Brunstforhold hos søer

En løbestrategi, der både giver gode reproduktionsresultater og er økonomisk realistisk skal baseres på de observationer, der gøres ved brunstkontrollen. Aktuelle undersøgelser viser, at løbestrategien skal tilpasses såvel tidspunktet for første observation af stående brunst som brunstlængden.

I en afprøvning (Meddelelse nr. 313) gennemført på Forsøgsstation Grønhøj blev 118 søer brunstkontrolleret og skannet hver 8. time. Det blev fundet, at søerne i gennemsnit kom i brunst 92 timer efter fravænning og havde en gennemsnitlig brunstlængde på 60 timer. Samtidig viste det sig, at søer, der kom tidligt i brunst, ofte havde en lang brunst, og søer, der kom sent i brunst, havde en kort brunst. Skanningen viste, at søerne i gennemsnit havde ægløsning, når 71 pct. af brunsten var forløbet. Brunstens begyndelse blev defineret som tidspunktet for første stårefleks fratrukket 4 timer, og brunstens ophør som den sidste stårefleks tillagt 4 timer (4 timer = ½ brunst kontrol interval).

Registrering af begyndelse af brunsten og brunstens ophør og brunstlængden afhænger af det enkelte dyr samt, hvordan hver enkelt driftsleder tolker soens brunsttegn.

En undersøgelse af varigheden fra fravænning til brunstbegyndelse og af brunstlængden i forskellige besætninger vil kunne vise, om resultaterne fra afprøvningen på Forsøgsstation Grønhøj kan genfindes i andre besætninger.

Det var undersøgelsens formål at undersøge, hvor stor variation der er i varigheden fra fravænning til begyndelsen af brunsten samt brunstlængden i seks forskellige besætninger i forhold til resultater fra afprøvningen på Forsøgsstation Grønhøj. Herved opnås et bedre grundlag for rådgivning i løbestrategi i de enkelte produktionsbesætninger.

Undersøgelsen blev gennemført i seks produktionsbesætninger i august/september 1995.

Før starten på afprøvningen blev hver besætning besøgt. Ved interview blev besætningen beskrevet med hensyn til arbejdsrutiner i løbeafdelingen herunder brunstregistrering og løbestrategi. Indretning af løbeafdeling herunder opstaldningsforhold og ornekontakt blev beskrevet efter staldbesøg i besætningen.

Besætningernes størrelse og produktionsresultater ved undersøgelsens begyndelse er beskrevet i tabel 1.

Alle seks besætninger benyttede hovedsageligt KS, hvor ornen kun blev brugt til problemsøer og sopolte. Besætning 5 benyttede hovedsageligt intern KS.

I alle seks besætninger havde de fravænnede søer god kontakt til ornen. Alle besætningerne udførte brunstkontrol to gange dagligt undtagen besætning 5, som kun udførte brunstkontrol én gang dagligt. Besætning 4 begyndte brunstkontrollen 3 døgn efter fravænning, besætning 1 og 3 begyndte 4½ døgn efter fravænning og besætning 2, 5 og 6 begyndte brunstkontrollen 5 døgn efter fravænning. Besætning 1 og 6 udførte brunstkontrol samtidig med andre arbejdsopgaver, hvorimod de øvrige besætninger udførte den som en selvstændig arbejdsopgave.

I undersøgelsen blev søerne fravænnet på dag 0, og brunstregistreringen blev påbegyndt 2 døgn senere. De 3 besætninger, hvor søerne blev fravænnet onsdag, blev brunstkontrollen således påbegyndt fredag morgen. I de 3 besætninger, hvor søerne blev fravænnet torsdag, blev brunstkontrollen påbegyndt lørdag morgen. Der blev foretaget brunstkontrol to gange dagligt (morgen og eftermiddag). Brunstkontrollen fortsatte, til der ikke blev observeret stående brunst ved to på hinanden følgende kontroller. Brunstkontrollen fortsatte indtil dag 7 efter fravænning.

Ved brunstkontrol skulle driftslederen registrere, om soen kunne løbes (+ stårefleks) eller ikke kunne løbes (÷ stårefleks). Hver driftsleder i de seks besætninger bibeholdt sin egen måde at kontrollere brunsten på, således at registreringerne vedrørende brunstens begyndelse og længde svarede til det, der normalt blev observeret i besætningerne.

Der blev ligeledes registreret dato og klokkeslæt, når en so blev løbet eller insemineret.

Brunstens begyndelse blev defineret, som tidspunktet midt imellem sidste gang soen blev observeret ikke i brunst, og første gang der blev observeret stående brunst. Brunstophør blev defineret, som tidspunktet midt imellem sidste gang soen viste stående brunst, og første gang soen blev observeret ikke i brunst.

Produktionsresultaterne blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under proceduren GLM. Der blev foretaget seks parvise sammenligninger, og sikkerhedsniveauet blev fastlagt ved en Bonferroni-t-test, hvorved p-værdien blev korrigeret for, at der foretages flere parvise sammenligninger.

Undersøgelsen omfattede i alt 304 søer, hvoraf 4 søer udgik på grund af registreringsfejl og 32 søer kom ikke i brunst i undersøgelsesperioden. Brunstoplysninger på 300 søer er angivet i tabel 2.

Den gennemsnitlige brunstlængde i de seks besætninger varierede fra 36 til 61 timer. Dette kan skyldes variation mellem de enkelte driftslederes definition af stående brunst, men kan også være et reelt udtryk for biologiske forskelle mellem besætninger. Som det ses i tabel 2, var der ligeledes en meget stor variation i brunstparametrene mellem søerne.

Der var en statistisk sikker kortere brunstlængde i besætning 1, 3 og 5 sammenlignet med den registrerede brunstlængde på Forsøgsstation Grønhøj. Brunstlængden i de øvrige besætninger var ikke forskellig fra Forsøgsstation Grønhøj.

Besætning 3 havde en statistisk sikker kortere brunst end de øvrige fem besætninger i undersøgelsen. Det er muligt, at dette skyldes, at besætningen i undersøgelsesperioden var i gang med en udvidelse af besætningen, og at dette har medført en ændring i arbejdsproceduren. Der findes herudover ingen umiddelbare nærliggende forklaringer.

I besætning 5 kom 20 procent af søerne ikke i brunst indenfor 7 dage efter fravænning. Dette kan skyldes, at søerne i besætningen i gennemsnit fravænnes omkring 21 dage. I de øvrige besætninger fravænnes der efter 26-28 dage.

Sammenlignet med Forsøgsstation Grønhøj var perioden fra fravænning til brunstbegyndelse statistisk sikker forskellig for alle besætningerne. Søerne på Forsøgsstation Grønhøj blev i gennemsnit fundet i brunst 12 timer før søerne i de seks besætninger. En af årsagerne kan være, at brunstkontrollen på Forsøgsstation Grønhøj blev udført tre gange i døgnet mod kun to gange i besætningerne.

En anden mulig årsag er, at søerne i løbeafdelingen på Forsøgsstation Grønhøj var løsgående, hvorimod søerne i de seks besætninger alle var individuelt opstaldede i løbeafdelingen.

Der blev fundet en statistisk sikker sammenhæng mellem perioden fra fravænning til brunstens begyndelse og brunstlængden. Det vil sige, at en so, som kommer tidligt i brunst efter fravænning, forventes at have en lang brunst, og en so, der kommer sent i brunst, forventes at have en kort brunst.

I tabel 2 ses sammenhængen mellem tidspunktet for brunstens begyndelse og den efterfølgende brunstlæng­de. For hver dag senere brunsten begynder forkortes brunstlængden i de seks besætninger med mellem 9 og 18 timer. I gennemsnit forkortes brunstlængden med 13 timer for hver dag senere brunsten begynder. På Forsøgsstation Grønhøj blev det fundet, at for hver dag senere brunsten begyndte blev brunstlængden forkortet med 18 timer. I besætning 3 er der ikke fundet en statistisk sikker sammenhæng mellem brunstens begyndelse og brunstlængden og den er derfor ikke medtaget i tabel 3.

Der blev ikke påvist nogen forskel i brunstlængden og i tiden fra fravænning til første brunstobservation mellem 1. lægssøer og ældre søer. Ligeledes blev der ikke påvist nogen effekt af diegivningslængden.

Tidspunktet for første observation af stående brunst er vist i tabel 4. Det ses, at der var stor forskel mellem besætninger på, hvornår søerne blev observeret i brunst efter fravænning. I besætning 2, 4 og 6 kom størstedelen af søerne i brunst på dag 4 (96 timer) efter fravænning. I besætning 1, 3 og 5 kom størstedelen af søerne i brunst på dag 5 (120 timer) efter fravænning. På dag 5 var omkring 90 procent af alle søer i besætningerne i brunst.

I besætninger hvor brunstkontrollen først påbegyndes dag 4 eller 5, kan det medføre, at søer, som observeres i brunst ved første brunstkontrol efter fravænning, giver et misvisende mål for, hvor i brunsten den enkelte so befinder sig.

Ud fra disse resultater bør brunstkontrollen påbegyndes allerede på dag 3 efter fravænning for at få alle søernes brunstbegyndelse med.

Sammenhængen mellem tidspunktet for brunstens begyndelse og brunstlængden som blev fundet på Forsøgsstation Grønhøj, blev ligeledes påvist i fem af besætningerne i undersøgelsen. Denne viden kan bidrage til planlægning af en løbestrategi. Søer, der kommer i brunst tidligt efter fravænning, vil ofte have en lang brunst, og ægløsningen kan forventes at ske længe efter første brunstobservation. Søer, som derimod kommer sent i brunst efter fravænning, vil ofte have en kort brunst, og ægløsningen ligger dermed tidligt efter første brunstobservation.

På baggrund af ovenstående resultater og ved at antage, at ægløsningen sker når 71±14 pct. af brunsten er forløbet, kan der udformes en løbestrategi for besætninger med en brunstlængde på cirka 50 timer. Tidligere undersøgelser har vist, at et optimalt resultat fås efter inseminering i intervallet 24 timer før ægløsning til 4 timer efter ægløsning. Ud fra dette ses i tabel 4 den løbestrategi som kan anbefales i fem af besætningerne.

Er stående brunst observeret på dag 3 efter fravænning, forventes ægløsningen først længe efter brunstens begyndelse. En løbestrategi, hvor soen løbes første gang 24 timer efter første brunstobser­vation og anden gang 24 timer senere, giver en god udnyttelse af sæden.

Besætning 3 bør, med en gennemsnitlig brunstlængde på 36 timer, løbe søerne 12 timer efter brunstbegyndelse og igen 12 timer herefter. I besætningen blev der ikke fundet en sammenhæng mellem perioden fra fravænning og den efterfølgende brunstlængde. Dette medfører, at der anbefales den samme løbestrategi til alle søerne i besætningen.

For alle besætningerne gælder, at hvis søerne er i brunst mere end 24 timer efter sidste løbning foretages yderligere en løbning.

På grund af de store variationer mellem besætningerne i brunsttidspunkt og brunstlængde anbefales det at registrere disse forhold i besætninger for cirka 50 søer, for på baggrund af disse registreringer at fastlægge den optimale løbestrategi.