Opgørelse af dødfødte grise ved kejsersnitlaboratoriet i Vejen

På Kejsersnitlaboratoriet i Vejen foretages der over 200 kejsersnit årligt. Kejsersnittene foretages på renracede søer, der er sunde og raske. Det må antages, at fundet ved kejsersnittet viser fostrenes tilstand i børen umiddelbart før en normal faring. Dette giver en mulighed for at undersøge, hvor mange af grisene der er døde før faringen går i gang, og hvor i børhornene de døde grise er placerede.

Den første del af undersøgelsen omfattede 78 kejsersnit, der blev foretaget i perioden 16. april til 31. juli 1992.

Den anden del af undersøgelsen omfattede 19 kejsersnit fra den førnævnte periode, hvor der var et eller flere døde fostre. Her blev der foretaget udvidede registreringer af typen af dødfødte, mumificerede eller ikke-levedygtige grise, samt af grisenes placering i børen.

I denne orientering omfatter "døde fostre" alle fostre, der var døde indenfor 2 minutter efterkejsersnittet. De døde fostre er igen opdelt i "mumificerede fostre" og i "dødfødte grise". Sidstnævnte gruppe omfatter underudviklede grise, normalt udviklede grise, grise der døde efter få forsøg på vejrtrækning og misdannede aflivede grise.

De 78 kejsersnit gav 862 levendefødte grise, hvilket svarer til 11,1 levendefødt gris pr. kuld.

I 33 af kuldene blev der fundet et eller flere døde fostre. Det drejede sig om 43 dødfødte grise og 27 mumificerede fostre. I alt var således 8 procent af alle fostrene dødfødte. Dette er omkring det dobbelte af, hvad der tidligere er registreret, og kan skyldes det lille materiale.

De 19 kuld, hvor der blev foretaget udvidede registreringer, var på 10,5 levendefødte grise og 1,9 døde fostre. Da der ikke blev foretaget udvidede registreringer fra alle kuld med døde grise, kan observationerne ikke direkte sættes i forhold til et normal-materiale. Fordelingen af de enkelte typer af dødfødte fostre er angivet i tabel 1.

Frekvensen af mumificerede fostre er høj i gruppen med udvidede registreringer. Her udgjorde de mumificerede fostre over halvdelen af det undersøgte materiale, mens de kun udgjorde en tredjedel af de dødfødte i de 78 kejsersnit. Der kan være tale om følgen af en parvovirus infektion, men da kejsersnit hyppigst udføres på ældre søer, så er dette ikke sandsynligt.

Grise, der var døde 10-20 dage før faring (underudviklede grise), blev fundet i to kuld. Her var der muligvis også tale om en effekt af pladsforholdene, så disse grise kan måske grupperes sammen med de mumificerede grise.

De grise, der døde inden for de sidste to døgn før kejsersnittet, blev vurderet til at veje lidt mindre end kuldet som gennemsnit. Det kan dreje sig om grise, der ikke kan klare de kraftige omstillinger i enzymsystemerne, som sker i so og fostre op til en faring. Det kan dog også være fostre, der er blevet påvirket af de unormale forhold, der er omkring et SPF-kejsersnit, hvor dyrene ofte transporteres, og hvor faringen ofte udsættes i nogle dage ved progesteron-behandling.

De fem grise, der døde efter kejsersnittet, var alle levende ved fremtrækningen fra børen, men døde i løbet af 2 minutter. Der var her ikke tale om dødfødte grise i følge de normalt anvendte definitioner, da grisene ved undersøgelse ville have luft i lungerne. Hos nogle af disse grise kan der måske være tale om det samme problem, som kendes hos menneske og hest. Her kaldes det "maladaptations-syndrom" eller "tilpasningsvanskeligheder". Årsagen til dette problem er, at der mangler et enzym i lungerne, der gør slimen i lungerne gennemtrængelige for ilt. Mangel på dette enzym medfører, at dyret kvæles af iltmangel, selvom dyret trækker vejret. Det er ikke klart, om denne lidelse findes hos svin. Problemet kan klares med en spray på rette tid og sted. Denne behandling er dog ikke realistisk i soholdet, da det forudsætter at man er til stede ved grisenes fødsel. Desuden udgør antallet af grise, der dør af denne årsag, en forsvindende lille del af det totale antal dødfødte grise.

Effekt på frekvensen af dødfødte fostre af antal totalfødte i hvert børhorn

I 17 af de 19 børe var der forskel på antal totalfødte pr. børhorn. I 16 af 17 børe var der en eller flere dødfødte fostre i børhornet med flest totalfødte, mens der kun blev fundet en eller flere dødfødte fostre i 5 af de 17 børe med færrest totalfødte grise. Fordelingen er vist i tabel 2.

I gennemsnit indeholdt børhornene med flest fostre 59 pct. af de totalfødte grise. Efter at de dødfødte grise blev trukket fra, så indeholdt disse børe stadig 57 pct. af de levendefødte grise, så fosterdøden ændrede ikke nævneværdigt på dette forhold. Dette tyder på, at en del af de dødfødte grise skyldes pladsforholdene i børen.

Fostrenes placering i børen

Grisene blev opdelt efter deres placering i børhornene efter følgende system: A=Hornspidsen; B nr. 2 fra hornspidsen; D er grisen i bunden af børhornet, og C dækker resten af børhornet.

Der var tre sogrise og tre ornegrise, der døde umiddelbart før faringen. De var tilfældigt fordelt i børhornene.

De mumificerede eller underudviklede døde grise havde en tendens til at ligge i spidsen af børhornene. Placeringen er angivet i tabel 3. Det skal dog bemærkes, at opgørelsen er foretaget på et lille materiale. Resultaterne modsiger udenlandske undersøgelser, hvorefter fostret i hornspidsen skal være det bedst ernærede foster på grund af fosterets placering tættest på de store blodkar. Desuden er fosteret i hornspidsen kun udsat for konkurrence fra et nabofoster.

Antallet af grise, der dør umiddelbart før faringen, er lavt.

Lige så mange grise dør umiddelbart efter faringen, efter at de har trukket vejret én eller flere gange.

Resultaterne her tyder på, at mindst to tredjedele af alle dødfødte grise dør under eller efter faringen.

Ved godt opsyn omkring faring, kan der observeres mumificerede fostre (vægt 100-300 g) og underudviklede fostre efter op mod 20 pct. af faringerne. Disse fostre skyldes sandsynligvis for dårlige pladsforhold i børen, og bør ikke altid opfattes som et sygdomstegn.

Ved registrering af dødfødte grise bør mumificerede og underudviklede grise ikke registreres som dødfødte grise. De kan i stedet føres som supplerende registrering som tidligt døde grise. Derved kan man koncentrere opmærksomheden til den type af dødfødte grise, der kan gøres noget ved i forbindelse med faringen. Hvis frekvensen af tidligt døde fostre (små eller mumificerede) stiger, eller hvis de tidligt døde grise forekommer i små kuld, skal der også gøres noget ved dette problem.