For at belyse vækstfremmeres stabilitet i vådfoder, blev der gennemført en pilotundersøgelse i én besætning. I en ungsvineblanding udfodret efter ædelyst blev der ikke fundet forskel i koncentrationen af vækstfremmer i blandetanken og ved udfodringsventilerne.
Undersøgelsen blev gennemført med vækstfremmerne Avotan og Tylan.
Under normale omstændigheder ved pH ca. 4,5 påvirkes stabiliteten af Avotan og Tylan ikke i vådfoder.
Baggrund
Tidligere undersøgelser ved Den rullende Afprøvning antyder, at Tylan nedbrydes i vådfoder. Dette kan blandt andet skyldes, at visse stammer af Lactobacillus kan nedbryde tylosin.
Der er derimod ikke påvist mikrobiel nedbrydning af Avotan.
Formål
Formålet med undersøgelsen var at belyse om Avotan og Tylan nedbrydes i et vådfodringsanlæg.
Gennemførelse
Undersøgelsen blev gennemført i en besætning, som anvendte mange alternative foderstoffer (valle, fedt og gærfløde m.m.).
For at få så højt indhold af vækstfremmer som muligt (af analysetekniske årsager), blev der fremstillet en ungsvineblanding med et indhold på 40 ppm af vækstfremmerne pr. FEs.
Undersøgelsen blev foretaget over en periode på 4 uger, hvor der blev anvendt Avotan i 1. uge, Tylan i 2. uge, Avotan i 3. uge og Tylan i 4. uge.
I slutningen af ugen blev der udtaget prøver af fodersuppen i blandetanken kort efter blanding og ved udfodringsventilerne så tæt ved næste opblanding som muligt (ca. 4 timer senere). Derved blev opnået den længst mulige opholdstid og reaktionstid i udfodringstank og rørstreng.
Foderet blev udfodret efter ædelyst. Foderprøven blev omgående nedfrosset og afsendt samtidigt til laboratorierne. Prøverne blev analyseret både hos Steins Laboratorium og på Cyanamid Laboratorium i Gosport, England.
Resultater
Resultaterne fra de 4 uger er angivet i tabel 1.
Der er angivet relative værdier, og koncentrationen i blandetanken kort efter opblanding er sat til 100.
Tabel 1. Indhold af Avotan og Tylan i vådfoder (relativt) |
||||||
|
Avotan |
Tylan |
||||
Uge |
1 |
3 |
Gns. |
2 |
4 |
Gns. |
Vådfoder, tank |
100 |
100 |
100 |
100 |
100 |
100 |
Vådfoder, krybbe |
105 |
93 |
99 |
93 |
100 |
97 |
Der var tilfredsstillende overensstemmelse mellem de enkelte uger. Der var intet der tydede på, at der foregik nedbrydning af tilsætningsstofferne i perioden fra opblanding til udfodring, set i forhold til analyseusikkerheden.
Der var god overensstemmelse med ovennævnte resultater målt ved Steins Laboratorium og de fundne resultater fra Cyanamids Laboratorium mht. forskellen mellem blandetank og udfodringsventil. Derimod var der stor niveauforskel mellem de to laboratorier specielt mht. Avotan. Årsagen hertil var en mindre forskel i analysemetode, der dog senere er blevet standadiseret.
pH-værdien i vådfoderet lå i området 4,3 - 4,7.
Kontrolanalyser foretaget på fedt, protein og mineraler viste, at vådfoderet ikke afblandede undervejs fra blandetank til udfodringsventiler.
Konklusion
I den anvendte foderblanding og ved det fundne pH var der intet der tydede på, at vækstfremmerne Avotan og Tylan blev nedbrudt i forbindelse med opblanding, lagring eller udfodring. Det er muligt at endnu lavere pH-værdier, end dem der er målt i denne undersøgelse, kan medføre andre resultater. Men under normale omstændigheder er der intet der tyder på, at stabiliteten af Avotan og Tylan påvirkes af vådfoder.