Resultater fra 12 sobesætninger er blevet analyseret med hensyn til udsætterårsager og -strategi. På baggrund af resultaterne indsamlet over en periode på 2½ år fra 22.120 kuld fandtes den største kuldstørrelse fra 3. og 7. kuld. Faringsprocenten var uafhængig af kuldnummeret.
Den væsentligste udsætterårsag var manglende brunst og drægtighed, idet i alt 34 pct. af søerne blev udsat af denne årsag. 19 pct. af søerne blev udsat på grund af alder.
Strategien for udsætning var væsentlig forskellig mellem besætningerne og især påvirket af, om "ikke drægtige" søer blev omløbet. Det resulterede desuden, i at tidspunktet i søernes cyklus, hvor udsætningen sker, varierer meget mellem besætningerne. Knap en trediedel af søerne udsættes efter løbning. Kuldstørrelsen fra omløbere var på niveau med kuldstørrelsen fra de øvrige søer.
Ved at begrænse udsætningen af især de yngre søer kan det beregnes, at kuldstørrelsen for besætningerne som helhed kan forøges fra 10,8 til 11,0, især ved at omløbere løbes i stedet for at de udsættes.
Totaløkonomien ændres ikke væsentligt, ved at søerne systematisk udsættes efter 7. eller 10. kuld, selvom kuldstørrelsen risikerer at falde.