Resultater fra en undersøgelse i tre besætninger viste, at galtgrise oftere fik halebid end sogrise, hvilket er i overensstemmelse med tidligere undersøgelser. Slagtesvin med halebid havde vokset langsommere som smågrise end slagtesvin uden halebid.
Undersøgelsen omfattede tre besætninger, hvor 672-924 grise pr. besætning blev fulgt individuelt fra fravænning til slagtning eller eventuel død/aflivning. Hver enkelt gris blev vejet ved fravænning og ved indsættelse i slagtesvinestalden, og sygdomsbehandlinger blev registreret inkl. behandlinger på grund af halebid. I den ene besætning var der ifølge behandlingsregistreringerne kun halebid i smågrisestalden, mens der i de to andre kun var halebid i slagtesvinestalden (ifølge behandlingsregistreringerne).
Der kunne ikke påvises en sammenhæng mellem alder eller vægt ved fravænning og risikoen for, at grisen blev behandlet på grund af halebid i smågrisestalden. Det vil sige, at der ikke var tegn på, at risikoen for at få halebid afhang af, om grisen havde været lille eller stor ved fravænning eller havde vokset langsomt eller hurtigt i pattegriseperioden.
Der kunne ikke påvises en sammenhæng mellem vægt ved indsættelse i slagtesvinestalden og risikoen for, at grisen fik halebid i slagtesvineperioden. Grise, som fik halebid i slagtesvinestalden, var gennemsnitligt 4 dage ældre ved indsættelse end grise, som ikke fik halebid. Det vil sige, at de havde vokset langsommere som smågrise. Det kunne tyde på, at langsomt voksende – og måske svagere – grise havde større risiko for at få halebid, selvom de ved indsættelse i slagtesvinestalden var lige så store som de øvrige grise.
Slagtesvin, som havde modtaget antibiotikabehanding på grund af sygdom i smågrisestalden, havde en højere forekomst af halebid end de øvrige slagtesvin, men forskellen var ikke statistisk sikker. På grund af den lave sygdomsforekomst skal resultatet dog tolkes med forsigtighed.