Håndtering af søer i perioden op til faring

En forundersøgelse af årsager til dødfødte grise har vist, at der kunne være en sammenhæng mellem frekvensen af faringer om natten og antal dødfødte grise pr. kuld. I den enkelte besætning var der ikke forskel på antal dødfødte grise hos de søer, der farede om dagen og hos de søer, der farede om natten.

Driftslederen må nødvendigvis udføre en række aktiviteter, der kan gøre søerne nervøse. Her kan nævnes vaccination, sygdomsbehandling samt flytning og håndtering af søer og diegivende grise. Afhængigt af dyrenes tidligere erfaringer samt af driftslederens og dyrenes eget temperament, så vil påvirkningen variere fra so til so og fra besætning til besætning.

En forklaring på, at nogle besætninger har mange dødfødte grise pr. kuld, og samtidig kan have mange faringer om natten, kan være, at søerne er blevet angst for menneskelig kontakt. Angsten kan så føre til, at søerne ikke farer i dagtimerne, hvor der er mennesker i stalden. Selvom faringerne så sker i en periode uden mennesker i stalden, er det muligt, at angsten hos søerne stadig medfører et dårligt faringsforløb, så der fødes for mange dødfødte grise. Frygt for menneskelig kontakt kan tænkes at opstå, hvis søerne kun er i kontakt med driftslederen, når de flyttes, løbes og vaccineres. Derved vil de forbinde driftslederen med noget ubehageligt, og måske blive nervøse, når der er mennesker tæt på, som det fx sker, når driftslederen arbejder i farestalden.

Sammenhæng mellem frygt og et dårligt faringsforløb er dokumenteret i forsøg, der viser, at ophidselse af soen medfører udskillelse af adrenalin, hvilket medfører ophør eller svækkelse af veerne.

Det er ikke afklaret, om teorien om sammenhæng mellem frygt for driftslederen og et dårligt faringsforløb er korrekt, eller hvilke aktiviteter der kan have størst betydning for det efterfølgende faringsforløb. Derfor blev der igangsat en forundersøgelse, der skulle afklare, om søer med en positiv opfattelse af driftslederen hyppigere ville fare i dagtimerne, og om forløbet af faringen blev forbedret i form af færre dødfødte grise.

Afprøvningen blev gennemført i tre besætninger, hvor en stor del af faringerne forekom om natten, og de mindst 1,0 dødfødte grise pr. kuld ikke kunne forklares på anden måde.

Søer og gylte indgik i forundersøgelsen fire uger før forventet faring. I alle besætningerne var søerne opstaldet efter ugehold. For at behandlingen af en so i forsøgsholdet påvirkede søerne i kontrol-holdet mindst muligt, blev tre til fem søer, der stod ved siden af hinanden, tildelt samme holdnummer. Det gennemsnitlige kuldnummer blev holdt ens i de to grupper.

Det blev tilstræbt at give søerne i forsøgsholdet en positiv opfattelse af driftslederen. Den person, der normalt overvågede faringerne, striglede søerne i forsøgsgruppen én gang ugentligt i de sidste fire uger før faring. I kontrolgruppen modtog søerne ingen behandling. Ved første behandling blev søerne striglet med en stiv børste indtil de fandt sig i behandlingen, mens søerne de følgende gange blev striglet med cirka 20 strøg. Den anvendte behandling blev valgt på basis af praktiske erfaringer, da der ikke er beskrevet en behandling, der med sikkerhed kan give søerne en positiv opfattelse af driftslederen.

Søerne blev flyttet til farestalden 1-2 uger før faring, og tidspunkt for observation af påbegyndt og afsluttet faring, tilfælde af fødselshjælp og antal levendefødte og dødfødte grise blev registreret.

Registrering af det eksakte faringstidspunkt blev kun foretaget i besætningernes normale arbejdstid, hvorfor faringer registreret i perioden mellem klokken 8.00 og 18.00 (10 timer) blev registreret som faringer i dagtimerne, mens faringer, indledt indenfor de resterende 14 timer, er faringer om natten. Ved en ligelig fordeling af faringer over hele døgnet forventes det, at 42 pct. af søerne begynder at fare i den periode, der er defineret som dagtimer, mens 58 pct. af søerne vil fare om natten. På basis af tidspunktet for påbegyndt og afsluttet faring og antal grise født i dette interval kunne en rå beregning af minutter imellem grisene beregnes. Sikkerheden af denne værdi vil dog afhænge af, hvor hyppigt søerne tilses.

Den statistiske behandling af resultaterne blev udført ved at analysere antal levende- og dødfødte grise pr. kuld ved lineær regression, mens frekvens af faringer om dagen blev analyseret ved khi-i-anden test.

Resultaterne i de 3 besætninger er angivet i tabel 1.

I besætning nr. 1 var antallet af søer, der farede om dagen, hvad der kunne forventes i såvel forsøgs- som kontrolgruppen. I besætning 2 og 3 var der statistisk sikkert flere faringer om natten end i arbejdstiden. Trods dette kunne der ikke påvises en effekt af behandlingen.

I besætning nr. 1 var der tendens til statistisk sikkert højere kuldstørrelse i gruppen, der blev striglet. Grupperne blev kun behandlet forskelligt i den sidste måned af drægtigheden. Da de fostre, der tilbagedannes i løbet af den sidste måned af drægtigheden, burde være iagttaget som dødfødte grise, er der sandsynligvis tale om et tilfældigt resultat. Der kunne da heller ikke påvises nogen forskel i kuldstørrelse i de to øvrige besætninger.

Intervallet mellem fødsel af to grise blev beregnet for de faringer, der foregik i dagtimerne. Varigheden af en faring blev bestemt som perioden fra tidspunktet for første observation af igangværende faring og antal fødte grise på dette tidspunkt, og tidspunktet hvor driftslederen forventede, at faringen var overstået. Intervallet blev derfor påvirket af, hvor hurtigt driftslederen konstaterede, at faringen var overstået og af antallet af tilsyn omkring faringen. Faringerne varede i gennemsnit 34 minutter pr. gris. De 90 pct. af faringerne varierede mellem 15 og 60 minutter pr. gris. Dette stemmer overens med tidligere opgørelser. Beregningen af minutter mellem grisene i besætning nr. 1 blev kun baseret på henholdsvis 20 og 33 observerede faringer.

Søerne i forsøgsgruppen blev striglet med cirka 20 strøg én gang ugentligt i de sidste fire uger før forventet faring. I to af besætningerne angav driftslederen, at dette gjorde søerne mere tillidsfulde, mens dette ikke blev observeret i besætning nr. 1.

Ved besætningsbesøgene var det ikke muligt at observere en forskel på søernes reaktion overfor fremmede.

Der blev ikke fundet statistisk sikre effekter af behandlingen. Dette kan enten skyldes, at søerne i de tre besætninger ikke var angst for menneskelig kontakt, at angst for menneskelig kontakt ikke havde betydning for forløbet af faringen, eller at den anvendte behandling ikke ændrede på søernes angst for driftslederen.