Faringsforløbet blev sammenlignet i 4 besætninger med under 0,8 dødfødte grise pr. kuld og i 4 besætninger med over 1,0 dødfødte grise (henholdsvis "få" og "mange") pr. kuld.
I besætningerne med "få" dødfødte grise var der flere faringer om dagen end i besætningerne med "mange" dødfødte grise. Der var færre tilfælde af fødselshjælp i besætningerne med få dødfødte grise. I besætningerne med "mange" dødfødte grise var der stor forskel i antal dødfødte efter faringer om natten eller om dagen. Når der blev gennemført fødselshjælp i besætningerne med "mange" dødfødte, blev en stor del af de dødfødte grise født efter indgrebet. Disse forskelle antyder, at der i nogle besætninger er aktiviteter, som direkte eller indirekte påvirker soens faringstidsforløb og tidspunktet for faring.
Forskelle imellem de to grupper af besætninger i kuldstørrelse, søernes alder, søernes huld, antal dage i farestalden før faring, varighed af faring, frekvens af fødselshjælp, grisenes fødselsvægt, blodets indhold af E-vitamin og selen eller tidspunkt for grisenes død i forhold til fødselstidspunktet kunne ikke forklare forskellen i antal dødfødte grise pr. kuld. En del af disse faktorer forklarede antal dødfødte grise pr. kuld indenfor den enkelte besætning.
Alle undersøgte søer havde tilstrækkeligt med E-vitamin og selen i blodet 2-3 uger før forventet faring.
Dødstidspunktet for de dødfødte grise i forhold til faringstidspunktet var ens i de to grupper af besætninger. Obduktion viste, at 13 pct. af de registrerede dødfødte grise i begge grupper havde trukket vejret. Dette bør opfattes som et acceptabelt niveau for fejlregistrering.
Et forhøjet antal dødfødte grise pr. kuld kan ikke altid forklares med høj kuldstørrelse eller gamle eller fede søer. I stedet bør man se på forhold, som påvirker forløbet af faringen. Typen af disse forhold er ikke afklarede, men det kan være behandlingen af soen i perioden op til faringen, aktiviteter som medfører uro i farestalden, og årsagerne til og forløbet af fødselshjælp.