En anden type valse (Roller-Mill) er sammenlignet med en hammermølle i en besætning.
En Roller-Mill består af to rillede valser, som arbejder med forskellig periferihastighed. Dette indebærer, at det valsede produkt ikke består af flager, men af grove partikler som er revet fra hinanden. I denne tekst bruges betegnelsen "R-M valset" for foder behandlet på dette udstyr.
Der blev ikke fundet forskelle ved transport og blanding i en tvangsblander mellem det R-M valsede og det formalede foder. En sammenligning ved formaling af byg og hvede med henholdsvis 4,5; 5,0; 6,0 og 7,0 mm sold viste, at der ved 6,0 og 7,0 mm sold var over 1 pct. hele kerner efter formaling. Ved R-M valsningen blev der fundet væsentligt flere grove partikler, og antallet af hele kerner var på ca. 0,6 pct. Foder fra en Roller-Mill har således en grovere struktur end foder formalet på en hammermølle med 4,5 mm sold.
Kapaciteten på R-M valsen var meget afhængig af den enkelte råvare. 850 kg i timen ved roepiller og 1.920 kg i timen ved hvede.
Strømforbruget var i gennemsnit 0,29 KWH/Hkg. Det er ca. 1/3 af forbruget ved formaling på en hammermølle. R-M valsen kræver imidlertid tilførsel af råvaren. Støjniveauet var stort set ens ved de to behandlingsformer.
Indstillingen af R-M valserne var vanskelig, da der ikke fandtes en skala. I praksis vil det være nødvendigt med en udveksling og automatisk regulering, alt efter hvilken råvarer der skal formales, og hvilken struktur der ønskes. En samlet teknisk vurdering af Roller-Mill har vist, at det er en formalingsmetode der giver mulighed for at opnå en grovere struktur af råvarerne. Det er dog en forudsætning, at valsernes justering kan ske automatisk. Strømforbruget er lavere, og kapaciteten større end ved hammermøllen. Den samlede investering er dog større, men totaløkonomisk vil den ligge på samme niveau som en hammermølle, da vedligeholdelse og strømforbrug er lavere.