Indretning og drift af slagtesvinestalde

Produktionsresultaterne er generelt meget varierende mellem slagtesvinebesætninger. Besætninger med samme stisystem, fodringssystem m.m. opnår ikke samme resultater på trods af umiddelbart ens systemer. Nye stalde er ikke altid en garanti for gode resultater. Gode resultater afhænger i vid udstrækning af driftsledelsen.

I maj 1999 fremlagde en arbejdsgruppe, nedsat af Justitsministeren og Fødevareministeren, et forslag til lov om Indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin. Forslaget indeholdt et krav om fast eller drænet gulv i mindst 1/3 af det til enhver tid gældende minimumsarealkrav for slagtesvin (Justitsministeriet, 1999).

Forslaget blev vedtaget i Justitsministeriet og udgivet den 15. februar 2000 som Hæfte 17, Nr. 104-105.

De seneste års afprøvninger af slagtesvinestier med delvist spaltegulv har vist, at stier af denne type kan fungere i størstedelen af året uden væsentlige problemer med svineri i forbindelse med tørfodring, især kombineret med kølefaciliteter i form af overbrusningsanlæg. Ved restriktiv vådfodring etableredes slagtesvinestierne med fuldspaltegulv, fordi tidligere undersøgelser har vist at risikoen for fugtige arealer og dermed svineri, er væsentlig større end ved tørfodring.

Formålet med undersøgelsen var at indsamle erfaringer med indretning og drift fra velfungerende slagtesvinebesætninger. Hensigten hermed var at identificere de faktorer som har størst betydning for at opnå en velfungerende slagtesvineproduktion.

Der blev foretaget en systematisk indsamling af erfaringer og produktionsresultater i 11 velfungerende slagtesvinebesætninger med forskellige stityper og fodringsprincipper.

Besætningerne blev udvalgt ud fra følgende kriterier:

• høj produktivitet, defineret som min. 800 gram daglig tilvækst
• lav dødelighed, defineret som mindre end to pct. døde
• forekomst af halebid mindre end to pct.
• god hygiejne for stalde med delvist spaltegulv, hvor mindre end 10 pct. af stierne renses manuelt.

Da der ikke var krav til staldtype, var de besøgte stalde meget forskellige af udformning. Der er besøgt to stalde med fuldspaltegulv og ni stalde med delvist spaltegulv, heraf otte med 2/3 fast gulv og en med 1/3 fast gulv i midten. Staldindretningen i besætningerne fremgår af tabel 1.

Driftslederne kunne alle betegnes som “professionelle” slagtesvineproducenter med stærk fokus på driftsledelse.

Datamaterialet blev indsamlet via et besøg i besætningerne, hvor besætningsejeren blev interviewet samtidig med en grundig gennemgang af staldene. Interviewet omfattede bl.a. forhold vedrørende stald- og stiindretning, fodringsprincip, strøelse, adfærd, rutiner i forbindelse med håndtering af dyr, arbejdsforbrug samt management. I forbindelse med besøget blev der registreret følgende klimamæssige forhold: luftfordeling via røgprøver, enkelte lufthastighedsmålinger, enkelte luftkvalitetsmålinger samt grisenes brug af stien.

Tabel 1.  Produktionsforhold

Produktionsresultaterne for de udvalgte besætninger er vist i tabel 2.

Tabel 2.  Produktionsresultater

Besætning 5 og 9 er medtaget trods deres lavere produktionsresultater fordi de indretningsmæssigt var interessante og med en meget god hygiejne.

Forberedelse af stald

10 af besætningerne praktiserede alt ind/alt ud drift. Kun besætning 8 blev drevet kontinuerligt. I besætning 3 og 10 blev overskudsgrise flyttet til en kontinuerligt drevet sektion. I alle besætninger med undtagelse af 7 og 8 blev stierne efter hvert hold vasket og tørret effektivt før indsættelse af nye grise; i besætning 7 blev stierne skrabet rene (om nødvendigt), i besætning 8 (kontinuerlig) vaskede man kun om sommeren, men rengjorde altid foderautomaterne før indsættelse af et nyt hold grise.

Fem af besætningerne desinficerede efter vask. Man anvendte Stalosan, Virkon S, kalkning eller formalinrygning. Syv af besætningerne havde en tomperiode på mere end 6 dage. Fælles for alle besætninger var, at effekten af en grundig vask og tørring kombineret med en længere tomperiode (6-7 dage) var bedre end desinfektion.

To af besætningerne havde så stort et overskud af stipladser at de kunne have sektioner stående tomme i 2-3 uger. Dette var meget værdsat fordi man dermed havde et mere fleksibelt system i tilfælde af mange restgrise, ekstra grise fra leverandør/egen besætning samt at man stadig kunne opretholde en lav belægning - selv ved et overskud af grise.

Flere af besætningerne havde varierende størrelse sektioner og dermed også sektioner som kunne sikres en jævn belægning ved modtagelse af færre grise end aftalt.

Varmetilsætningen var enten i form af en mobil elvarmeblæser/oliefyret kanon eller et stationært varmeanlæg som var reguleret uafhængigt af ventilationsstyringen. Det blev tilstræbt at overfladetemperaturen på inventar og gulv svarede til lufttemperaturen før indsættelse af et nyt hold grise.

I besætningerne med holddrift blev der generelt gennemført en temperaturstrategi, hvor starttemperaturen var 3 – 4 °C højere end sluttemperaturen. Starttemperaturen var i høj grad tilpasset stald- og stiindretning samt grisenes liggeadfærd.

Besætninger med delvist fast gulv havde en starttemperatur på 20 – 22 °C og driftlederen var meget opmærksom på at sluttemperaturen var relativ lav for at undgå svineri på det faste gulv. Flere havde derfor en sluttemperatur på 15 – 16 °C i vinterhalvåret.

I besætningerne med fuldspaltegulv var sluttemperaturen generelt højere sammenlignet med stalde med delvist spaltegulv. Starttemperaturen var 21 – 22 °C og sluttemperaturen ca. 18 °C afhængig af udetemperaturen.

Indsættelsesstrategi

Besætning 2, 5, 6, 7, 8, 9 og 11 størrelsessorterede grisene ved indsættelse. Besætning 2 og 3 indsatte flere grise pr. sti end dimensioneret for senere at neddele antallet af grise. Bortset fra i besætning 2 hvor man sorterede yderligere en gang, afholdt man sig generelt fra at flytte og sammenblande grisene undervejs pga. erfaringer med, at det gav uro og midlertidig nedgang i produktionsresultaterne.

I stier hvor der erfaringsmæssigt kunne opstå svineriproblemer blev lejearealet midlertidigt overdækket og gødearealet vandet ved indsættelse af et nyt hold grise.

Ingen af besætningerne anvendte en medicinsk velkomstbehandling. Man mente i højere grad at en god start forudsatte et tørt og rent nærmiljø eventuelt med halm og /eller savsmuld, en temperatur et par grader over den grisene kom fra samt rent vand og foder.

På indsættelsesdagen var der flere af besætningerne med restriktiv fodring, som nedsatte antallet af udfodringer og udfodringsmængden for at sikre at grisene åd op. Over de følgende 3-5 dage blev udfodringsmængden gradvist øget til normalt niveau. I besætningerne hvor driftlederne fulgte med rundt ved flere af de daglige udfodringer blev udfodringsmængden justeret til næste fodring om nødvendigt.

I adskillige besætninger var arealet pr. gris højere end lovgivningen foreskriver (tabel 1), hvilket bl.a. var en forudsætning for at kunne producere specialgrise. Men det vurderes samtidig at lette styringen af ventilationsanlægget, dvs. luftfordelingen og dermed nærmiljøet i grisenes opholdsområde.

I de fleste af besætningerne med delvist spaltegulv tilstræbtes minimum 0,7 m² pr. gris, idet der var erfaring for at et mindre areal pr. gris - udover at øge risikoen for aggressioner - også øgede risikoen for svineri.

Klimastyring

Ventilationsprincipperne i besætningerne var bredt repræsenteret. Der var både relativt nye anlæg med avancerede computerstyringer og ældre anlæg med enkle hastigheds- og følgestyringer til spjæld- og ventilregulering.

Stort set alle ventilerede staldene uden fugtstyring via ventilationsstyringen. Varmetilsætning blev reguleret manuelt ud fra en vurdering af luftkvaliteten.

Hovedindtrykket var, at driftlederne havde et indgående kendskab til de pågældende ventilationsanlæg og reagerede på relativt små klimamæssige forandringer. Hvis der fx blev registreret ændret adfærd blandt grisene, eller det kunne fornemmes at luftkvaliteten i stalden havde ændret sig og driftslederen ikke havde overblik over situationen, blev eksperter fra ventilationsfirmaet eller anden rådgiver tilkaldt. I en besætning var staldene gået systematisk igennem af en tekniker fra ventilationsfirmaet, således at besætningsejeren havde en “køreplan” for forskellige tiltag i løbet af produktionsperioden.

Fem af besætningerne havde etableret overbrusning, som blev brugt dels til at køle grisene dels til at styre grisenes gødeadfærd. Denne “funktion” blev brugt meget bevidst og med stor succes i besætningerne. Flere brugte desuden anlægget til iblødsætning, og opnåede derved en arbejdslettelse ved rengøring. Overbrusningen medførte at der kun var en lille gødningsbelægning på spaltegulvet ved rengøring

Generelt blev der gennemført en aktiv temperaturstrategi, hvilket vil sige at temperaturen blev tilpasset efter grisenes liggeadfærd.

Det vurderes, at driftslederne havde mere føling med ventilationsanlægget jo mere enkelt og jo færre reguleringsmuligheder der var. Klimastyringen var derfor mere aktiv fra besætningsejerens og medhjælperens side når der var en enkel styring i form af hastigheds- og følgestyring i forhold til en mere avanceret computerstyring. Ifølge flere af besætningsejerne og medhjælperne skyldtes det, at de ikke havde tilstrækkelig indsigt i og ikke kendte virkningen af de enkelte styringsparametre og funktioner.

Den aktive styring af de enkle ventilationsanlæg gik på fornemmelser og erfaringer fra anlæggenes reaktioner i forhold til årstiderne. I flere besætninger med enkle anlæg og tosidigt luftindtag (vægventiler i begge sider af bygningen) blev den ene række ventiler lukket i kolde perioder, og en udsugning eventuelt standset og afdækket. Fælles for besætningerne gjaldt at de havde erfaring for, at “så gik det bedre”.

Det var kendetegnet ved de ældre ventilationsanlæg, at luftindtaget havde mindre ydelse i m³/time pr. ventil end de nyere anlæg. Der var flere besætningsejere der udtrykte at “det gik bedre” i staldene med de ældre ventilationsanlæg end i de nybyggede eller renoverede stalde, når der var tale om stråleventilation. Det skyldes sandsynligvis at mange små luftstråler fra små ventiler hurtigere er bremset op og opblandet end få stråler med større ydelse fra store ventiler.

Luftfordeling og stifunktion

Generelt var luftindtaget placeret over dyrenes lejeområde og parallelt med stiretningen. Der var dog undtagelser herfra.

Via røgprøver blev anlæggene gennemgået ved aktuel ventilation. Generelt kunne der i besætningerne ikke registreres trækproblemer. Det vil sige, at der ikke kunne måles lufthastigheder over 0,2 - 0,3 m/s i grisenes opholdsområde.

I flere af besætningerne var inventarhøjden lav (0,8 - 0,9 m) med åbent inventar i den øverste halvdel af stiadskillelserne. Det vurderes som en fordel, i og med at høje stiadskillelser forringer luftfordelingen og - opblandingen. Risikoen for hjørner med manglende luftskifte var dermed mindre. Inventaret var dog lukket hvis lejearealet var overdækket.

I besætningerne med delvist spaltegulv var der i få tilfælde svineri på det faste gulv i enkelte stier, hvilket via røgprøver kunne relateres til manglende opblanding af den indtagne luft inden den nåede dyrene nede i stierne.

Manglende opblanding af luften og deraf følgende svineriproblemer skyldtes:

• Luftnedfald forårsaget af bygningsdele (bjælker o.l.)
• Inventar og bygningsudformning der generede den indtagne luft i at udbredes og opblandes inden den nåede dyrene nede i stierne.
• Luftindtag på tværs af kolde og varme områder i stierne. I en besætning var der et varmeveksleranlæg og diffus luftfordeling via poser monteret på tværs af henholdsvis leje- og gødeområder. Der kunne i denne stald konstateres svineri i lejeområderne under posen.
• I en anden besætning med tosidigt luftindtag og stierne orienteret på tværs af luftretningen, kunne der konstateres koldluftnedfald i de midterste stier. Stifunktionen og dermed nærmiljøet for grisene var forbedret ved at der var etableret overdækninger over lejeområdet.
• I enkelte af staldene med diffust luftindtag kunne der konstateres højere lufthastigheder i stierne tæt ved udsugningen. Det var også i disse stier at der var problemer med svineri, hvilket skyldtes de lukkede stiadskillelser, og at udsugningerne var placeret over gødearealet. Lufthastigheden omkring udsugningen blev herved højere, når der skulle trækkes luft over det lukkede inventar.

Fodringsprincip og -strategi

Kombination af fodringsprincip og gulvtype var i alle 11 besætninger valgt efter grundige overvejelser omkring stifunktion, svineri, foderspild, fugt, opsynsmuligheder, brug af alternative fodermidler m.m.

Restriktiv fodring var ofte valgt for at sikre et lavt foderforbrug og en høj kødprocent - specielt i besætninger der producerede specialgrise. Tungsvineproduktion gjorde det nødvendigt at levere de første 2-3 grise som baconsvin et par uger før de resterende grise, for således at sikre at der var nok ædepladser i hele vækstperioden.

Umiddelbart efter udfodring kunne der observeres foder og fugt på gulvet ved vådfoderkrybberne. Men efter 20 min. var der slikket op. Derfor blev der sjældent observeret foderspild, fugt eller svineri omkring krybberne. Driftlederne var meget påpasselige med at justere udfodringsmængderne, så grisene altid åd op. Herved reducerede man risikoen for svineri. Flere havde konstateret at risikoen for svineri på det faste gulv blev mindre med 4 i stedet for 3 udfodringer pr. dag. En mindre udfodringsmængde mindskede risikoen for at foderet løb over, eller grisene skubbede det ud af krybben.

Driftslederne fulgte som minimum med rundt ved én daglig fodring gerne to. I en besætning fulgte driftslederen dog med rundt ved 3 af de 4 daglige fodringer, også selvom han skulle afbryde høsten.

Driftlederne brugte disse tilsyn i forbindelse med fodring til bl.a. at rense krybberne for gødning, kontrollere grisenes brug af stierne, finde syge eller svage grise, kontrollere uddoseringsmængde, foretage behandlinger, vande det tilstræbte gødeareal m.m.

I besætningerne med tørfodring ad libitum var fodringsstrategien ofte tilstræbt restriktivt. Automaterne kørte tomme i løbet af aften og nat for at blive fyldt op næste morgen.

Driftlederne var meget opmærksomme på funktionen og brugen af automaterne. Nogle lukkede for vandet i automaterne i slutningen af perioden for at reducere foderoptagelsen og dermed opretholde en høj kødprocent. Dette blev kun praktiseret hvis der var flere automater pr. sti eller supplerende vand i stien. Besætningerne benyttede sig af automaternes justeringsmuligheder, og justerede automaterne dagligt.

Producenterne var meget opmærksomme på tallene fra hhv. slagteriet og effektivitetskontrollen. Kødprocent, antal godkendte grise, foderforbrug og tilvækst var vigtige nøgletal og gav et godt indtryk af, om der var valgt den rigtige foderstyrke.

Strøelsestildeling og gødningshåndtering  

De producenter som tildelte strøelse havde erfaring for, at halmen kunne dæmpe aggressionsniveauet i stierne, specielt hvis der var ved at opstå halebid/øresutning m.m. Lejet var strøet med snittet halm ved indsættelse, men efterfølgende blev der kun tildelt den mængde halm grisene kunne æde op i løbet af et døgn - som regel hvad der svarede til en god håndfuld pr. sti én til to gange dagligt.

I alle stalde var der rørudslusningsanlæg, og halmen medførte kun sjældent problemer med udslusningen - formodentlig på grund af den begrænsede mængde strøelse, tildelingsmetode (i krybbe eller styret med halmbræt) og at der blev benyttet snittet halm. I enkelte besætninger kittede spalterne til, men typisk når der blev anvendt lang halm. Spåner blev ofte anvendt til nyindsatte grise, i varme perioder i stedet for halm samt i forbindelse med diarré. Driftlederne mente at strøelsen var med til at definere stiens opdeling i leje- og gødeareal.

Levering af grise

Besætningerne leverede som regel slagtesvinene over 2-3 gange:

• de største grise, ca. 10-15 pct. af holdet, blev leveret 2-3 uger før hovedparten af holdet
• ca. 60 pct. af holdet blev leveret samlet 2-3 uger efter den første levering
• de sidste ca. 20-25 grise leveredes 1-2 uger efter
• eventuelle restgrise (ca. 5 pct. pr. hold) blev overført til en separat sektion/stald.

Arbejdsforbrug

Der er ikke lavet specificerede arbejdsforbrugsopgørelser i besætningerne. Det er besætningernes egne vurderinger af arbejdsforbruget som gengives.

Tidsforbruget til indsættelse af grise i besætningerne afhang bl.a. af om det var integrerede besætninger, hvor tidsforbruget afhænger af afstand og logistik i besætningen. Flere besætninger kunne derfor ikke skelne direkte mellem hvad der blev brugt på selve indsættelsen og på sorteringen. Flere besætninger uden eget sohold hentede desuden selv grisene. Andre havde vognmanden til at hjælpe med indsættelsen. Skulle grisene sorteres ved indsættelse var der i reglen to personer.

Driftlederne tilså grisene 1-2 gange om dagen. Tilsynet foregik som regel om morgenen i forbindelse med fodring/fyldning af automater samt om eftermiddagen lige før arbejdsdagens slutning. Morgentilsynet tog ca. 1 time pr. besætning uanset besætningsstørrelse. Man tilså grisene, fodrede, strøede, udtog syge grise m.m. Eftermiddagsbesøgets varighed varierede derimod. Fulgte man med ved udfodring i besætningerne med restriktiv fodring tog det ofte igen 1 time. Men for andre besætninger var det blot et hurtigt tilsyn på på 15-30 min. for at sikre at alt var i orden.

Metoder til at minimere arbejdsforbruget var at udføre flere opgaver samtidigt fx ved restriktiv vådfodring at gå med rundt ved fodringen og tilse krybber, tjekke om udfodringsmængden var korrekt, udtage syge/svage dyr, foretage behandlinger, strø m.m.

Som regel var der to personer til at dele/skiftes om arbejdet. Det var ofte en medhjælp som passede dyrene i dagtimerne, og besætningsejeren som tilså dem sidst på aftenen.

Fælles for besætningerne var at der som hovedregel var to personer ved udlevering af grisene. Arbejdsforbruget afhang lidt af om man havde udleveringsfaciliteter. Udleveringrum/-vogn øgede mulighederne for at tilrettelægge arbejdet, og man var ikke så afhængig af hvornår vognmanden kom.

Skønnet arbejdsforbruget pr. produceret slagtesvin varierede fra 4 min. i besætning 11 til 13 minutter i besætning 8. Arbejdsforbruget er skønnet ud fra opgivet tidsforbrug til opsyn morgen og eftermiddag i de enkelte besætninger samt tidsforbrug ved indsættelse og levering. Arbejdsforbruget indeholder ikke tidsforbrug til vask og rengøring.

Håndtering af sygdomme og skader

Alle besætninger havde aflastningsstier til syge og svage grise samt evt. restgrise. Stierne var indrettet som normalstierne enten i selve sektionen eller i en separat sektion. Enkelte besætninger havde optimeret stierne ved at indrette dem med et overdækket leje, nemmere adgang til foder og vand, strøelse og grisene fik tildelt et specialfoder. Utrivelige og syge grise blev generelt ikke flyttet tilbage til oprindelsesstierne senere i perioden.

Slagsmål og aggressioner blev forebygget ved at give grisene beskæftigelsesmateriale som halm, kæder og bindsler. Skadede grise blev fjernet fra stierne og anbragt i aflastningsstierne. Aggressive grise blev fjernet fra stien, hvis det var muligt udpege den/dem. Aggressioner blev typisk observeret ved overbelægning, utilstrækkelig ventilation, mangel på foder, overskridelse af fodringstidspunkt, mangel på vand og manglende stimulation. Restgrise blev overført til en for grisene helt ny sti, for at begrænse aggressioner.

Ingen af besætningerne havde problemer med halebidning, sandsynligvis fordi driftlederne var meget opmærksomme herpå og forebyggede ved at tildele ekstra halm samt kontrollere klima og foder.

Alle producenterne var bevidste om deres valg af stitype, og i valget var indgået den enkelte producents ønske om arbejdsindsats - muligheder for tildeling af strøelse, gødningssystem, grisenes muligheder for at rode, samt ikke mindst ønske om en stald de kunne holde ud at opholde sig i og vise frem.

Producenterne understregede at succesen med det enkelte system og stiindretningen i høj grad afhang af driftslederen. Et nyt anlæg med den nyeste teknik var ikke nok. Kunne man ikke anvende teknikken kunne det ende med at give problemer. Hvis driftlederne ikke var indstillet på, eller havde mulighed for at sætte sig ind i teknikkens muligheder og begrænsninger skulle det laves mere enkelt.

Det kan med baggrund i undersøgelsen konkluderes at det er vigtigere, at driftlederen forstår at bruge sit system end at det “staldtekniske niveau” er højt.

Arkiv nr. 6274