Opstaldning af diegivende søer i grupper blev undersøgt i tre besætninger. Kun i én af besætningerne blev resultaterne sammenlignet med resultater fra en traditionel fareafdeling. Fareafdelingen og multisucklingstierne var indrettet forskelligt i de tre besætninger:
- Kassesti med fareboks - multisucklingsti med dybstrøelse og delvist spaltegulv
- Farereder - multisucklingsti med dybstrøelse
- Farehytter - multisucklingsti med fast gulv og dybstrøelse.
Diegivende søer i grupper medførte i alle tre besætninger en dødelighed blandt pattegrisene på ca. 15 pct. fra fødsel til fravænning. Dødeligheden i de sidste 10 dage af dieperioden, hvor søerne var løsgående, var 8-9 pct.
Den hyppigste dødsårsag var ihjellægning, da pattegrisene stort set ikke benyttede smågrisehulen de første døgn efter flytningen til multisucklingstien. Der var dog en tendens til, at grisene anvendte smågrisehulen mere, hvis den var placeret midt i stien. Årsagen er formentlig, at afstanden til hulen derved bliver mindre.
Croossuckling, hvor de store og stærke pattegrise dier hos flere forskellige søer, forekommer ofte, hvorved der blev stor spredning i smågrisenes fravænningsvægt.
Opstaldning af diegivende søer i grupper fungerede ikke tilfredsstillende, bl.a. på grund af de anvendte stiudformninger. Nye undersøgelser med løsgående diegivende søer gennemføres for at finde de optimale forhold vedrørende stiindretning og driftsledelse.
Ved de fortsatte undersøgelser følges de svenske anbefalinger, dvs. 7-8 m² pr. so med pattegrise og en gruppestørrelse på 6-8 søer.