4. august 1994

Erfaring Nr. 9414

Drikketrug til fravænnede grise

Ingen af trugene passede helt til grisenes størrelse, hvilket betød, at grisene trådte op i trugene. Dette var mest udtalt for Drik-let. Daglig rengøring var nødvendig for alle fabrikaters vedkommende.

En vurdering af tre forskellige drikketrug til fravænnede grise (7-25 kg) blev foretaget over en periode på 7 mdr. i én besætning. Undersøgelsen blev suppleret med besøg i andre besætninger med et af de undersøgte drikketrug.

Drikketrugene blev undersøgt med hensyn til hygiejne, rengøring og holdbarhed samt om grisene let havde adgang til frisk vand.

Følgende drikketrug indgik i undersøgelsen:

  • "Nibstrup", forhandlet af Jeko Metalvarefabrik
  • "Drik-let", forhandlet af Blakshøjgård
  • "Anti-spild-trug", forhandlet af Fabrikken Unni

Ingen af trugene passede helt til grisenes størrelse, hvilket betød, at grisene trådte op i trugene. Dette var mest udtalt for Drik-let. Daglig rengøring var nødvendig for alle fabrikaters vedkommende. Rengøring var generelt nemt at foretage, da alle drikketrugene kunne vippes uden brug af værktøj.

Nibstrup-truget havde en flyder monteret i det ene hjørne af drikketruget. Flyderen fungerede tilfredsstillende, og der var en konstant vandmængde i drikketruget.

Truget Drik-let havde en drypventil, som skulle give et vandspejl i drikketruget. Ventilen fungerede ikke tilfredsstillende, og jævnlig justering af ventilen var derfor påkrævet. Den ustabile funktion betød, at ventilen ofte gav enten for meget eller intet vand. I perioder af døgnet var der derfor ingen vand i drikketruget. Drypventilen fungerede samtidig som almindelig bideventil, men var monteret for højt til at grisene kunne nå den.

Anti-spild-truget opsamlede spild fra bideventiler. Truget var kun egnet indtil grisene var ca. 6 uger gamle, da det ellers ikke kunne holde til grisenes aktivitet.

Fabrikatet Drik-let er blevet ændret siden undersøgelsen, så der - udover drypventilen - er en almindelig bideventil. Truget er ikke undersøgt med de nævnte ændringer.

Det er muligt, at nyfravænnede grise hurtigere vil kunne tilvænne sig vandforsyning fra drikketrug med et vandspejl sammenlignet med bideventiler. Det er ikke klarlagt, om der opnås bedre resultater ved brug af drikketrug fremfor ventiler.


Baggrund

Bideventiler har hidtil været den primære vandforsyning til fravænnede grise. Bideventiler fungerer tilfredsstillende - forudsat, at justering og montering er i overensstemmelse med anbefalingerne (Fokus på "Drikkeventiler", 1991, Landsudvalget for Svin). Korrekt brug af drikkeventiler kræver imidlertid også, at dyrene vænner sig til at bruge disse. Ved fravænning bliver grisene for første gang helt afhængige af vandforsyningen. Der kan derfor opstå en risiko for, at især de mindste grise i stien underforsynes med vand de første dage efter fravænning.

Det er muligt, at dyrenes vandbehov i højere grad dækkes, hvis vandet tildeles i drikketrug eller drikkekopper, hvor der er et vandspejl. Vandspejlet skulle gøre det nemmere for dyrene at tilvænne sig vandforsyningen, og især være til fordel for de svageste grise, som måske ikke har kræfter til at aktivere en bideventil.

En tidligere undersøgelse har vist, at tildeling af opblødt foder ikke kan forventes at give bedre produktionsresultater end tildeling af tørfoder i simple automater og vand fra bideventiler (Meddelelse nr. 264, Den rullende Afprøvning). Dette er dog forudsat, at grisene generelt trives godt og dermed har et højt tilvækstniveau. Det formodes derfor, at besætninger med et højt produktionsniveau ikke vil få forbedrede resultater ved brug af trug fremfor ventiler.

Der er oftest et vandspild fra almindelige bideventiler. Dette vandspild betyder, at gyllemængden øges, hvorved udgifter til opbevaring og udbringning af gylle stiger sammenlignet med, hvis der ikke er vandspild. Drikketrugene skulle hindre vandspild.

Formålet med undersøgelsen var at foretage en subjektiv bedømmelse af funktionen ved tre forskellige fabrikater af drikketrug.


Materiale og metode

Undersøgelsen blev gennemført i én besætning over en periode på 7 mdr. Der var to stier pr. fabrikat. Stierne målte 2,05 m × 3,55 m, og der var 30 grise pr. sti. Indsættelsesvægten var ca. 7 kg og afgangsvægten ca. 25 kg. Der var fuldspaltegulv (plast) og tørfodring efter ædelyst fra simple automater (Egebjerg). Stierne blev vasket mellem hvert hold.

Som supplement til undersøgelsen i besætningen blev der foretaget et besøg i andre besætninger, som brugte én af de undersøgte typer drikketrug.

Følgende fabrikater blev undersøgt:

  • "Nibstrup-truget", forhandlet af Jeko Metalvarefabrik
  • "Drik-let", forhandlet af Blakshøjgård
  • "Anti-spild-trug", forhandlet af Fabrikken Unni

Nibstrup-truget var forsynet med en flyder i det ene hjørne, så der konstant skulle stå vand i truget. Drikketruget blev af firmaet anbefalet som eneste vandforsyning i stien. Over Drik-let-truget var monteret en ventil, som angiveligt dryppede hele tiden. Herved var der vand i truget hele tiden. Samme ventil skulle også bruges som almindelig bideventil, og blev af firmaet anbefalet som eneste vandforsyning i stien. Anti-spild-truget var beregnet til montering under bideventiler for at opsamle af spildt vand fra ventilerne. Nærmere beskrivelser af drikketrugene er angivet i appendiks.

Registreringer

Der blev foretaget en subjektiv, systematisk vurdering af drikketrugene hver 14. dag. I vurderingen indgik:

  • grisenes adgangsforhold til truget - vurderet ud fra om der konstant var vand i truget, og om grisene uhindret kunne drikke frisk vand.
  • hygiejne i drikketruget
  • arbejde med rengøring
  • holdbarhed af drikketruget

Desuden blev der to gange i perioden foretaget en samlet bedømmelse af drikketrugene efter en skala fra "dårlig" (*) til "meget god" (****).


Resultater og diskussion

Den samlede bedømmelse af de enkelte drikketrug er angivet i tabel 1.

Tabel 1. Funktionsmæssig bedømmelse af drikketrug

Fabrikat

Nibstrup

Drik-let

Anti-spild trug

Adgang til vand

***

*

***

Hygiejne

***

**

***

Rengøring

****

***

***

Holdbarhed

***

***

****

*=dårlig, **=mindre god, ***=god, ****=meget god

Adgang til vand

Flyderen i Nibstrup-truget fungerede fint i hele perioden og justering var ikke nødvendig.

Drypventilen i Drik-let-truget var vanskelig at indstille. Oftest løb vandet fra ventilen eller også kom der ikke vand uden direkte aktivering. Dette skyldes, at ventilen var meget følsom overfor et varierende vandtryk.

Der var kun én ventil - i dette tilfælde til 30 fravænnede grise. Det forudsætter, at drypventilen fungerer tilfredsstillende hele tiden, for at sikre en konstant mængde vand i truget. Ventilen var placeret for højt, hvilket medførte, at grisene trådte op i truget for at nå den.

Kombinationen af bideventiler og vandspejl i Anti-spild-truget kom formodentlig de mindste grise til gode. Der var således vand i truget - uden, at grisene nødvendigvis skulle aktivere en ventil - samtidig med, at tilvænning til ventiler kunne ske.

I Drik-let-truget stod grisene ofte skævt for drikketruget eller trådte ofte op i truget når de skulle drikke. Dette tyder på, at udformningen af drikketruget ikke passer til grisenes størrelse. Også ved de to øvrige typer trug blev det - dog i begrænset omfang - observeret, at dyrene stod skævt i forbindelse med vandindtagelse, ligesom det blev observeret, at dyrene trådte op i drikketruget.

Nibstrup-truget og Drik-let-truget var beregnet til at være eneste vandforsyning i stierne. Skulle denne forsyning svigte, er det ikke muligt for dyrene at få vand andre steder.

Hygiejne

Der blev dagligt observeret svineri i trugene af et omfang, som nødvendiggjorde rengøring. Den primære årsag til svineriet var gødning fra grisenes klove, som et resultat af, at grisene trådte op i trugene. Trug af rustfrit stål - som Nibstrup-truget og Anti-spild-truget - gav ikke anledning til belægningsdannelser. Et trug af plast, som Drik-let, kunne lejlighedsvis give problemer med belægningsdannelser.

Rengøring

Daglig rengøring var påkrævet i alle typer drikketrug. Trug, som kunne vippes uden brug af værktøj, var nemme at håndtere ved rengøring. Dette gjaldt således Nibstrup-truget og Drik-let-truget. Anti-spild-truget kunne ligeledes vippes, men var vanskeligere at håndtere end de to øvrige drikketrug.

Rengøring af et plasttrug - som Drik-let - var dog vanskeligere end trug af rustfrit stål.

Holdbarhed

I Nibstrup-truget blev vandslangen - som var påmonteret flyderen - hurtigt ødelagt, og måtte udskiftes. Såvel flyder som selve drikketruget havde en god holdbarhed og gav ikke anledning til bemærkninger.

Der kom tydelige bidmærker i Drik-let-truget, hvilket medførte en risiko for øgede belægningsdannelser. Det vides ikke, hvilken påvirkning det har på holdbarheden på længere sigt. Anti-spild-truget havde en god holdbarhed.

Dyrenes adfærd 

Anti-spild-truget var kun egnet indtil grisene var ca. 6 uger gamle. På dette tidspunkt var grisene så store, at de med deres aktivitet kunne rive truget løs fra monteringsbeslagene.

Andet

Der forekom vandspild i forbindelse med den daglige tømning og rengøring af drikketrugene. Derfor vil der ikke nødvendigvis være mindre gyllemængder ved opsætning af drikketrug fremfor bideventiler. Omfanget af spildet blev ikke registreret.

Kapacitet

Når grisene drak optog de meget plads i forhold til hele trugets længde. Dette skyldtes, at de ikke stod ligefor truget. Det er derfor vanskeligt at bestemme udnyttelsen af truget. Det er derfor ikke muligt ud fra undersøgelsen at fastslå, hvor mange grise der kan være pr. trug af de forskellige fabrikater. Generelt anbefales flokstørrelser på maks. 60 grise, hvorfor det ikke er nødvendigt med kapacitet til mere end dette antal.

Montering

Truget monteres i nærheden af foderautomater enten i overgang mellem leje- og gødeareal eller i den del af gødearealet, der er nærmest foderautomaten. Det må ikke placeres i et hjørne.


Referencer

-

Fokus på "Drikkeventiler", 1991, Landsudvalget for Svin.

-

Automatisk tildeling af opblødt foder til smågrise (4-10 uger) (1993). Meddelelse nr. 264, Landsudvalget for Svin.


Appendiks

Til Erfaringer fra Den rullende Afprøvning, august 1994

Nibstrup - Jeko Metalvarefabrik

Drikketrug

Beskrivelse (firmaoplysninger)

Drikketruget er fremstillet af rustfrit stål. Der er monteret en flyder i det ene hjørne, så der konstant står vand i truget. Flyderen er beskyttet af en rustfri stålkappe, der er åben for oven. Vandet ledes til truget via en slange af PVC. Drikketruget, som er eneste vandforsyning i stien, kan vippes i forbindelse med rengøring.

Antal grise pr. drikketrug:

100

Bredde, cm:

60

Dybde, cm:

9

Afstand fra gulv til drikkekant, cm:

10-16 afhængig af fravænningsalder

Vejl. pris, (ekskl. moms):

Kr. 800,- (april 1994)


Adgang til vand

Der kunne opretholdes en konstant vandmængde i drikketruget. Truget var tilsyneladende ikke udformet efter grisenes størrelse, idet de ofte stod skævt i forhold til truget.

Hygiejne

Vandet i truget blev beskidt i løbet af et døgn. Det blev kun sjældent observeret, at dyrene gødede i drikketruget. Det kan ikke udelukkes, at der blev dannet uhygiejniske belægninger i flyderanordningen i Nibstrup-truget, men med rengøring mellem hvert hold blev dette ikke anset for at være et problem.

Rengøring

Rengøring blev foretaget med højtryksrenser før indsættelse af nye grise. Derudover var det nødvendigt med daglig rengøring med børste. Truget var nemt at håndtere ved rengøring.

Holdbarhed

Vandslangen - som var påmonteret flyderen - var indenfor dyrenes rækkevidde, og blev hurtigt ødelagt af bid fra grisene. Såvel flyder som selve drikketruget havde en god holdbarhed, og der var ikke synligt slid.

Andet

Drikketruget er eneste vandforsyning, og dyrene vænner sig derfor ikke til at aktivere en ventil for at få vand.

Ændring

Kappen er nu lukket for oven. Slangen kan monteres i rør eller lignende, så den er uden for grisenes rækkevidde. Truget er ikke bedømt med de nævnte ændringer.

Drik-let - Blakshøjgård

Drikketrug

Beskrivelse (firmaoplysninger)

Drikketruget er fremstillet af plast, og er ved hjælp af et gitter opdelt i "drikke-rum" for at hindre, at dyrene lægger sig i truget. Over truget er monteret en ventil, som skal dryppe hele tiden. Derved skabes et vandspejl i drikketruget. Ventilen bruges samtidig som almindelig bideventil, og er beregnet som eneste vandforsyning i stien. Der er - udenfor grisenes rækkevidde - monteret en vandslange til brug ved rengøring af drikketruget. Drikketruget kan vippes i forbindelse med rengøring. Der er to forskellige størrelser trug.

Antal grise pr. drikketrug:

60 eller 100 afhængig af trugtype

Bredde, cm:

77 eller 123

Dybde, cm:

24

Bredde af "drikkerum", cm:

10

Afstand fra gulv til ventil, cm:

30

Vejl. pris, (ekskl. moms):

Kr. 998,- eller

kr. 1.098,- afhængig af trugtype (april 1994)


Adgang til vand

Det var vanskeligt at få drypventilen til at dryppe. Det krævede værktøj at justere ydelsen i ventilen, ligesom det var generende at skulle foretage jævnlige justeringer. Vandet bør være fri for okker for at mindske generne med den ustabile funktion af drypventilen. Grisene trådte ofte op i drikketruget, både for at drikke og for at aktivere ventilen. Ventilen var imidlertid placeret så langt nede over drikketruget som muligt, og kunne ikke flyttes længere ned uden at hindre drikketrugets vippefunktion ved rengøring.

Hygiejne

Vandet i truget blev meget beskidt i løbet af et døgn. Det blev kun sjældent observeret, at dyrene gødede i drikketruget.

Rengøring

Rengøring blev foretaget med højtryksrenser før indsættelse af nye grise. Derudover var det nødvendigt med daglig rengøring med børste. Truget var let at håndtere ved rengøring. Brug af vandslangen ved den daglige rengøring medførte et vandspild. Der var af og til belægningsdannelser, som var vanskelige at fjerne uden højtryksrenser.

Holdbarhed

Drikketruget havde mærker og ridser efter bid.

Ændring

Drypventilen over truget er udskiftet med en almindelig bideventil. Over truget - men udenfor grisenes rækkevidde - er der monteret en drypventil, som kan justeres med snapskrue. Drikketruget er ikke bedømt med de nævnte ændringer.

Anti-spild-trug - Fabrikken Unni

Drikketrug

Beskrivelse (firmaoplysninger)

Drikketruget er fremstillet af rustfrit stål. Det er beregnet til montering under bideventiler. Drikketruget samler vandspild fra ventilerne. Drikketruget kan vippes i forbindelse med rengøring. Endvidere kan det løftes af beslagene på væggen/­skillerummet og flyttes til en anden sti.

Antal grise pr. drikketrug:

Variabel, da det afhængig af antallet af bideventiler

Bredde, cm:

100

Dybde, cm:

14

Afstand fra gulv til drikkekant, cm:

12

Vejl. pris, (ekskl. moms):

Kr. 430,- (april 1994)


Adgang til vand

Mængden af vand i drikketruget var afhængig af bideventilernes ydelse.

Hygiejne

Vandet i truget blev beskidt i løbet af et døgn. Det blev kun sjældent observeret, at dyrene gødede i drikketruget.

Rengøring

Rengøring med højtryksrenser blev foretaget før indsættelsen af nye grise. Derudover var det nødvendigt med daglig rengøring med børste. Drikketruget var vanskeligt at håndtere.

Holdbarhed

Drikketruget havde en god holdbarhed, og der var ikke synligt slid.

Andet

Drikketruget var kun egnet til brug de første 8-14 dage efter fravænning - svarende til ca. 6 uger gamle grise. På dette tidspunkt var grisene så store, at de rev truget af monteringsbeslagene. Det var ikke praktisk muligt at hindre dette, uden at daglig rengøring af drikketrugene blev vanskelig.


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Lisbeth Brogaard Petersen

Udgivet: 4. august 1994

Dyregruppe: Smågrise

Fagområde: Inventar