I to besætninger med et lavt niveau af halebid blev der i en periode på 18 måneder forsøgt opstaldet grise med ikke-kuperede haler i få stier i hvert hold. Resultaterne viste, at der i stier med grise med hele haler var et højere niveau af halebid, et øget antibiotikaforbrug samt flere aflivninger, end der som udgangspunkt var blandt besætningernes kuperede grise. Der var dog ikke data for de kuperede grise med hensyn til disse parametre. Der var stor forskel mellem de to besætninger på forekomsten af halebid blandt grisene, som ikke var halekuperede.
I begge besætninger blev halekupering udeladt hos en mindre del af et fravænningshold, cirka 70-100 grise pr. hold ud af 600. I den ene besætning blev der fulgt 15 hold og i den anden 5 hold. Grise med hele haler blev opstaldet under samme forhold som grise med kuperede haler. Det vil sige, at stiindretning og fodringssystem ikke blev ændret i de stier, hvor grisene ikke var halekuperede. Opstod der halebid blev der sat ind med tildeling af ekstra beskæftigelses- og rodemateriale.
De fleste halebid opstod i vægtintervallet 30-60 kg. I begge besætninger var andelen af grise med milde halebid næsten den samme, men i besætning 1 udvikledes langt flere alvorlige halebid. I besætning 1 blev grisene individregistreret i 10 af de 15 hold. Dette viste, at i gennemsnit blev ca. halvdelen af de grise, der ikke var halekuperet, blev ramt af halebid på et eller andet tidspunkt i løbet af vækstperioden.
I begge besætninger medførte halebidningen et øget behov for sygestier til opstaldning af halebidte grise i forhold til besætningens normale niveau og mange grise blev aflivet på grund af halebid. I besætning 1, hvor antallet af halebidte grise var højest, blev mange grise behandlet mod halebid, hvilket medførte et stort forbrug af antibiotika i forhold til hvad der var normalt for besætningen.
Andelen af slagtede grise, som fik bemærkninger for halebid i besætning 1 var ti gange højere end besætningens normale niveau. Der var 0,4 % af grisene med kuperede haler som fik bemærkninger for halebid og der var 4,2 % af de ikke-kuperede grise, som fik bemærkninger for halebid. Når det tages i betragtning, at ca. halvdelen af de ikke-kuperede grise blev registreret med halebid i besætningen, var det relativt få grise, som fik bemærkninger for halebid på slagteriet.
Erfaringerne viste også, at tildeling af ekstra beskæftigelsesmaterialer i nogen grad kunne standse et halebidsudbrud. Især i besætning 2 havde man held med at standse halebidsudbrud ved at tildele ekstra beskæftigelsesmateriale. Succesen var ikke ligeså entydig i besætning 1. Det vurderes dog, at de ekstra materialer i kraft af deres nyhedsværdi var medvirkende til at reducere omfanget af et halebidsudbrud. Foranderlige materialer havde den største effekt. Ligeledes vurderes det, at hyppige skift af materialer kunne fastholde grisenes interesse for det enkelte materiale.
Erfaringsindsamlingen viser, at det kan være problemfyldt at ophøre med halekupering. I begge besætninger sås – i forhold til besætningernes normale niveau for halekuperede grise - et øget antal af halebidte grise, et øget behov for sygestier (medmindre de halebidte grise blev aflivet) og et øget antibiotikaforbrug til behandling af de halebidte grise. Herudover viste det sig, at det var ressourcekrævende at tildele ekstra beskæftigelsesmaterialer og foretage de hyppige skift i materialer i et hold af grise med ikke-kuperede haler, hvis omfanget af et halebidsudbrud skal reduceres.
