Undersøgelse viste, at MIDI-DOS kan bruges til grise i hele vækstperioden. Derimod må det frarådes at anvende MINI-DOS til grise over 30-40 kg.
Som helhed må det konkluderes, at på MIDI-DOS er krybbens udformning og placering af drikkeventiler endnu ikke færdigudviklet, og som følge heraf er der stadig problemer med vandspild og kagedannelse.
På grund af vandspildet ved den nuværende udformning må det anbefales, at stier med MIDI-DOS har fuldspaltegulv.
Baggrund
I forbindelse med den øgede interesse omkring billige produktionssystemer kan det være aktuelt, at grisene kan gå i samme sti fra fravænning til levering og benytte det samme fodringssystem i hele perioden.
Med dette som udgangspunkt blev der foretaget en undersøgelse af fodringssystemet MINI-DOS og MIDI-DOS, begge fra Funki A/S i sommeren i 1989.
MINI-DOS og MIDI-DOS fungerer som RA-DOS fodringssystemet, men er blot mindre udgaver. Ligesom RA-DOS er MINI-DOS og MIDI-DOS udstyret med to drikkeventiler.
Uddoseringsanordningen på MIDI-DOS har samme størrelse og udformning som RA-DOS (figur 1).
Krybbens mål på MINI-DOS, MIDI-DOS og RA-DOS:
|
Bredde, cm |
Dybde, cm |
Højde, cm |
MINI-DOS |
48 |
18 |
10 |
MIDI-DOS |
51 |
23,5 |
12 |
RA-DOS |
64 |
28 |
13 |
Figur 1. |
På snittegningen af MIDI-DOS ser man øverst uddoseringsanordningen, som grisene skal vippe op og ned for at få foderet ud. I krybben er der to drikkeventiler, som sidder med 31 cm's mellemrum. |
Resultat
Både MINI-DOS og MIDI-DOS blev installeret i fravænningsstalden (12-30 kg) og i slagtesvinestalden (30-100 kg). Men på grund af store svineriproblemer med MINI-DOS i slagtesvinestalden, blev denne model taget ud af undersøgelsen igen.
I forbindelse med undersøgelsen er der løbende blevet foretaget forbedringer på MIDI-DOS. Krybben var først udformet uden spildkanter, hvilket forårsagede meget svineri i lejet. Efter påsætning af en 10 mm bred spildkant fik man et tilfredsstillende resultat med hensyn til vand- og foderspild. Dog kunne vandspild ikke helt undgås i slagtesvinestalden.
Kagedannelse blev især observeret bag drikkeventilerne både i smågrisestalden og slagtesvinestalden.
I slagtesvinestalden forsøgte man at reducere vandspildet ved at forlænge drikkeventilerne 2 cm ned under krybbekanten. Dette gav imidlertid øget kagedannelse bag drikkeventilerne.
Problemet med kagedannelse var stort i fravænningsstalden, hvor der blev strøet med halm. Når halm og foder blev sammenblandet bag drikkeventilerne, fremkom der ret hurtigt en forrådnelse af kagedannelsen.