21. august 1997

Erfaring Nr. 9707

Vaccination mod PRRS i sobesætninger

Ud af de 13 kronisk PRRS smittede sobesætninger der indgår i undersøgelsen, valgte 10 af disse at starte vaccination med Ingelvac PRRS vet. i løbet af juli/august 1996.

Ud af de 13 kronisk PRRS smittede sobesætninger der indgår i undersøgelsen, valgte 10 af disse at starte vaccination med Ingelvac PRRS vet. i løbet af juli/august 1996. Vaccinationsproceduren var vaccination af alle dyr mellem 3 og 18 uger ved opstart og herefter vaccination af smågrise i forbindelse med fravænning.

Ud af de 10 vaccinerende sobesætninger i denne afprøvning oplevede fire alvorlige problemer i forbindelse med anvendelse af PRRS vaccinen, fem havde symptomer på akutte PRRS sygdomsproblemer i soholdet i mindre grad eller kortere periode og en enkelt af besætningerne har aldrig set problemer i forbindelse med vaccination.

Der gennemgås besætningseksempler med resultater fra serologiske undersøgelser sammenholdt med produktionsresultater.

Det gennemsnitlige fald var på årsbasis 0,9 fravænnede grise pr. årsso i de undersøgte vaccinerende sobesætninger. Forventningerne til en øget tilvækst hos de vaccinerede slagtesvin blev ikke indfriet. Ligeledes skete der intet fald i dødeligheden. Behandlingshyppigheden faldt dog markant.

På baggrund af erfaringerne med vaccination mod PRRS i sobesætninger er det centrale i styringen af PRRS i den enkelte sobesætning fortsat korrekt rekruttering af nye avlsdyr. Kombineret med en eventuel omlægning af driftsformen i form af tilnærmet “alt ind-alt ud” produktion i små staldsektioner samtidig med, at der ikke tilbageføres grise i systemet, forventes det, at tabene som følge af PRRS kan reduceres. Denne driftsform vil ligeledes være en forudsætning for en eventuel delsanering. 



Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Karina Nymark, Per Nyby Pedersen, Anette Bøtner

Udgivet: 21. august 1997

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Sundhed/Veterinært