31. august 2015

Erfaring Nr. 1509

Diagnostik af sygdom i soens nyrer

Undersøgelse fra VSP bekræfter, at nyrelidelser forekommer meget sjældent hos danske søer. Det var ikke muligt at finde entydige diagnostiske redskaber til undersøgelse af nyrelidelser hos søer.

Ved en udvidet undersøgelse af nyrerne fra 165 søer blev det bekræftet, at nyrelidelser ikke er et betydende problem hos danske søer. Undersøgelsen fokuserede på, om nyrelidelser hos søer kunne diagnosticeres ved hjælp af blodprøver af søerne, patologisk undersøgelse af nyrerne og histologisk undersøgelse af nyrevæv.

Undersøgelsen er gennemført med nyrerne fra slagtesøer fra to besætninger, hvor besætningsdyrlægen havde stillet diagnosen ”søer med nyrelidelser”. Nyrerne blev undersøgt makroskopisk og mikroskopisk (histologi). Desuden blev der undersøgt blodprøver fra de 165 søer. Histologien blev opfattet som den mest entydige diagnose på nyrerne, men der var ikke tegn på sammenhæng mellem de histologiske og de patologiske diagnoser, og heller ikke tegn på at blodprøver fra dyr med en histologisk diagnose afveg fra blodprøver fra dyr uden histologiske diagnoser. Der blev set en række mindre skader ved mikroskopi af nyrevæv, men bortset fra én so så havde disse skader ikke betydning for udvalgte blodparametre. Der var ingen sammenhæng imellem fundet af skader ved mikroskopi af nyrevæv og vurderingen ved obduktionen af søerne. Det konkluderes, at de skader, der blev påvist ved mikroskopi, var så milde, at nyrernes funktion ikke var påvirket i en grad, der havde effekt på søerne.

Konklusionen på undersøgelsen er, at der ikke er entydige diagnostiske redskaber til undersøgelse af nyrelidelser hos søer.


Institution: Videncenter for Svineproduktion, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Flemming Thorup, Birgitta Svensmark, Gunner Sørensen, Bianca Mathiasen

Udgivet: 31. august 2015

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Veterinært, Reproduktion