrap eller majsensilage i søernes leje eller i krybbe/halmhække, samt pektinfoder/HP-pulp i automater bevirkede, at 80-100 pct. af søerne blev set æde grovfoder mindst én gang i løbet af den periode, det var til rådighed. 40-60 pct. af søerne blev set æde 2-5 gange.
  2. ”Løst” grovfoder - majsensilage - skal ædes indenfor 5-6 timer efter tildeling, mens ”kompakt” grovfoder - pektinfoder og HP-pulp – kan holdes friskt hele døgnet efter tildeling.
  3. Tildeling af ”vådt” grovfoder – majsensilage, pektinfoder eller HP-Pulp bør ske i en krybbe eller en automat, mens mere ”tørt” grovfoder – græswrap kan tildeles på gulvet i lejet.
  4. Hvis søerne har adgang til vådt grovfoder i en kortere periode (fem timer) bør det tildeles i en krybbe, hvor cirka 1/3 del af søerne kan æde samtidig.
  5. Hvis søerne har adgang til vådt grovfoder i hele døgnet, bør det tildeles i en automat med en ædeplads pr. 20 søer.
  6. Der anbefales, at der er cirka 35 søer til en automat, når der anvendes tørre foderstoffer – roepiller og grønpiller
  7. Grovfoder koster mellem kr. 0,26 og 0,99 pr. so pr. dag.
  8. De deltagende besætninger var tilfredse med at bruge grovfoder til deres søer.

Ud fra angivelse fra besætningsejeren var det daglige forbrug af de anvendte grovfoderstoffer ved den valgte strategi som vist nedenfor. Endvidere er angivet, hvor lang periode søerne dagligt havde adgang:

  • Majsensilage, leje: 2,5 kg/so – adgang i fem timer
  • Græswrap, leje eller halmhæk, 1,4 kg/so – adgang i fem timer
  • Roepiller, automat, cirka 0,4 kg/so – adgang i 24 timer
  • Grønpiller, automat, cirka 0,4 kg/so – adgang i 24 timer
  • Pektin, automat, 4,4 kg/so - adgang i 24 timer
  • HP-pulp, automat, 3,1 kg/so – adgang i 24 timer.

 

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Lisbeth Ulrich Hansen, Gunner Sørensen, Kari Bækgaard Andersen

Udgivet: 8. oktober 2014

Dyregruppe: Drægtige søer

Fagområde: Ernæring, Stalde og Miljø