7. juli 1994

Erfaring Nr. 9412

Gruppefodrede drægtige søer på dybstrøelse

Undersøgelsen viste, at løsgående drægtige søer opstaldet i stier med dybstrøelse, hvor søerne fodres med cobs, er en brugbar løsning, som specielt kan gøre sig gældende ved renovering/ombygning, hvor der kan være brug for midlertidige stipladser.

Følgende tre fodringsprincipper til løsgående drægtige søer på dybstrøelse er sammenlignet i en besætning:

  • Fodring på repos i stien
  • Fodring på gangen
  • Fodring med fodercobs på dybstrøelsen.

Fodring med cobs på dybstrøelsen fungerede bedst med hensyn til arbejdsforbrug og stiens udformning. Søerne var generelt rolige, også i forbindelse med fodring. Fodercobs er ca. 2,5% dyrere end tilsvarende indkøbt pelleteret foder til søer. Ulempen ved fodercobs er, at de ikke kan udfodres med et almindeligt tørfodringsanlæg. Der blev ikke foretaget registreringer med hensyn til foderspild, men det blev skønnet at være af et begrænset omfang.

I stierne, hvor søerne blev fodret henholdsvis på repos og på gangen, var arbejdsforbruget stort. I stierne med repos var det nødvendigt at rengøre reposen før fodring. For at undgå svineri på inspektionsgangen var det nødvendigt at lukke søerne, som blev fodret uden for stien, tilbage i stierne umiddelbart efter, at der var ædt op. I disse to stityper er det muligt at automatisere udfodringen.

Halmforbruget var ca. 700 kg pr. stiplads årligt i alle stityper. Der blev ikke foretaget nogen målinger af dybstrøelsens tørstofindhold, men det angivne halmforbrug vurderes at ville medføre en tørstofprocent i dybstrøelsen på over 30%, hvorved dybstrøelsen kan køres i overdækket markstak i henhold til miljølovgivningen.

Undersøgelsen har vist, at løsgående drægtige søer opstaldet i stier med dybstrøelse, hvor søerne fodres med cobs, er en brugbar løsning, som specielt kan gøre sig gældende ved renovering/ombygning, hvor der kan være brug for midlertidige stipladser.



Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Niels-Peder Nielsen

Udgivet: 7. juli 1994

Dyregruppe: Drægtige søer

Fagområde: Management