Elektronisk identifikation af svin

Udviklingen af små, injicerbare identifikationsenheder, der kan aflæses ved hjælp af stationære eller bærbare antenneenheder gør det muligt, fx at identificere den enkelte gris automatisk.

Injicerbare respondere indeholder et identifikationsnummer, og kan kun fjernes ved et operativt indgreb på det levende dyr. Et sådan identifikationssystem gør det muligt - til enhver tid at følge grisens fødested og transportvej - informationer, der fx kan være relevant ved kontraktproduktion, udbrud af ondartede svinesygdomme eller ved optimering af avlsarbejdet i produktionsbesætninger.

På EU-niveau - især i Holland - har der været stor interesse for injicerbare respondere, fordi disse enheder kan indgå i et identifikationssystem, der er vanskeligt at snyde med, da det kræver et operativt indgreb at fjerne responderen.

Bl.a. i Holland har der været gennemført flere undersøgelser, der skulle afdække eventuelle problemstillinger vedrørende anvendelsen af respondere. De første tekniske problemer er ryddet af vejen, men problemet vedrørende genfinding af responderen er endnu ikke løst.

Et af problemerne ved at bruge injicerbare respondere er, hvordan svin med identifikationsenheder skal håndteres på slagteriet. Et absolut krav må være, at ingen ID-enheder kommer ud til forbrugerne. Der må med andre ord etableres et system, der sikrer, at alle ID-enheder fjernes på slagtegangen. Dette medfører problemer bl.a. fordi:

• Der findes flere fabrikater, der alle kræver eget udstyr for at kunne aflæse responderens ID-kode.
• En del af ID-enhederne - 5-10 procent - falder ud eller ophører med at fungere.
• På slagtegangen vil man være nødsaget til at lede efter ID-enheder i alle svin.

Findes ID-enheden ikke, må der eventuelt skæres en del af slagtekroppen til senere inspektion, så man er sikker på, at alle ID-enheder bliver fjernet.

For at kunne beregne omkostningerne er man nødt til at have et skøn over, hvor meget tid der skal bruges for at finde ID-enhederne, og hvor meget der skal skæres af slagtekroppen for at være sikker på, at ID-enheden er fjernet.

Anvendelse af automatisk registrering via respondere kan lette arbejdsbyrden i forbindelse med adfærdsundersøgelser i afprøvninger af fx foderautomater. På nuværende tidspunkt foretages registreringerne ved hjælp af videooptagelser.

Formålet med undersøgelsen var:

• at få praktiske erfaringer med udstyr til elektronisk identifikation af svin.
• at få klarlagt sandsynligheden for, at ID-enheden befandt sig indenfor et givet område ved slagtning, hvor stor genfin-dingsprocenten var, og om responderens størrelse havde indflydelse på genfindingsprocenten.
• at undersøge om automatisk identifikation via ID-enheder kan erstatte videooptagelser i undersøgelser af grises adfærd fx aktivitet i forbindelse med brug af foderautomater.

Undersøgelsen blev foretaget i samarbejde med Statens Husdyrbrugsforsøg, Slagteriernes Forskningsinstitut og Statens Jordbrugstekniske Forsøg.

Efter en indledende runde, hvor flere forskellige ID-producenter fik lejlighed til at præsentere og levere dokumentation for kvaliteten af deres produkt, blev det besluttet at gennemføre forsøget med injicerbare respondere og identifikationsudstyr fra Texas Instruments Inc. Udvælgelsen blev foretaget på baggrund af en række forhold, som produktkvalitet, leveringssikkerhed samt tilsagn om, at ID-udstyret kunne fungere under de givne forhold - fx nede i foderautomater og med lille afstand mellem antennerne. Desuden blev udvælgelsen foretaget ud fra hollandske erfaringer på området.

Undersøgelsen blev gennemført på forsøgsstation Sjælland III og II, en MS-besætning med ca. 170 årssøer. Der blev i alt injiceret 258 respondere i 129 smågrise, der var ca. 4 uger gamle. Alle respondere blev injiceret samme dag.

Der blev brugt to forskellige slags respondere. Den ene type var en funktionsdygtig passiv responder, der ved aflæsning kunne give et 19 cifret identifikationsnummer. Målene på denne responder var 32,5 x 3,9 mm. Den anden type responder - en såkaldt dummy - var ikke funktionsdygtig og indeholdt blot en metalkerne, der gjorde det muligt at finde responderen ved hjælp af en metaldetektor. Målene på denne responder var ca. 20 x 2 mm og blev injiceret i grisene for at afklare om responderens størrelse havde indflydelse på bl.a. genfindingsprocenten.

Injektion

Injektionerne blev foretaget af en veterinærtekniker. Instruktion vedrørende injektionsteknik samt håndtering af udstyret blev ligeledes varetaget af personalet fra Texas Instruments Inc., således at responderne blev injiceret efter firmaets retningslinier.

Injektionsudstyr:

• injektionspistol RI-INJ-002B
• injektionsnål RI-NDL-002A
• responder RI-TRP-RC2B (32,5 × 3,9 mm)
• dummy responder (20 × 2 mm)

Ved hjælp af injektionspistolen blev der injiceret en funktionsdygtig responder bag grisenes højre øre og en dummy bag grisenes venstre øre. Injektionsstedet bag grisenes øre var præciseret af en "styrepind" placeret langs injektionsnålen. Når denne styrepind blev placeret bag grisens øre, og injektionspistolen blev holdt lodret og i en vinkel på 45º i forhold til grisens længderetning, blev responderen injiceret på det samme sted i alle grise.

Alle grise med respondere blev forsynet med et specielt farvet øremærke, således at det var muligt at identificere dem visuelt.

Sårheling

De første 3 uger efter injektionen blev der foretaget en vurdering af sårhelingen. De første 3 dage efter injektionen blev sårene efterset hver dag, derefter en gang om ugen i de første 3 uger. Følgende karakterskala blev anvendt:

     0) Ingen rødmen eller hævelser af såret
     1) Svag rødmen af såret
     2) Rødmen og hævelse af såret
     3) Rødmen, hævelse og puds fra såret.

Funktionskontrol af respondere

Straks efter injektionen blev ID-enhedernes funktion kontrolleret ved hjælp af en bærbar antenne. Derefter blev ID-enhedens funktion kontrolleret efter følgende retningslinier:

• Hver dag de første 14 dage.
• Hver uge de efterfølgende 3 måneder.
• Hver 14. dag i den resterende periode.

Forsøgsgrise, der ikke kunne identificeres ved hjælp af den bærbare antenne - enten som følge af at ID-enheden ikke virkede, eller fordi ID-enheden var blevet udstødt af kroppen, blev taget ud af undersøgelsen. Grisene indgik fortsat i den del af undersøgelsen, der omfattede genfindingsprocent og eventuelle vandringer i kroppen, og blev derfor slagtet efter de samme retningslinier som de øvrige forsøgsgrise.

Foderautomater og stiindretning

I to forsøgsstier blev 2 flokke á 15 grise fodret via forskellige foderautomater. Stierne var 3,25 m brede og 4,5 m dybe, hvoraf 1,3 m var rensegang. Der var fast betongulv i hele stien.

I den ene sti var foderautomaterne tilpasset ung- og slagtesvin (foderautomat med hoved- og skulderadskillelse, SK-70 fra Egebjerg) og i den anden sti var de tilpasset slagtesvin (enkeltdyrsautomat Feeder 2000 fra Nooyen og Slop Feeder fra Wagner Domino). Enkeltdyrsautomaterne var udformet i henholdsvis metal og plastik. Alle foderautomater blev forsynet med stationære antenner til automatisk identifikation/ registrering af, hvornår grisene stod med hovedet i automaten for at æde.

Da magnetfeltet fra antennen ikke kan trænge igennem metal, blev antennen placeret på forskellige måder på de to automater. På enkeltdyrsautomaten - Feeder 2000 fra Nooyen - blev antennen placeret på den udvendige side af foderbeholderen umiddelbart over ædepladsen. På enkeltdyrsautomaten - Slop Feeder fra Wagner Domino - blev antennen placeret nede i foderbeholderen umiddelbart op mod ædepladsen. På foderautomaten SK 70 fra Egebjerg, der var udformet med to ædepladser adskilt med skulderadskillelser, blev der monteret to antenner en til hver ædeplads. Det blev forsøgt at montere antennerne på ædeadskillelserne samt på foderbeholderen over ædepladsen.

Texas Instruments Inc. og Slagteriernes Forskningsinstitut bidrog med teknisk assistance i forbindelse med placering og montering af antenneenhederne samt med etablering af foderautomater mv. i besætningen.

Adfærdsundersøgelser ved hjælp af video

Grisenes adfærd ved foderautomaten blev registreret ved hjælp af videooptagelser. Forskellige mærker/symboler på grisenes ryg gjorde det muligt at foretage en visuel identifikation. Følgende definitioner blev brugt ved opgørelse af videooptagelserne:

Ædeperiode

Den tid en given gris står med hovedet inde i foderautomaten. Afbrydelser på under 2 sekunder blev accepteret, uden at ædeperioden blev betragtet som værende afbrudt. Hvis en gris blev afbrudt i sin foderoptagelse, fx fordi den skulle jage en anden gris væk, blev ædeperioden ikke betragtet som værende afbrudt, såfremt foderoptagelsen blev genoptaget inden der var gået 30 sekunder. De 30 sekunder er blevet bestemt udfra en vurdering af videooptagelserne.

Ædeperiodens længde

Opsummering af ædetider fra en given gris, hvor om det gælder, at den ikke har haft ædepauser på mere end 30 sekunder, og at der ikke har været andre grise ved automaten i en eventuel ædepause.

Adfærdsundersøgelser ved hjælp af EID

Den automatiske registrering blev foruden at identificere en given gris brugt til at registrere, hvilken sti grisen gik i, hvor den åd (ved hvilken ædeplads), hvornår den åd, og hvor længe den åd.

Automatisk identifikation på slagteriet

For at undersøge muligheden for automatisk identifikation på slagteriet blev der placeret en stationær antenne langs slagtelinien umiddelbart før grisene blev skåret op. Der blev valgt et sted, hvor slagtekroppene hang stille, da dette gjorde aflæsningen mere sikker.

Slagtning af dyr i undersøgelsen

Alle forsøgsgrisene blev slagtet under specielt opsyn på Slagteriskolen i Roskilde. Efter klassificeringscentret blev det registreret om responderne fungerede, hvorefter arbejdet med at genfinde responderne blev påbegyndt. Det blev både registreret om responderen blev fundet, og hvordan den var placeret i forhold til injektionsstedet. I det sidste tilfælde blev der foretaget en subjektiv vurdering. I særlig vanskelige tilfælde blev der brugt en metaldetektor til at lokalisere respondernes placering i slagtekroppen.

Hvis det ikke var muligt at finde responderen ved opskæring af slagtekroppen eller ved brug af metaldetektoren, blev hele grisen destrueret.

Injektion

Arbejdet med at injicere grisene var både arbejds- og tidskrævende. Arbejdet krævede to mand - en der holdt grisen, og en der injicere responderne. Tidsforbruget til injicering af responderne var ca. 2 minutter pr. gris, hvilket må betragtes som værende alt for højt. Det store tidsforbrug skyldtes imidlertid oplæring/træning af operatøren samt at der skulle injiceres to respondere mod normalt en. Hvor meget tid der skal bruges til arbejdet med at injicere respondere, når rutinen er indlært, kan undersøgelsen ikke give svar på. Hollandske erfaringer tyder på, at to mand kan injicere ca. 150 smågrise pr. time.

Nålen til injektionspistolen var tilpasset en responder med en tykkelse på 3,9 mm og passede derfor ikke til dummyresponderne, der havde en tykkelse på ca. 2 mm. Det betød, at nogle af responderne ikke kunne injiceres i første forsøg, og at der skulle stikkes mere end en gang, før injektionen lykkedes. Det kan ikke afvises, at det har haft indflydelse på karaktererne for sårhelingen, tabsraten og genfindingsprocenten.

Sårheling

Der blev kun registreret få tilfælde af irritationer i og omkring såret som følge af injektionen. Hos alle grise var der en svag rødmen af sårranden dagen efter injektionen. Denne rødmen var i næsten alle tilfælde væk på anden dagen efter injektionen. Hos tre grise var denne rødmen kraftig efter tredje dagen, hvorefter den forsvandt. I alle tre tilfælde var der tale om grise, der havde fået dummyresponderne injiceret af flere omgange, fordi injektionsnålen ikke passede til de mindre dummyrespondere.

Den overvejende årsag til at der ikke opstod komplikationer i forbindelse med injektionen af responderne var, at nålen blev desinficeret med en iodopløsning før hver injektion, og at responderne lå i en multipack omgivet af et fedtet glidemiddel indeholdende iod.

Funktion i vækstperioden

Straks efter injektionen blev det kontrolleret, om alle responderne fungerede. To dage efter injektionen kunne tre af grisene ikke identificeres ved hjælp af responderen. I det ene tilfælde skyldtes det, at responderen var blevet stødt ud af grisen og blev fundet på gulvet. I de to øvrige tilfælde var responderne enten faldet ud eller ophørt med at fungere.

Finske undersøgelser med 980 slagtesvin viste, at 4,5 pct. at slagtesvinene ikke kunne identificeres umiddelbart før de blev sendt på slagteriet, og at det formodentlig skyldtes, at responderne var faldet ud i dagene lige efter injektionen. Da der ikke blev foretaget observation i den første periode efter injektionen, var det imidlertid ikke muligt at fastslå dette.

Senere i vækstperioden ca. 1½ måned efter injektionen var der yderligere to grise - og dermed i alt 5 grise, der ikke kunne identificeres. Det var ikke muligt at afgøre om responderne var i grisene, eller om de var blevet udstødt. Forsøg på at spore de ikke fungerende respondere ved hjælp af en metaldetektor mislykkedes, da den blev forstyrret af "signaler" fra dummyresponderen og øremærket.

Forsøg på identifikation af grisene på slagteriet viste, at 6 grise - svarende til ca. 5 pct. - ikke kunne identificeres. Af de 6 grise var det ikke muligt at finde responderne i de 5 af dem, hvilket enten kan skyldes, at de er blevet stødt ud eller de er vandret i kroppen.

Hvis injicerbare respondere i fremtiden skal bruges i praksis, skal der således foreligge en procedure for, hvad der skal ske, hvis en responder holder op med at fungere. Problemet opstår, hvis en responder holder op med at fungere, men stadig sidder i grisen. Da svineproducenten er afhængig af ID-nummeret, vil han injicere en ny ID-enhed, således at grisen har to respondere i kroppen - én der fungerer og én der ikke fungerer. Hvis man på slagteriet ikke bliver gjort opmærksom på dette, vil der kunne opstå situationer, hvor en responder vil blive glemt i slagtekroppen.

Automatisk identifikation på slagteriet

Den forsøgsvise opstilling af en stationær antenne på slagteriet viste, at det - under forudsætning af at responderen fungerer - er muligt at identificere grisene på denne måde, såfremt det gøres på et sted, hvor grisene naturligt har et stop på linien, da det i højere grad sikrer identifikationen.

Sammen med et identifikationssystem med EID på slagteriet - hvor en responder er placeret i hængejernet, som slagtekroppen hænger på - vil det være muligt via elektronisk vej at overføre grisens ID-nummer (leverandørnummer) til hængejernet.

Anvendelsen af denne teknik er ikke afhængig af, at responderen er injiceret. Responderen kan være placeret i et øremærke, men så skal identifikationen og overførelsen af ID-nummeret til hængejernet finde sted på et tidligere tidspunkt, da øremærker p.t. fjernes før grisene kommer i svideovnen. Det er imidlertid yderst tvivlsomt om værdien af en individuel identifikation af slagtesvin i produktionen såvel som på slagteriet, vil kunne betale omkostningerne til respondere, arbejdsforbrug og identifikations- og administrationsudstyr.

Genfinding på slagteriet

Resultatet vedrørende genfindingen af de to forskellige typer respondere er vist i tabel 1. Der blev slagtet 127 grise, da to af grisene døde i af forsøgsperioden. En genfindingsprocent på 96,8 henholdsvis 94,5 er ikke tilfredsstillende - set ud fra et produktions- og afsætningsmæssigt synspunkt. Det betyder, at godt 3 pct. af de grise, der får en responder injiceret, må kasseres for at sikre, at responderen ikke ender på middagsbordet.

Sammenlignet med undersøgelser i fx Holland er denne genfindingsprocent forholdsvis høj, når man tager i betragtning, at responderne er blevet injiceret i en oplæringsfase. Erfaringen fra de hollandske undersøgelser viste, at der var en stor sammenhæng mellem genfindingsprocenten og personen, der havde injiceret responderne. Således vil genfindingsprocenten være lavere, hvis responderne ikke er injiceret korrekt og omvendt.

Selv om det ikke tydeligt fremgår af tallene for genfindingsprocenten i tabel 1, var det mest vanskeligt at finde de mindre dummy-respondere.

Genfindingsprocenten er foruden injektionsteknikken afhængig af, hvor meget responderne vandrer i kroppen i vækstperioden. I forbindelse med at responderne blev fundet i slagtekroppen, blev der foretaget en subjektiv vurdering af, om responderen havde vandret i kroppen i forhold til injektionsstedet - og i givet fald hvor meget. Det blev vurderet, at 47 pct. af de funktionsdygtige respondere blev fundet, hvor det var forventet, mens tallet for dummyresponderne var 40 pct. Henholdsvis 73 og 65 pct. af responderne blev fundet indenfor en diameter på 3 cm fra det forventede sted. Ved placeringer mere end 3 cm fra det forventede sted var det meget vanskeligt at finde responderne, hvilket kunne medføre store forringelser af slagtekroppen. Ca. 5 pct af forenderne var så beskadigede, at det gik ud over de senere udskæringer og dermed forringede forendernes værdi.

Manglende rutine og dårlig arbejdsstilling for slagteriarbejderen, der foretog opskæringerne, kan ligeledes have haft indflydelse på genfindingsprocenten, og den tid der blev brugt på at finde eller søge efter responderne.

Tidsforbrug til genfinding af responderne var højt, men aftog med stigende rutine. Antallet af fundne respondere varierede fra 7 til 18 stk. pr. time.

Injicerbare respondere bør kun bruges i forbindelse med forsøg, hvor det er muligt at være særlig opmærksom med hensyn til genfinding af responderne på slagteriet, og hvor det ikke er muligt at bruge elektroniske øremærker. Mere rutinepræget anvendelse af injicerbare respondere i praksis er ikke realistisk på nuværende tidspunkt, da det vil påvirke hastigheden, hvormed grisene slagtes. Dermed er der en stor risiko for, at respondere glemmes/ikke kan findes i slagtekroppen. Det økonomiske tab i forbindelse med kassation af slagtekroppe med "ikke fundne" respondere, vil således formodentligt overstige værdien af at bruge EID.

Injicerbare respondere med biosensorer kan i fremtiden være en brugbar løsning til at følge søers sundhedsstatus. Respondere, der er i stand til løbende at måle fx soens temperatur, er i handelen, men der vil formodentlig gå en del år, før der foreligger tilstrækkelig viden til, at sådanne målinger kan bruges i et managementsystem.

Adfærdsundersøgelser/videooptagelser

Allerede i begyndelsen af undersøgelsen viste anvendelsen af automatisk registrering i afprøvninger med foderautomater at have mindst en væsentlig begrænsning. I foderautomaten med to ædepladser var det nødvendigt at placere antennerne tæt ved siden af hinanden for at kunne registrere grisenes besøg ved de to ædepladser.

Da antennens magnetfelt spreder sig meget er der risiko for at feltet kan "brede" sig over to ædepladser. Derfor kan det bestemmes, om grisen står ved den ene eller den anden ædeplads. Feltets spredning kan begrænses med fx jernplader, men det vil ligeledes ændre på foderautomatens udformning og dermed funktionen, hvilket ikke er muligt i en afprøvning, hvor fx forskellige fabrikater skal sammenlignes. Feltet kan også begrænses ved at ændre på magnetfeltets styrke, men det kan samtidig betyde, at feltet ikke dækker hele ædepladsen. Det blev derfor besluttet ikke at gennemføre den del af undersøgelsen, der vedrørte foderautomater med flere ædepladser, da det blev konkluderet, at dette ikke - på nuværende tidspunkt, og med det pågældende udstyr og teknik - var muligt at gennemføre. Denne problemstilling har imidlertid ikke umiddelbart samme betydning, når der er tale om automatisk registrering i afprøvninger med enkeltdyrsautomater eller lignende situationer, hvor grisen står alene.

Ved sammenligning af bl.a. antal ædeperioder og besøg ved foderautomaten viste det sig, at der ikke var en helt præcis overensstemmelse mellem den automatiske registrering og videoopgørelsen.

Således var værdierne fra de automatiske registreringer næsten konsekvent højere end værdierne fra videoregistreringerne. Dette forhold skyldtes bl.a., at antennens magnetfelt rakte udenfor foderautomaten og derfor registrerede, at grisene oftere og i længere tid stod ved foderautomaten, selvom det ikke var tilfældet. Elektroniske registreringer kan bruges til adfærdsundersøgelser med de tidligere nævnte forbehold, da der er en meget stor sammenhæng (r=0.98) mellem data fra de to registreringsmetoder, figur 1.

I forbindelse med opgørelsen af data fra undersøgelsen viste det sig, at EID sandsynligvis kan bruges til rangordensbestemmelse af grise. Dette kan lade sig gøre ved at definere bl.a., hvornår en gris "blev jaget væk fra" og "med succes forsvarede" foderautomaten overfor en anden gris. Der blev i undersøgelsen observeret en sammenhæng mellem den rangorden, der blev bestemt via EID og registreringen fra videooptagelserne.

Med hensyn til adfærdsundersøgelser har undersøgelsen vist, at det er muligt at registrere en række adfærdsmål via EID. Det er imidlertid nødvendigt at få uddybet, hvilke adfærdsmål der er behov for at undersøge i forbindelse med fx afprøvning af foderautomater. Ligeledes er der behov for at videreudvikle de tekniske muligheder i udstyret til den automatiske registrering, således at der bliver flere anvendelsesmuligheder i teori såvel som i praksis.