Fravænning i farestien er testet i en faresti til løsgående so og der er udviklet fodringsudstyr, som kan anvendes til både diegivende so og fravænnede grise. Udviklingen af fodringsudstyret foregik i én besætning og udviklingen af stien foregik i en anden besætning. Resultaterne viste, at foderautomaterne ikke var færdigudviklede, men at der var tale om brugbare prototyper. Krybberne i den stald, hvor fodringsudstyret blev udviklet, var relativt smalle, når de skulle kombineres med fodringsudstyr ophængt over krybben. Det gav anledning til foderspild på gulvet, når grisene påvirkede uddoseringsenhederne. Ligeledes var kombinationen af foderautomat og krybbe ikke ideel i diegivningsperioden, idet soen havde begrænset plads til sin rådighed under foderoptagelsen, da krybben var for smal. Krybberne kunne med fordel have været udskiftet til en bredere model, men af hensyn til omkostningerne til etablering og retablering af forsøgsfaciliteterne blev det valgt ikke at udskifte krybberne.
Udviklingen af foderautomaterne skete i samarbejde med Domino A/S, AcoFunki A/S og afprøvningsværten. Den modificerede Funkimat-automat blev vurderet som mest anvendelig til både so og grise. Automatens funktionsdygtighed var betinget af, at krybben havde en passende størrelse, pendulet blev afmonteret i diegivningsperioden og der blev lukket for vandet i krybben, når grisene var fravænnet.
Vurderet ud fra stiens funktion, arbejdsforholdene og de få produktionsresultater, som blev opnået i testperioden, var stien velfungerende både som faresti og smågrisesti. Kun i enkelte tilfælde var der svineri på det faste gulv. Det blev løst ved at slukke for gulvvarmen og strø med spåner og snittet halm. I diegivningsperioden var der lidt fugtigt og tendenser til svineri under liggevæggen i overgangen mellem fast gulv og spaltegulv. Det forsvandt, når grisene blev fravænnet, og soen var taget ud af stien.
Halmautomaten med krybbe under fungerede både som beskyttelse for grisene mod klemning og som opsamlingsbakke for halmen, hvilket begrænsede halmspildet. Arealet af det overdækkede pattegrisehjørne kunne med fordel have været større, hvilket der var plads til i stihjørnet.
Erfaringsindsamlingen blev gennemført i to besætninger. I besætning 1 blev der foretaget en funktionsvurdering af fire foderautomater, som var gjort anvendelige til at kunne benyttes til både so og grise. I besætning 2 var der etableret otte stier i en pavillon, hvor soen gik løs i diegivningsperioden, og hvor grisene ligeledes var opstaldet efter fravænning og videre frem til salg ved 25 kg.
De fravænnede grise, som blev opstaldet i den testede sti, havde en lav forekomst af medicinske behandlinger, til trods for at der ikke blev anvendt ekstra zink i fravænningsfoderet. Erfaringsindsamlingen viser, at fravænning i farestien rummer nogle perspektiver, for at grise kan fravænnes uden brug af ekstra zink i foderet og uden behov for flokbehandling med antibiotika. Der er dog behov for flere undersøgelser, som er designet til at besvare dette, før det kan afklares, om fravænning i farestien er en opstaldningsform, der kan reducere behovet for zink og antibiotika. Medvirkende til det gode resultat er sandsynligvis også, at stierne var placeret i en lille sektion og at der kun var op til cirka 100 grise pr. hold.
