Flere faktorer er gældende
Der er ikke noget kvik-fix, når det gælder grise med hele haler. Besætningerne efterspurgte den faktor, som var udslagsgivende for halebid i deres besætning, men det er typisk enkeltindivider, som reagerer med at bide haler, hvis deres stresstærskel er overskredet. Derfor er det som oftest ikke en enkelt faktor, som er udslagsgivende for halebid, medmindre der er tale om en foderfejl eller mangel på foder. Det er kombinationen og/eller summen af faktorer og grisenes stresstærskel, som giver sig udslag i halebid, og da denne tærskelværdi er forskellig fra besætning til besætning, bliver halebid ofte uforudsigelig.
Fokus på målet
Man skal være stålsat på, at det skal lykkes, og det kræver en stor omstillingsproces for medarbejderne at gå fra at passe grise med kuperede haler til at passe grise med hele haler, fordi deres fokus nu også skal rettes mod halernes positur og små tegn på begyndende halebid. Der skal reageres hurtigt på disse tegn, hvis antallet af halebidte grise ikke skal udvikle sig. Det skal besætningens organisation være gearet til. Får halebiddene lov til at udvikle sig til deciderede sår, kan de være vanskelige at standse med afværgematerialer.
Svært at vurdere
Erfaringsindsamlingen blev gennemført i fem sohold med tilhørende smågrise- og slagtegrisebesætninger. Det blev gentagne gange observeret, at grisene begyndte at bide haler 2-3 uger efter fravænning, men oplevelsen var også, at antallet af halebidte grise klingede af, hvis grisene blev håndteret rettidigt i denne periode. Halebidstilfælde, der ikke blev stoppet i smågrisestaldene, fortsatte i slagtegrisestaldene, hvor der så skulle foretages mange tiltag for at standse halebidningen. Slagtegriseproducenterne var udfordret af de svære halebidstilfælde, da halerne var lang tid om at hele op, og det har påvirket, hvorvidt ejer/driftsleder følte vished for, om grisen kunne erklæres transportegnet eller ikke.
Fire ud af fem besætninger kom op på at producere 6-8 ugehold af grise, som ikke var halekuperede, men kun i én ud af fem besætninger ophørte halekuperingen fuldstændig.
Kontrol med halebiddene
I ingen af de fem besætninger kom halebidsudbruddene ud af kontrol (mange aflivninger og mange alvorlige halebid). I tre besætninger blev andelen af grise, som mistede det yderste af halen på grund af halebid, opgjort til mellem 16-49 %. Andelen af grise med alvorlige halebid (mere end halvdelen af halen bidt af) blev opgjort til 3-19 %. Tallene er baseret på vurdering af halernes tilstand i tre besætninger umiddelbart før levering til slagtning.
Forskel på staldene
Der var stor variation mellem besætninger og stalde med hensyn til indretning, ventilation, pasningsniveau m.m. Det var ikke nødvendigvis de stimulusfattige slagtegrisestalde/-stier (med træpinde i holder og fulddrænet gulv), som gav flest udfordringer med halebidte grise. Der mangler stadigvæk nogle faglige forklaringer på de store besætningsforskelle, som blev observeret. Der har generelt ikke vist sig tydelige eller konsekvente årsager til halebidsudbrud, hverken med hensyn til pasningsniveau, klima i staldene, belægningsgrad etc. Desuden har grise fra samme sohold opført sig forskelligt, alt efter hvilken smågrise-/ slagtegriseejendom de endte på, både når de blev passet af samme eller forskellige medarbejdere.
Ingen nye risikofaktorer
Det har ikke været muligt at komme med nye risikofaktorer for halebidsproblemer, ud over de generelle, såsom foderstop, sygdomsudbrud, udskiftning af medarbejdere, manglende reaktion på tidlige tegn og fodersammensætning (mangel på mineraler, aminosyrer).