19. marts 1997

Erfaring Nr. 9703

Gulvtyper i slagtesvinestier med restriktiv vådfodring

Undersøgelsen viste, at fast leje, som etableres i fuldspaltegulvsstier med restriktiv vådfodring, ikke medfører helt den samme gode stihygiejne som fuldspaltegulv.

Seks forskellige gulvprofiler blev sammenlignet i slagtesvinestier baseret på restriktiv vådfodring. Undersøgelsen blev gennemført i én besætning med fuldspaltegulv i perioden juli til september måned, for således at undersøge stifunktionen i årets varmeste periode. Eksisterende fuldspaltegulvsstier i besætningen blev ændret således, at der blev støbt fast gulv oven på fuldspaltegulvet i en del af stien.

Gruppe 1:

Fuldspaltegulv (kontrol)

Gruppe 2:

Fast gulv langs stisiden modsat krybben, spaltegulv i gødeareal

Gruppe 3:

Fast gulv langs stisiden modsat krybben, spaltegulv i begge sti-ender

Gruppe 4:

Fast gulv i hele stiens bredde, spaltegulv i gødeareal

Gruppe 5:

To “øer” af fast gulv i den halvdel af stien der udgør lejeareal. Der er spaltegulv uden om “øerne”.

Gruppe 6:

Én “ø” af fast gulv midt i stien. Spaltegulv i sti-ender samt smalt bælte langs krybbe og stiadskillelse i modsatte side.


Stihygiejnen var ringere i gruppen med traditionelt delvist spaltegulv end i de øvrige grupper. Der var ikke entydig forskel mellem de øvrige grupper, som dog alle have en ringere stihygiejne end almindelig fuldspaltegulv. Der var ikke forskel i forekomsten af benskader imellem grupperne.

Undersøgelsen viste, at fast leje, som etableres i fuldspaltegulvsstier med restriktiv vådfodring, ikke medfører helt den samme gode stihygiejne som fuldspaltegulv. Det er derfor relevant at videreudvikle en sti, der kombinerer restriktiv vådfodring med fast gulv og herunder inddrage spaltegulvets beskaffenhed i form af materiale, åbningsareal mm.



Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Lisbeth Brogaard Petersen

Udgivet: 19. marts 1997

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Inventar