Data fra en besætnings effektivitetskontrol kan ofte benyttes til at afgrænse et problem med for mange dødfødte grise. Dette forudsætter dog, at besætningens resultater kan sammenholdes med et referencemateriale.
Dette materiale er baseret på 6.671 faringer over tre år fra syv større besætninger, der har foretaget registreringer til Den rullende Afprøvning. Desuden indgår resultater fra BSO-projektet, samt fra Sjælland III.
Frekvensen af dødfødte grise pr. kuld afhænger af, hvad der defineres som dødfødte grise i den enkelte besætning.
Soens kuldnummer har stor betydning for frekvensen af dødfødte grise.
Antallet af dødfødte grise stiger med antal totalfødte grise i kuldet.
Der er sammenhæng mellem antal dødfødte grise i ét kuld, og antallet i det følgende kuld. Ved mindre end 3 dødfødte grise i kuldet bør udsætning dog ikke overvejes.
Med stigende drægtighedslængde falder såvel antal dødfødte som antal totalfødte grise.
Omkring 23 pct. af de dødfødte grise vejede under 900 g, mens kun 7 pct. af de levendefødte grise vejede under 900 g.
For at opnå en ensartet registrering bør grise registreres som dødfødte, hvis de er døde og ikke er mumificerede og ikke har trukket vejret. Fostre fra aborter registreres ikke som dødfødte.