Nürtingerstald til slagtesvin

Stalde til slagtesvin er traditionelt baseret på isolerede bygninger - oftest med fuldspaltegulv eller delvist spaltegulv. Alternativet til isolerede stalde har været dybstrøelsesstalde, som er forbundet med et øget arbejds- og halmforbrug.

Der har derfor været interesse for at udvikle uisolerede slagtesvinestalde med lavt arbejds- og halmforbrug. Der er imidlertid ikke foretaget en systematisk udvikling af sådanne stalde og hidtidige forsøg med uisoleret byggeri uden dybstrøelse har været problematiske.

Formålet var at klarlægge funktion af en uisoleret slagtesvinestald af typen “Nürtinger”. “Nürtinger-stald” er et tysk staldkoncept bestående af en uisoleret bygning med vindbrydende net i øverste del af ydervæggen i stedet for fast ydervæg. Grisene er opstaldet i forholdsvis store stier med delvist spaltegulv og isolerede huler i lejet.

Nürtingerstalden var uisoleret og nybygget ved undersøgelsens start. Stalden var bygget efter det originale tyske patentbeskyttede Nürtingersystem, som firmaet Wagner Domino ApS forhandler i Danmark.

Stalden havde ingen gardiner uden for det vindbrydende net og der var ikke åben kip, ellers var stald- og stiindretning udformet efter retningslinierne, som foreskrevet i det tyske koncept for Nürtingerstalde til slagtesvin. Hulerne var importeret fra Tyskland.

Figur 1. Plan og snit af Nürtingerstald og -sti.
Figur 2. Staldindretning i Nürtingerstald.

Produktionen blev gennemført med kontinuerlig indsættelse, hvor Nürtingerstald konceptet er baseret på alt-ind alt-ud produktion.

Der var tre stier til slagtesvin og én sti til fravænnede grise (indtil ca. 40 kg). Sidstnævnte omfattede varmepanel i hulen og indgik ikke i undersøgelsen. En del af de indsatte grise i slagtesvinestierne havde dog været opstaldet i Nürtinger-smågrisestien indtil en vægt på ca. 40 kg. Resten af de indsatte grise i slagtesvinestalden kom fra traditionelle smågrisestalde i besætningen.

Grisenes lejeareal omfattede de patenterede isolerede “Nürtinger-huler” i begge sider af en sti. Plaststrimler monteret forrest i hulerne hindrede cirkulation af luft i hulerne, for således at opretholde en høj temperatur, som var baseret på grisens varmeproduktion. Plaststrimlerne kunne reguleres, så hulens dybde blev variabel. Der var gødeareal med spaltegulv i begge ender af en sti. Der var ensidigt fald på det faste gulv ned mod inspektionsgang. Gulv­hældningen på det faste gulv var 2 pct.

Prisen pr. stiplads (pr. marts 1997) er ca. kr. 1800,- inkl. forrum, udleveringsrum, teknikrum og fodringsanlæg (excl. gødningsopbevaring).

I tabel 1 er vist stald- og produktionsforhold i det originale Nürtingerkoncept og i den undersøgte besætning, som benævnes besætning 1.

Tabel 1. Produktionsforhold i Nürtingerstalde efter hhv. originalt koncept og i den undersøgte besætning (besætning 1)

Registreringer

En til to gange om måneden blev stiernes funktion vurderet af en tekniker fra Den rullende Afprøvning.

Registreringen blev foretaget på baggrund af en helhedsvurdering af stifunktionen, herunder grisenes ligge- og gødeadfærd i relation til hulerne, det faste gulv og gødearealet.

Huler

Der var indledningsvis problemer med svineri i de huler, der var nærmest gødearealerne. Efter en indkøringsperiode - som blandt andet omfattede en stigning i flokstørrelse fra ca. 60 til 90 grise - blev driften ændret, så grisene kun fik adgang til de midterste huler i begge sider af stien i forbindelse med indsættelse. Derved var 4 huler lukket pr. sti ved indsættelse. I takt med at grisene voksede, fik de adgang til de øvrige huler. Derved kunne hulerne stort set holdes rene og tørre, samtidig med at den oprindelige belægningsgrad blev bibeholdes. Gardinerne i hulerne blev reguleret to-tre gange i vækstperioden, så arealet var tilpasset grisenes størrelse.

Grisene lå ofte med hovedet eller blot trynen ud mellem gardinstrimlerne. Der var stort set altid grise, der lå lige uden for hulerne og disse grise kunne blokere for, at grise i hulerne kunne ligge “korrekt”. Denne adfærd var mest udtalt for grise over ca. 70 kg, og selv ved en lav belægningsgrad på ca. 1 m² pr. gris.

Hulerne op mod gavlen havde en ringere funktion end  hulerne i resten af stalden. Grisene var - især i kolde perioder - tilbøjelige til at klumpe sammen omkring stierne i modsatte stiside, dvs. længst væk fra gavlen. Først i den sidste del af vækstperioden gjorde de brug af hulerne mod gavlen. Dette kunne muligvis være forårsaget af kuldebroer i ydervæggen og fundamentet.

I sommerperioden gødede grisene i nogle af hulerne. Årsagen var formodentlig, at det var køligst udenfor hulerne, så mange grise foretrak at ligge i aktivitetsarealet i stedet. Derved var passagemulighederne til gødearealet forringet i det forholdsvis smalle stiareal mellem hulerne. Selv i varme perioder var der dog grise, der lå i hulerne med hovedet udenfor.

Der var intet slid på gardinerne i hulerne. Til gengæld åd grisene nogle gummimåtter, der - midt i forsøgsperioden - var lagt ind i hulerne for at optimere funktionen. Det blev dog vurderet, at gummimåtterne ikke havde haft nogen indflydelse på hulernes funktion, hvorfor de ikke blev erstattet af nye.

Gulv

Det ensidige fald på det faste gulv gjorde det vanskeligt at holde det faste gulv tørt - især i de perioder hvor grisene både gødede og urinerede på det faste gulv. Hvis der alternativt havde været dobbeltsidigt fald på gulvet, dvs. fald fra midten af stien ud mod hver sit gødeareal, havde “transportvejen” for gødning og urin været 5 m i stedet.

I forsøgsperioden blev der støbt et betonlag oven på det eksisterende gulv i to af stierne, så det ensidige fald blev ændret til fald mod begge gødearealer. Det lange ensidige fald på 10 m blev “forkortet” til 8,5 m, mens de resterende 1,5 m havde fald mod det andet gødeareal. Dette syntes at mindske omfanget af fugt på det faste gulv.

Dyrene gødede på det faste gulv både sommer og vinter. Der kunne ikke umiddelbart påvises et mønster i eller direkte årsagssammenhænge til denne gødeadfærd, som formodes at være resultatet af et samspil mellem driftledelse - herunder indsættelsesstrategi og belægningsgrad - samt stiindretning og -udformning. Det blev vurderet, at problemet med svineri på det faste gulv blev mindre mod afslutningen af registreringsperioden.

I en længere periode omkring vintermånederne blev der ophængt en presenning langs den ene ydervæg. Presenningen blev monteret, fordi størstedelen af svineriet på det faste gulv var i den del af hver sti, der vendte mod den pågældende ydervæg. Presenningen ændrede ikke gødeadfærden den første vinter, men havde tilsyneladende positiv effekt den efterfølgende vinter, hvilket understregede, at det oprindeligt foreskrevne regulerbare gardin med fordel kunne have været monteret.

En mulig årsag til svineri på det faste gulv kan være, at passagen mellem huler og foderautomater var smal, således at rangstærke grise kunne blokere for rangsvagere grise. Hvis grisene samtidig ikke benyttede det ene gødeareal på grund af trækforhold eller andre forhold, blev vigtigheden af passageforholdene synliggjort.

I varme perioder var der forøget forekomst af svineri på det faste gulv, dels som følge af, at grisene som nævnt lå på det faste gulv og derved hindrede passage til gødearealet, dels fordi grisene kunne køle sig på det fugtige faste gulv.

I løbet af perioden blev flokstørrelsen forsøgsvis ændret fra ca. 60 op til ca. 90 grise pr. sti. Derved blev arealet pr. gris mindsket til ca. 0,6 m² pr. gris og dette forbedrede ikke gødeadfærden, formodentlig fordi den øgede belægningsgrad mindskede passagemulighederne på det relativt smalle faste gulv.

Udfra en subjektiv vurdering udviste grisene forskellig adfærd afhængig af deres vægt. Der kunne som tidligere nævnt observeres forholdsvis store grise på over 70 kg, som lå ude på det faste gulv fremfor i hulerne, mens mindre grise i nabostien lå inde i hulerne. De grise, der lå udenfor hulerne spærrede for adgang til gødeareal samt foder- og vandforsyning.  Det var ikke muligt at sammenholde denne observation med brugen af presenning på ydervæggen, men det kan ikke udelukkes, at en alt-ind alt-ud produktion ville medføre en mere hensigtsmæssig adfærd, idet man med de foreskrevne justerbare gardiner i højere grad ville kunne skabe et klima, der var tilpasset de enkelte vægtklasser.

Gødeareal og gødningshåndtering

Der var to gødearealer pr. sti, men det ene gødeareal - mod inspektionsgang - blev benyttet i langt højere grad end det andet gødeareal. Det gødeareal, der ikke blev benyttet, var længst væk fra inspektionsgangen. Gyllen havde derfor også forskellig konsistens i de to gyllekanaler, således at gyllen var tyk og med kraftigt flydelag i dét gødeareal, der ikke blev brugt. Derved kunne der opstå problemer med udslusning af gyllen.

Der var indledningsvis en formodning om, at det var triangelristene i gødearealet, der var ubehagelige at gå på og derfor var årsag til, at grisene gødede på det faste gulv fremfor at gå ud i gødearealet. I forsøgsperioden blev triangelristene i én sti derfor erstattet af betonspaltegulv, hvilket tilsyneladende havde en positiv effekt i frostperioder, men ellers ikke.

Som supplement til drikkeventilerne i foderautomaterne var der to drikkekopper i hvert gødeareal. Det var kun drikkekopperne i det hyppigt besøgte gødeareal, der blev brugt.

Klimaforhold

I vinterhalvåret var temperaturen i stalden i korte perioder under frysepunktet og dette har givet anledning til frosne vandrør. Efter omlægning af vandrørene og permanent cirkulation af vandet kunne tilfrysning undgås.

For at mindske træk og for at hæve temperaturen i staldrummet blev der i vinterperioden som tidligere nævnt ophængt en presenning på dén ydervæg, der vendte ud mod det fri. Presenningen forblev ophængt selvom den i perioder blev vurderet til at være unødvendig. Derved kan presenningen have medvirket til en ringere stifunktion, pga. manglende ventilation gennem denne ene ydervæg. Ud fra en subjektiv vurdering var staldluften betydeligt ringere i den lukkede side af stalden end den åbne side. Medvirkende årsag til dette er formodentlig, at der ikke var åbning i kippen. Da der ikke var åben kip til luftcirkulation og udluftning i taget, blev der i sommerperioden afmonteret nogle tagplader for at øge luftcirkulationen i stalden.

Den resterende del af forsøgsperioden var der - udfra en subjektiv vurdering - en god luftkvalitet.

Der blev indledningsvis vasket mellem hvert hold, men da stierne ikke kunne tørres i vinterperioden blev denne vaskeprocedure begrænset til sommerperioden. I den resterende del af året blev stierne rengjort med skovl og der blev strøet Stalosan, hvis stierne var meget fugtige. I kolde og fugtige perioder klumpede dyrene sig alligevel sammen umiddelbart efter indsættelse. I løbet af forsøgsperioden og i takt med en optimering af stiens funktion,  bl.a. med velfungerende huler, blev nærmiljøet dog forbedret, hvorved dyrene kunne trives i stierne, uanset om indsættelsesvægten var 25 kg eller højere.

Indretningen af stalden afveg fra den originale Nürtingerstald på få - men tilsyneladende vigtige punkter: Den kontinuerlige indsættelse af grise, de manglende regulerbare gardiner samt den manglende åbning i kippen. Som følge af en utilfredsstillende stifunktion opstod der en række driftsmæssige afvigelser fra det originale Nürtinger-koncept i løbet af afprøvningsperioden - både i relation til sti- og staldindretning samt drift. Formålet med disse ændringer var at forbedre et uacceptabelt stort svineri på det faste gulv samt at forbedre funktionen af hulerne.

Efter ca. et halvt års drift fungerede hulerne generelt tilfredsstillende. I varme perioder var funktionen dog forringet, idet der kunne forekomme svineri i hulerne.

Det faste gulv fungerede ikke tilfredsstillende. Der var for mange, lange perioder med svineri på gulvet - også i kolde perioder. Det var generelt kun det ene gødeareal, der blev benyttet. I og med at konceptet for stierne foreskriver det lange, smalle faste gulv, er det formodentlig nødvendigt med gødeareal i begge ender af stien for at sikre adgangsforhold for dyrene til et gødeområde.

Det blev vurderet, at en åbning i kippen ville kunne medvirke til en større luftcirkulation, og således er vigtig for klimaforholdene såvel sommer som vinter.

Det var ofte vanskeligt konkret at klarlægge, hvilken betydning de foretagne driftsændringer havde - dels fordi der ofte blev foretaget mere end én ændring ad gangen, dels fordi der var så få stier, at en sammenligning af forskellige driftsforhold ikke kunne foretages.

Det kan udfra nærværende undersøgelse ikke generelt anbefales at etablere Nürtinger-stald til slagtesvin, da funktionssikkerheden var for dårlig, også set i relation til stipladsprisen.

Det kan dog ikke udelukkes, at stalden og stierne havde haft en bedre funktion, hvis alle anbefalinger vedrørende Nürtingerstaldens indretning og drift var blevet fulgt. De anvendte huler synes at være en god løsning som lejeareal i en uisoleret bygning, da inspektions­muligheder, grisenes udnyttelse af arealet samt grisenes mulighed for at ligge op ad en fast væg synes at være opfyldt. Bygningskonstruktionen - baseret på de oprindelige tyske anvisninger - med vindbrydende net og regulerbare gardiner giver mulighed for en stor luftcirkulation, som dermed medvirker til at der kan skabes en god luftkvalitet.

Såfremt man ønsker at inddrage dele af stald- og stitypen i andre sammenhænge, skal man være opmærksom på patentlovgivningen på området. Derudover skal man gøre sig klart, hvilke elementer der indgår i totalkonceptet for Nürtingerstalden og hvilke funktionsmæssige konsekvenser, det evt. kan få at bruge fx. hulerne i anden stiindretning og staldtype.

Nürtingerprincippet til smågrise er etableret i nogle få besætninger - enten som traditionelle Nürtinger-stier eller inspireret udfra Nürtinger-stierne. De få erfaringer, der foreligger fra disse besætninger, tyder på en god og stabil funktion af stierne. Stierne  her var væsentligt mindre end typiske tyske stier - svarende til 25-40 grise pr. sti.