4. oktober 2001

Erfaring Nr. 0108

Frostfrit vandingssystem til frilandsproduktion

Formålet med nærværende undersøgelse var at vurdere mulighederne for at etablere et frostfrit vandingssystem til svineproduktion på friland.


I frilandssohold er vinterperioder bl.a. karakteriseret ved, at antallet af timer med dagslys er begrænset samtidig med, at frostvejr kan medføre, at vandforsyningerne fryser til. Dette medfører øget arbejdspres for medarbejdere. Dette er en del af baggrunden for, at enkelte firmaer har udviklet systemer, der forventes at sikre frostfrit vand.

Formålet med nærværende undersøgelse var at vurdere mulighederne for at etablere et frostfrit vandingssystem til svineproduktion på friland. Materialet omfattede målinger af vand- og udetemperatur i to besætninger, som anvendte et produkt fra Columbus Aqua og i en besætning, som anvendte et produkt fra Tremhøj Drikkesystemer. Målingerne blev udelukkende foretaget i vinterperioder. De anvendte vandingssystemer formåede begge at holde drikkevandet frostfrit i de betragtede perioder, idet drikkevandets temperatur var 3-10 °C uanset udetemperatur. Det bemærkes dog, at der ikke blev registreret udetemperaturer under ÷10 °C i nogle af perioderne. Systemernes potentiale afhænger dog af de økonomiske omkostninger forbundet med etablering af systemerne. Omkostningerne vil være meget afhængige af forholdene i den enkelte besætning.


Baggrund


Af hensyn til miljøet er der for besætninger med svineproduktion på friland krav om, at besætningsområdet flyttes med jævne mellemrum. I besætninger med frilandssohold sker denne flytning i reglen en gang om året, mens flytningen sker oftere i besætninger med slagtesvin på friland. I mange besætninger er der etableret et automatisk vandingssystem, som oftest består af sorte plasticslanger (PEL-rør), som er ført oven på jorden fra vandforsyningen til vandtrugene på marken. I vandtrugene er placeret en svømmer, som sikrer den korrekte vandstand. Dette vandingssystem kan således let flyttes til nye arealer.

I frostvejr vil dette system imidlertid hurtigt fryse til, og en manuel vandtildeling er i disse perioder påkrævet. Vandtildelingen sker i perioder med frost typisk ved, at vandtrugene først ’hakkes’ fri for is, hvorefter vandet tildeles ved hjælp af en vandvogn. Denne proces er naturligvis arbejdskrævende, og da vinteren i forvejen har korte dage (få timer med dagslys), kan denne proces i høj grad påvirke arbejdsforholdene og indirekte produktiviteten i besætningen.

Firmaerne Columbus Aqua og Tremhøj Drikkesystemer har udviklet vandingssystemer, der forventes at holde vandet frostfrit. Den rullende Afprøvning har indsamlet erfaringer med disse to systemer.

Formålet med undersøgelse var at vurdere mulighederne for at etablere et frostfrit vandingssystem til svineproduktion på friland.


Materiale og metoder

Columbus Aqua har udviklet et flytbart vandingssystem, som samtidigt er frostfrit. Systemet fra Columbus Aqua blev anvendt i besætning 1 og 2.

Vandet blev recirkuleret fra og til en cirkulationsbrønd, som var ca. 2 meter dyb. I cirkulationsbrønden var der placeret en temperaturføler, som automatisk aktiverede varmepatronen, hvis det var påkrævet. Dvs., når returvandet var lavere end 5 °C. Den centrale vandforsyning forsynede alene cirkulationsbrønden, hvorfra vandet blev recirkuleret i systemet.

PEL-rørene var placeret umiddelbart under græstørven (ca. 10 cm’s dybde) for at undgå vindafkøling. Græstørven var skrællet til side, og PEL-rørene lagt ned i renden. Ved flytning af systemet kunne rørene let trækkes op gennem græstørven.


Figur 1. Principskitse af vandingssystem fra Columbus Aqua. Anvendt i besætning 1 og 2

Figur 2. Foto af specialkonstrueret vandtrug fra Columbus Aqua. trugene blev anvendt i besætning 2

For at anvende systemet skal vandet kunne recirkuleres gennem vandtrugene. Besætning 1 anvendte vandtrug i rustfrit stål samt et  specialkonstrueret vandtrug (se Figur 2) fra Columbus Aqua. Sidstnævnte var konstrueret så det sikrede, at en del af energien i det recirkulerede vand overførtes til det stillestående vand i selve truget. I tilfælde af meget hård frost kan der placeres en plasticbold i truget. Bolden lukker for hullet, men grisene kan presse bolden ned i vandet/truget og herved optage vand. Besætning 2 anvendte de specialkonstruerede trug (Figur 2).

Tremhøj Drikkesystemer har udviklet et system, hvor vandledningen blev lagt 60-80 cm i jorden. Herfra førtes vandet via en forsyningsslange til en drikkeventil. For at sikre et 100 pct. frostfrit anlæg, skal vandledningen være placeret mindst 80 cm nede i jorden. Det mest almindelige er imidlertid at placere markledninger i 60 cm dybde, som sikrer en frostfri installation under langt de fleste forhold. Systemet fra Tremhøj blev anvendt i besætning 3 og var konstrueret, som vist på figur 3.

  • 90 cm brønd
  • Afstand fra jord til koppens kant ca. 40 cm
  • Afsrand fra jord til ventil: 60 cm
  • Afstand fra ventil til dræn: 30 cm

Under drikkekopperne graves et ca. 100 cm dybt hul. Der etableres dræn ved at fylde 10-15 cm ral/grus i bunden af hullet. En brønd nedsænkes, så toppen af brønden er i niveau med jordoverfladen. Der er placeret en ventil ved den nederste ende af det rør, der går fra drikkekoppen og ned til vandledningens indgang i brønden. Ventilen er selvtømmende. Herved står slangen tom for vand, når dyrene ikke drikker. Drikkekoppen har et overløbshul ca. 5 cm fra koppens kant, så der altid kan dannes et vandspejl at drikke af, også selvom der står is i koppens bund.



Figur 3. Drikkevandssystem fra Tremhøj. Anvendt i besætning 3

Registreringer

Der blev udelukkende indsamlet temperaturdata fra drikketrug i farefolde. Der blev indsamlet erfaringer gennem tre vinterperioder (Tabel 1) heraf to perioder med Columbus Aqua og en med Tremhøj. Der blev målt ude- og vandtemperatur hver tredje time (Figur 4-6).


Figur 4. Ude-, fremløbs- og returtemperatur målt i besætning 1, jan 1999-april 1999 (Columbus Aqua system)

Tabel 1. Periode for indsamling af data

Besætning

Periode

Vandingssystem

Måling af temperatur:

 

Ude

Fremløb

Retur

1

Jan 99  - Apr 99

Columbus Aqua

 

+

+

2

Jan 00  - Apr 00

Columbus Aqua

+

+

+

3

Jan 01  - Apr 01

Tremhøj Drikke-systemer

+

+

 


Figur 5. Ude-, fremløbs- og returtemperatur målt i besætning 2, jan 2000-april 2000 (Columbus Aqua system)


Figur 6. Ude- og fremløbstemperatur målt i besætning 3, jan 2001-april 2001 (Tremhøj system)

Resultater og diskussion

De målte temperaturer fremgår af figur 4-6. Den stiplede kurve viser udetemperatur, mens den sorte og fuldt optrukne kurve viser fremløbstemperatur og den grå og fuldoptrukne kurve viser returløbstemperatur.

De anvendte vandingssystemer, Columbus Aqua og Tremhøj Drikkesystemer, formåede begge at holde drikkevandet frostfrit i de betragtede perioder, idet drikkevandets temperatur var 3-10ºC uanset udetemperatur.  Det  bemærkes dog, at der ikke blev registreret udetemperaturer under -10ºC i nogle af perioderne (jf. Figur 4 - Figur 6).

Med hensyn til systemernes funktionalitet er et flytbart system meget fleksibelt og nemt at vedligeholde, hvorimod et stationært system kræver sikkerhed for at materialerne holder idet vedligeholdelsen kan blive arbejdskrævende, hvis dele af systemet skal udskiftes.

Systemernes potentiale skal naturligvis ses i sammenhæng med omkostningsniveauet. Uanset, om vandet tildeles i de beskrevne frostsikrede systemer eller via vandledninger ovenpå jorden, er behovet for vandslanger mv. det samme.

De ekstra omkostninger, som er forbundet med systemet fra Columbus Aqua, er omkostning til pumpebrønd (kr. 13.500) og til drikkekar (kr. 2.500) (som vist i figur 2). Det anbefales max 15 søer pr. drikkekar En pumpestation kan betjene 15 kar.

De ekstra omkostninger, som er forbundet med systemet fra Tremhøj er, omkostning til brønd (kr. 600), drikkekop (kr. 200) samt ventil mv. (kr. 1.200). Det anbefales max 15 søer pr. drikkeventil. Mht. systemet fra Tremhøj, så er det muligt at placere enhederne i skel, så de kan anvendes i en mark et år og i nabomarken det næste år. Et andet alternativ er at have vandledninger og brønde i de marker, som anvendes til soholdet, og så blot flytte ventiler og drikkekopper mv. i forbindelse med, at soholdet flyttes til andre arealer. For systemet fra Tremhøj skal ligeledes inkluderes udgift til nedgravning af vandledninger (14-16 kr/m inklusive tildækning).

Omkostningerne ved de beskrevne systemer skal ses i sammenhæng med omkostninger til drikkekar uden frostsikring (fx kr. 520 for et vandtrug med svømmer (80 l) fra TP), og omkostninger til ekstra arbejde i vinterperioden samt eventuelt forringet produktivitet både i vinter- og i sommerperioden.

Den ekstra omkostning per drikkekar er således ca. kr. 2.880 for systemet fra Columbus Aqua og ca. kr. 1.480 for systemet fra Tremhøj (ekskl. nedgravning af vandledning 14-16 kr. pr. m inkl. tildækning ).

De samlede omkostninger for den enkelte besætning afhænger helt af, hvor mange enkeltdyrsfolde og hvor mange fællesfolde der er i besætningen, og en økonomisk beregning bør derfor tage udgangspunkt i den enkelte besætning.

Udover systemernes potentiale for at sikre frostfrit vand, viste de sig også egnede til at holde en stabil vandtemperatur forskellig fra udetemperaturen. Denne egenskab har udover at være en fordel i vinterperioden et klart potentiale i sommerperioden, hvor en stabil lav vandtemperatur kan medvirke til en større vandoptagelse ved søerne samt mindske risikoen for opformering af bakterier i vandet. En større vandoptagelse vil være med til at sikre en optimal mælkeproduktion. Det vides dog ikke, om denne stabile vandtemperatur også vil kunne opnås ved høje temperaturer.

Det konkluderes således, at systemerne tilsyneladende er egnede til at sikre frostfrit vand til fx svineproduktion på friland, men potentialet for systemernes udbredelse afhænger af omkostningerne forbundet med etablering mv. Omkostningerne vil variere meget fra besætning til besætning afhængig af foldenes arrondering mv. Yderligere afhænger arbejdsbesparelsen af systemernes holdbarhed og dermed vedligeholdelsesbehov. Systemerne kan, udover at sikre frostfrit vand i vinterperioder, sandsynligvis sikre stabile lave drikkevandstemperaturer i sommerperioder.


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Vivi Aarestrup Larsen, Henrik Bækstrøm Lauritsen

Udgivet: 4. oktober 2001

Dyregruppe: Diegivende søer

Fagområde: Management