15. december 2014

Erfaring Nr. 1420

Svært at afgøre om grise smittes med PRRSV før eller efter fravænning

Næsesvaberprøver kan ikke stå alene når det skal afgøres om PRRSV cirkulerer i farestalden eller kun i smågrisestalden.

Til at afgøre om Porcin Reproduktions- og Respiratorisk Syndrom Virus (PRRSV) cirkulerer i farestalden eller kun i smågrisestalden kan næsesvaberprøver af alle grise ved fravænning være en hjælp. Resultatet fra et enkelt fravænningshold kan dog ikke stå alene, når det skal afgøres om en tømning af smågrisestalden er tilstrækkeligt for at der fremadrettet kan produceres PRRSV-negative grise ved 30 kg. Det vil ofte være nødvendigt at tage næsesvaberprøver af alle grise i flere fravænningshold.

Formålet med undersøgelsen var at afklare om det ved hjælp af næsesvaberprøver kan afgøres om grisene smittes med PRRSV i farestalden eller i smågrisestalden.

Der indgik to besætninger i undersøgelsen. Inden start var der udtaget blodprøver som indikerede at soholdet var PRRSV-stabilt og grisene PRRSV antistof-positive ved 30 kg. Begge besætninger havde sektionerede smågrisestalde. I to fravænningshold pr. besætning fik alle grise taget en næsesvaberprøve den dag de blev flyttet fra farestalden til smågrisestalden. Næsesvaberprøverne blev undersøgt for PRRSV ved PCR, for at afklare om grisene havde PRRSV i næsen.

Fravænningsholdet blev opstaldet i en sektioneret smågrisestald, og derefter blev der ikke flyttet ekstra grise ind i stalden. Når grisene opnåede en vægt på cirka 30 kg blev der udtaget blodprøver til undersøgelse for antistoffer mod PRRSV. Dette var for at afgøre, om holdet var smittet med PRRSV eller ej.

Alle næsesvaberprøver fra både første og andet hold var PRRSV-negative i besætning 1. I første hold var grisene formodentlig PRRSV-negative ved 30 kg, da ingen grise havde antistoffer mod PRRSV. I andet hold var de formodentlig PRRSV-positive, da nogle grise havde dannet antistoffer mod PRRSV.

Dette kunne indikere at smitten cirkulerede i smågrisestalden og at en tømning af smågrisestalden kunne være en hjælp til at kontrollere PRRSV.

Den samme tendens sås desværre ikke i besætning 2. Her var grisene efter første hold næsesvaberprøver PRRSV-negative hvorimod andet hold grise var PRRSV-positive. Grisene havde i begge tilfælde antistoffer mod PRRSV ved ca. 30 kg. I denne besætning ville det sandsynligvis ikke skabe kontrol over PRRSV at tømme smågrisestalden. Her ville en ændring af management i farestalden være nødvendig.

download

Læs hele Erfaring nr. 1420


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Charlotte Sonne Kristensen, Lars Erik Larsen, Charlotte Kristiane Hjulsager

Udgivet: 15. december 2014

Dyregruppe: Smågrise, Søer

Fagområde: Sundhed/Veterinært