9. juli 2015

Erfaring Nr. 1507

Xylanase har ingen effekt på nedbrydningen af fibre ved fermentering af hvede

Tilsætning af xylanase til fermenteret hvede påvirker ikke profilen af organiske syrer eller nedbrydning af fibre. Xylanase bevarer sin aktivitet efter 16 timers fermentering.

Forsøget viste, at xylanase ikke havde nogen effekt på nedbrydning af NSP (ikke-stivelse polysakkarider, fibre) og profilen af organiske syrer i fermenteret hvede.

Fermentering af hvede øgede koncentrationen af eddikesyre og mælkesyre, samtidig med at pH faldt. Der var ingen forskel i koncentrationen af de organiske syrer, uanset om der var tilsat xylanase under fermenteringen eller ej.

Fermentering i 8-16 timer medførte større andel af partikler under 1 mm sammenlignet med fordelingen i det tørre hvede. Tilsætning af xylanase havde ingen effekt på partikelfordelingen.

Der var fuld genfinding af xylanase efter fermentering, så det forventes, at xylanasen stadig er aktiv i grisen. Derfor forventes samme effekt af xylanase i vådfoder og tørfoder.

Forsøget blev gennemført med to grupper: en gruppe med fermenteret hvede uden xylanase og en gruppe med fermenteret hvede tilsat Danisco Xylanase (4000 U pr. kg korn). Formalet hvede blev blandet med vand i forholdet 1:2,75, og sat til at fermentere. Der blev målt enzymaktivitet, NSP og koncentration af eddikesyre og mælkesyre efter 4, 8 og 16 timers fermentering med og uden xylanase. Partikelfordelingen i det fermenterede hvede blev ligeledes målt efter 8 og 16 timers fermentering med og uden xylanase.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Dorthe K. Rasmussen, Marie Lybye Andersson, Trine Friis Pedersen

Udgivet: 9. juli 2015

Dyregruppe: Smågrise, Slagtesvin

Fagområde: Ernæring