12. juni 1991

Erfaring Nr. 9103

Stald- og produktionforholds indflydelse på  forekomsten af hangriselugt

Det kan på grundlag af denne undersøgelse bekræftes, at årsagsforholdene vedrørende hangriselugt er meget komplekse. Afklaringen af årsagsforholdene vil således kræve gennemførelse af en lang række undersøgelser.

For at få belyst om stald- og produktionsforhold har indflydelse på forekomsten af hangriselugt, blev der i perioden fra uge 31 til uge 50 1990 gennemført en pilotundersøgelse. Der indgik 31 besætninger ligeligt fordelt på leverandører til henholdsvis Slagteriregion SYD og STEFF-HOULBERG.

Skatoltal og frasorteringsprocent synes at være resultatet af et samspil mellem en række forskellige stald- og produktionsforhold.

Der kan ikke med sikkerhed siges noget om de enkelte stald- og produktionsforholds indflydelse på forekomsten af hangriselugt. Undersøgelsen peger dog på flere interessante områder.

Følgende forhold synes at have reducerende effekt på skatoltallet og frasorteringsprocenten:

  • Fuldspaltegulv i forhold til fast gulv og delvis spaltegulv
  • Vådfodring i forhold til tørfodring
  • Restriktiv tørfodring i forhold til ad.lib tørfodring
  • Kønsvis opdeling af svinene ved levering til slagteri, og levering uden sammenblanding med svin fra andre besætninger
  • Sænkning af staldtemperaturen (ved øget luftskifte)

Ved en gennemsnitlig slagtevægt på 71,7 kg og en gennemsnitlig kødprocent på 60,4 er såvel slagtevægten som slagtekroppens kødindhold fundet ubetydelig relateret til skatoltallet. Dette er i overensstemmelse med tidligere undersøgelser.

Det kan på grundlag af denne undersøgelse bekræftes, at årsagsforholdene vedrørende hangriselugt er meget komplekse. Afklaringen af årsagsforholdene vil således kræve gennemførelse af en lang række undersøgelser. På basis af resultaterne fra denne pilotundersøgelse er flere afprøvninger under planlægning eller iværksat.


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Anders Frøkjær Smed

Udgivet: 12. juni 1991

Dyregruppe: Hangrise

Fagområde: Stalde og Produktionssystemer