Drægtighedsstalde med løsgående søer opstaldet i stier med fælles ædebokse

Den danske lovgivning vedrørende indendørs hold af drægtige søer og gylte foreskriver, at drægtige søer og gylte skal være i løsdrift fra senest 4 uger efter løbning og indtil 7 dage før forventet faring. Loven trådte i kraft 1. januar 1999 for nye stalde. For stalde, der er taget i brug før denne dato gælder loven dog først fra 1. januar 2014. Derudover har slagteriselskaberne mulighed for at tegne kontrakter med producenter om produktion af UK-grise. UK-kravene svarer til den engelske lovgivning, som trådte i kraft 1. januar 1999. Det betyder, at søer skal være løsgående i flok eller individuelt i stier fra fravænning frem til 7 dage før forventet faring.

Ovennævnte forhold har skabt behov for at kunne indrette stalde og stier til løsgående drægtige søer. Der findes en række forskellige opstaldningssystemer til løsgående drægtige søer. Udgangspunktet for valg af stitype er primært baseret på hvilket fodringsprincip der ønskes anvendt.

Det var formålet at indsamle og bearbejde erfaringer fra besætninger, der havde etableret stalde med løsgående drægtige søer i stier med fælles ædebokse.

Der blev foretaget en systematisk indsamling af data og erfaringer vedrørende stald- og stiindretning i 6 besætninger med løsgående drægtige søer, hvor flere stier var fælles om et sæt ædebokse.

Materialet blev indsamlet ved hjælp af et besøg i besætningen, hvor besætningsejer og/eller driftleder blev interviewet samtidig med en grundig gennemgang og vurdering af drægtighedsstalden. Interviewet omfattede bl.a. forhold vedrørende stald- og stiindretning, fodring, strøelse, gødningshåndtering, rutiner i forbindelse med håndtering af dyrene, arbejdsforbrug samt generel management.

I 5 af besætningerne var stalden uisoleret og baseret på dybstrøelse i lejet og separat gødeareal. Fire besætninger havde vådfodring, mens de resterende to besætninger havde tørfodring. I alle besætninger var flokstørrelsen over 50 søer. Beskrivelse af besætningernes sti- og staldindretning fremgår af tabel 1. I appendiks 1 er vist en planskitse suppleret med en kort beskrivelse af stier og stalde.

Staldene havde alle været i brug i ca. 1 år og havde således alle været igennem en indkøringsperiode.

Resultatet fra erfaringsindsamlingen er opdelt i følgende afsnit:

• Produktionsresultater
• Fodring
• Strøelsestildeling og gødningshåndtering
• Håndtering af søer
• Sygdomme og skader
• Arbejdsforbrug
• Inventar
• Klima
• Generelt vedr. stiens funktion
• Anbefalinger vedrørende stier med fælles ædebokse

Tabel 1.  Produktionsforhold samt stald- og stiindretning i besætningerne

Produktionsresultater

Produktionsresultater er angivet i tabel 2. I besætning 1, 3 og 4 var der foretaget en besætningsudvidelse samtidig med omlægning til løsdrift. De resterende besætninger var nyetablerede og startede med polte og andelen af 1. lægssøer var derfor stor. I besætning 1, 5 og 6 var en mindre andel af søerne DLY - pga. mangel på avlsdyr i forbindelse med opstart.

Tabel 2. Produktionsresultater (a)

Fodring

I fire besætninger fik søerne vådfoder. Søerne æder vådfoder hurtigere end tørfoder, men det øger risikoen for uens huld, da nogle søer æder hurtigere end andre. Ekstra foderration til magre eller små søer kræver manuel tildeling af tørfoder i besætningen. Generelt var der dog kun reelle huldproblemer med tynde søer i én besætning, der på grund af fejlindtastning i fodercomputeren i en periode havde udfodret for lille mængde foder.

Ved vådfodring udfodrer én ventil ad gangen, hver ventil fodrer ud til 4-5 ædebokse, og det tog 3-4 minutter at fylde krybber til ca. 50 ædebokse. I denne periode er det uhensigtsmæssigt at lukke søerne ud til ædeboksene, idet der så opstod megen uro og løben frem og tilbage da ikke alle ædepladser havde foder i krybben. I besætning 6 - med 123 ædebokse - tog det således ca. 8 minutter at fylde alle krybber med foder. Denne tid blev i besætningen opfattet som værende for lang, hvorfor søerne blev lukket ud til ædeboksene selv om der manglede foder i fx 12 ædebokse. Derved opstod der unødig konkurrence, hvorved der var øget risiko for benskader. Samme erfaring var gjort i besætning 3.

Det må derfor frarådes at lukke søerne ud til ædeboksene før der er foder i alle krybber. Jo større flokkene er, jo længere tid vil det tage at udfodre. Derfor var problemet størst i besætning 6, som havde meget store flokke. I et sådant tilfælde kan det muligvis være fordelagtigt at tildele foderrationen over to omgange, så halvdelen af rationen er fodret ud når søerne lukkes ud. Dette vil reducere ventetiden, men kan evt. skabe uro i boksene, hvis nogle søer når at tømme krybben før anden halvdel af foderrationen tildeles.

I besætningerne med tørfodring kunne fyldning af foderkasserne påbegyndes ligeså snart kasserne var tømt og et hold var i gang med at æde. Derved blev der sparet tid, idet der normalt ikke var ventetid før næste hold søer kunne lukkes ud til ædeboksene. I tørfoderbesætningerne var det således praksis at lukke et hold søer ud til fodring umiddelbart efter, at forrige hold var lukket tilbage i stierne. Det var muligt at få fyldt foderkasserne op hurtigt nok, selv i besætning 4, der havde en flokstørrelse på 90 søer.

I besætning 4 blev der brugt forvanding i krybberne. Det tog ca. 5 min. at fylde krybberne med vand, hvorfor forvandingen blev påbegyndt samtidig med, at søer fra “forrige hold” blev lukket ud ad ædeboksene og drevet tilbage i stien. Søerne var generelt ikke interesserede i vandet efter endt fodring, hvorfor de var forholdsvis nemme at få tilbage i stierne. Derved var der ingen spildtid, idet forvandingen var slut samtidig med, at næste hold søer var fordelt i ædeboksene.

Tidsforbruget til fodring kan deles op i tre processer: tiden fra søerne lukkes ud af stien og til de er fordelt i ædeboksene, tiden til indtagelse af foder og tiden fra søerne lukkes ud af ædeboksene  til de er tilbage i stien. Appendiks 2 viser tidsforbruget til de tre processer.

Det samlede daglige tidsforbrug til at lukke søer ind og ud af boksene varierede fra i alt 2 til 8 minutter pr. sti besætningerne imellem. Det største forbrug var i besætning 6, der havde flest søer pr. sti, men som i øvrigt havde ømbenede søer pga. glat gulv, ligesom foderet - som tidligere nævnt ikke altid var udfodret i alle bokse, når søerne blev lukket ud af stierne. Mindste forbrug var i besætning 2 (ca. 2 min.), mens de øvrige besætninger brugte ca. 5 min. i alt pr. sti pr. dag.

Det reelle ekstra arbejdsforbrug ved systemet med fælles ædebokse - sammenlignet med fx et system med en ædeboks pr. so - er tiden til at lukke søer ind og ud af boksene. Hvis dette forbrug sættes til i alt 5 minutter pr. sti pr. dag - hvilket er en gennemsnitsbetragtning - svarer det til et merforbrug på 0,46 time pr. so pr. år, under forudsætning af 80 søer pr. sti. Det er dog i højere grad antallet af stier og adgangsforhold fra sti til ædebokse, end antallet af søer pr. sti, der er afgørende i denne forbindelse, da dette tidsforbrug ofte vil være det samme uanset om der er 50 eller 90 søer pr. sti. Fodringssystemet med fælles ædebokse medfører behov for at man befinder sig i stalden i højere grad end ved andre fodringssystemer.

I besætning 2, 3 og 4 blev der drysset lidt foder i lejet, med det formål at få søerne hurtigere tilbage i stierne efter endt fodring. Denne metode mindskede ikke entydigt arbejdsforbruget til tilbagedrivning af søerne.

Individuelt fodringssupplement til fx højdrægtige eller magre søer blev praktiseret i to besætninger og forøgede arbejdsforbruget lidt, fordi søerne var lidt længere tid om at indtage den større ration.

I besætning 5 blev der fodret 4 hold samtidig. Principielt ville man i sådan en situation kunne lukke 1. hold ud til 1. sæt ædebokse - gå videre til 1. hold i 2. sæt ædebokse, gå videre til 1. hold i 3. sæt ædebokse, gå videre til 1. hold i 4. sæt ædebokse og derefter returnere til 1. enhed og lukke 1. hold ud af ædeboksene og uddosere foder til 2. hold i enheden osv. Denne proces var imidlertid alt for arbejdskrævende, idet der opstod for meget spildtid. Derfor var der i besætningen blevet indarbejdet en rutine, der var baseret på, at lige så snart en “proces” var slut - fx at et hold havde ædt op eller at en uddosering var færdig - så skulle driftlederen være på det pågældende sted for at starte den efterfølgende proces - fx lukke holdet tilbage i stien eller lukke holdet ud til ædeboksene - og ikke befinde sig i den forkerte ende af stalden hvor der var en igangværende proces han alligevel ikke kunne fremskynde ved at kigge på den. Denne fodringsrutine indebar megen “løben frem og tilbage” for driftlederen, men minimerede tiden til fodring.

Tabel 3. Forhold, der øger arbejdsforbruget til fodring

Tabel 4. Forhold, der mindsker arbejdsforbruget til fodring - eller letter forhold vedr. fodringen

Der var i alle seks besætninger visse naturlige forhold og indarbejdede rutiner der påvirkede roen i stalden og arbejdsforbruget i forbindelse med fodring - både i positiv og negativ retning. Disse forhold er angivet i tabel 3 og 4.

I besætning 1 blev der givet et lydsignal (tudehorn) forud for fodring af hver sti. Derved kendte søerne deres plads i fodringsrækkefølgen, så de forholdt sig forholdsvist rolige indtil det var “deres tur. Hver sti havde sit eget signal.

Med ét sæt ædebokse er der maksimalt overblik, idet man kan koncentrere sig fuldt om det hold, der er i boksene.

Udfodring fra flere sæt ædebokse kræver større overblik end udfodring fra ét sæt ædebokse, især, hvis man skal minimere arbejdsforbruget i forbindelse med fodring.

Strøelsestildeling

I alle besætninger blev der brugt halm som strøelse. Hvedehalm var den hyppigst anvendte strøelsestype, men i perioder havde flere besætninger brugt byghalm. Strøelsesforbruget i besætningerne med dybstrøelse i lejet varierede fra ca. 400 kg pr. stiplads pr. år i besætningerne 1, 2 og 4 til godt 500 kg i besætning 3. Data fremgår af appendix 3.

I besætning 6, som havde en isoleret bygning, blev der dagligt tildelt halm i en mængde svarende til hvad søerne kunne æde i løbet af dagen - i alt ca. 40 kg pr. stiplads pr. år.

I de øvrige besætninger var der en strøelsesmåtte i lejet og halmen blev - indenfor besætning - tildelt efter samme princip hver gang med hensyn til tidspunkt, mængde og teknik. Hovedprincippet for tildelingen var, at fugtige områder skulle undgås, men en decideret manuel fordeling af halmen på fugtige steder i stien blev kun foretaget i besætning 2. I resten af besætningerne blev halmen tildelt ét eller to steder i stien, hvorefter søerne selv “fordelte” det.

I besætning 2, 3, 4 og 5 var der meget fugtigt i overgangen mellem leje- og gødeareal. Det fugtige areal omfattede 4-8 kvm af lejet nærmest gødearealet. Kun i besætning 1 var der reelt set ikke fugtige områder overhovedet i lejearealet. I besætning 2, 3, 4 og 5 var der forskellig grad af fugt i den øvrige del af lejet. Der var typisk fugtig strøelse ved ydervæggene og ved eventuelle portindgange, formodentlig pga. træk.

I besætning 1, 2 og 5 var leje- og gødeareal i samme niveau, mens lejet i besætning 3 og 4 var sænket i forhold til gødearealet. Denne indretningsforskel syntes ikke at have effekt på lejearealets beskaffenhed.

Der var totalt set en mindre del af lejet, der var fugtigt mod gødearealet hvis der var én passage fra gøde- til lejeareal (besætning 1 og 5) fremfor to (besætning 2, 3 og 4). I besætning 2 var der forsøgsvist lukket af for den ene passage i to af stierne, hvilket havde mindsket størrelsen af det fugtige areal i stien.

Selvom tre besætninger - 1, 2 og 4 - har haft omtrent samme strøelsesforbrug pr. stiplads pr. år, svarende til godt 400 kg, var behovet for udmugning meget forskelligt besætningerne imellem. Det skal tilføjes, at tidspunktet for udmugning af strøelse i begrænset omfang også har været tilpasset praktiske forhold omkring fx afskaffelse af gødning, og det kan derfor ikke udelukkes, at strøelsesmåtten i nogle af besætningerne kunne have ligget længere tid før udmugning reelt set var nødvendig.

Belægningsgraden i lejearealet varierede fra 1,1-1,5 kvm pr. so, men der var ikke stigende forbrug med stigende belægningsgrad. Det største forbrug var registreret i besætning 3. Strøelseshyppigheden var den eneste tydelige drifts- og indretningsmæssige forskel imellem besætning 3 og besætning 4, som havde et forbrug, der var 100 kg lavere pr. stiplads/år.

Håndtering af halm var baseret på hængebane eller minilæsser/rendegraver/traktor. Tre af de fem besætninger med dybstrøelse i lejearealet havde halmen opbevaret i samme bygning som drægtighedsstalden. Derved var der hurtig adgang til halmen uanset om der blev brugt halmbane eller minilæsser. Halmtildeling kunne derfor foregå fx imens et hold søer åd, hvilket også blev praktiseret i besætningerne - hvorved arbejdet blev effektiviseret. Derved nedsættes det totale arbejdsforbrug. I besætning 3 og 5 var halmlageret placeret uden for stalden, hvorved halmtildeling var en separat arbejdsopgave, der som regel ikke kunne udføres imens dyrene blev fodret.

Tildeling af foder i strøelsen - som i besætning 2, 3 og 4 blev brugt for at få søerne hurtigere tilbage i stierne efter fodring - medvirkede til, at søerne rodede strøelsesmåtten. Der var ikke tydelig forskel på strøelsesmåtten besætningerne imellem afhængig af om de havde denne praksis. Besætning 1, der som tidligere nævnt havde den bedst fungerende dybstrøelsesmåtte, havde ingen tildeling af foder i strøelsen, men det kan ikke afgøres, om der er en sammenhæng.

Der var som det fremgår af ovenstående ikke entydig sammenhæng mellem strøelsesteknik og lejets tilstand eller forbrug af strøelse. Det er vigtigt at finde frem til den mest optimale strøelsesteknik i den enkelte besætning - dvs. hyppighed af strøning, strøelsesmængde pr. gang, fordeling af strøelse. Strøelsen fordeles fortrinsvist på de fugtige områder i stien, og så kan søerne selv fordele strøelsen i løbet af dagen. Der bør eksperimenteres i besætningen for at sikre den bedste udnyttelse af halmen og minimere behovet for udmugning.

Gødningshåndtering 

I tre af de fem besætninger med dybstrøelse i lejet var det nødvendigt at fjerne strøelsesmåtten efter ca. 6 måneders drift, hvilket er angivet i appendix 3. I èn besætning blev strøelsen fjernet efter 9 mdr. Kun besætning 1 havde endnu ikke muget ud i strøelsesarealet efter 9 måneders drift. Årsagen til at netop denne besætning tilsyneladende havde haft en bedre omsætning af strøelsesmåtten og udnyttelse af halmen er ikke klarlagt, men besætningen havde den laveste belægningsgrad af alle besætningerne, hvilket formodes at spille en rolle. Netop denne besætning havde som tidligere nævnt klart den tydeligste opdeling af gødeareal, idet der ikke var et kompakt og meget fugtigt område i lejet nærmest gødearealet. Derudover blev gødningsblandet strøelse ikke smidt tilbage i stien, hvilket var tilfældet i besætning 2 og 5, som havde samme stiindretning.

Besætning 1 havde møddingsplads og ajlebeholder. Gyllen fra stien var temmelig tyktflydende i de fire øvrige besætninger, der var baseret på store mængder strøelse - også i de besætninger hvor der var forsænkede kummer til strøelsen. I alle besætningerne med dybstrøelse i lejet var gødningshåndteringen fra gødearealet baseret på at gødningen blev skrabet til en tværkanal.

Alle fire besætninger med dybstrøelse i lejet havde et flydelag på 1-2 m i gyllebeholderen. Omrøring af dette flydelag var vanskeligt og derfor blev flydelaget i flere besætningerne fjernet med grab i stedet.

Udmugning af strøelsesmåtten må generelt forventes mindst én gang årligt, men som det fremgår af appendiks 3 var der store variationer i behovet for udmugning, og der var i besætning 1 absolut ikke tegn på behov for udmugning efter 9 måneders drift. Dette understreger, at man bør tilstræbe en kompostering i strøelsen inde i stien og ikke automatisk antage at strøelsen skal fjernes efter fx 6 mdr. I vurderingen bør dog indgå overvejelser vedr. praktiske forhold - som fx om strøelsesmåtten kan ligge i markstak, og at en strøelsesmåtte er varm for søerne at ligge på om sommeren. Endvidere bør man overveje at  nyetablere strøelsesmåtten i vinterperioden, hvis alternativet er en meget fugtig måtte, der ikke kan strøes op.

Håndtering af søer

I alle besætningerne blev al håndtering af søer foretaget i ædeboksene. De primære arbejdsopgaver var vaccination og opmærkning af søer samt eventuel drægtighedstest.

Generelt blev søer til udtagning holdt tilbage i boksene efter endt fodring, idet dette var den nemmeste måde at frasortere dyrene. Dyrene blev typisk opmærket 3 uger før udtagning til farestald i forbindelse med vaccinationer. I besætning 5, som havde stabile grupper, var det hele stien der skulle tømmes, hvorfor tilbageholdelse af søer i boksene ikke var nødvendigt.

To besætninger havde frontlåger i boksene, hvilket har til formål at lette udtagningen af søer. Ingen af de øvrige besætninger havde dog fortrudt fravalget af frontlåger, da de ikke mente at kunne spare væsentlig tid ved brug af disse frem for at udtage søer via baglågen. Fælles for alle besætninger var, at de kun i få tilfælde havde oplevet, at to søer - typisk gylte - var gået ind i samme boks og havde kilet sig fast - og kun en enkelt gang havde det i besætninger uden frontudgang i boksene medført, at en gylt fik en skade, der resulterede i udsætning. Det er i denne situation, at en frontlåge medvirker til at få søerne uskadte ud af boksen igen, og derfor anbefales frontlåger generelt.

I besætning 1 blev søerne scannet efter 4 uger, mens der i besætning 2 og 3 ikke var nogen drægtighedstest. I besætning 4, 5 og 6 blev søerne scannet før indsættelse 4 uger efter løbning. Scanning af søerne i ædebokse var uproblematisk.

Indsættelse og udtagning af søer

I besætning 1, 2 og 3 blev søerne indsat umiddelbart efter løbning, mens de i de øvrige tre besætninger blev indsat 4 uger efter løbning. Der var generelt forholdsvis få problemer med aggressioner i forbindelse med indsættelse af en ny gruppe søer i en sti. De første dage efter indsættelse var der slagsmål mellem søerne, men sjældent i et omfang der gav anledning til udtagning af en so.

I fem af de seks besætninger var der dynamiske grupper, hvilket i højere grad lagde op til håndtering af et forskelligt antal søer i et ugehold end det var tilfældet i besætning 5. I besætning 5 var det således nødvendigt med en buffersti, hvori gylte som regel blev indsat sammen med søer, der hørte hjemme i andre stier, men som af forskellige årsager måtte indplaceres i bufferstien.

Flokstørrelsen var ikke afgørende for problematikken vedr. indsættelse af søer i en sti. Det nyindsatte hold sloges i varierende grad med de øvrige søer. Det var vigtigt, at søerne kunne komme væk i forbindelse med slagsmål. I alle besætninger blev det observeret, at især de unge søer lå på de mindst attraktive liggepladser nærmest gødearealet eller i gødearealet. Oftest var hele holdet dog integreret i flokken efter 2-3 dage.

Der var varierende erfaringer med indsættelse af gylte i stierne. I nogle besætninger blev det vurderet at gyltene burde være i en separat gyltesti, men da der ikke er konkurrence om foderet og da der er et stort friareal i stierne er gyltene ikke så udsat for overgreb fra ældre søer, som i stityper med mere konkurrenceprægede fodringssystemer, hvorfor gyltesti ikke burde være nødvendig.

Sygdomme og skader

Der var forskel på hvor stor udsætterprocenten havde været i besætningerne. De primære årsager til udsætning var benproblemer eller omløbere. Besætning 4, 5 og 6 havde haft benskader i et omfang svarende til ca. 5 pct. efter indkøring, mens besætning 1 og 2 havde haft forholdsvis få dyr, der var blevet sat ud. Problemernes forskellige omfang kunne ikke entydigt relateres til stiindretning og stifunktion, men skyldes formodentlig et samspil mellem gulvets beskaffenhed (glat/fedtet), dyrenes konstitution ved opstart mv.

Ingen af besætningerne havde oplevet forekomst af sygdomme som fx reproduktionssygdomme, i et omfang der var anderledes end man kunne forvente i et hvert andet staldsystem.

Arbejdsforbrug

Der foreligger ikke egentlige, udspecificerede arbejdsforbrugsopgørelser fra besætningerne. Arbejdsforbruget til fodring blev registreret i forbindelse med besøget - hvilket er angivet i afsnittet vedr. fodring. Dette er sammen med besætningernes egne vurderinger vedr. arbejdsforbruget til nogle af de øvrige opgaver angivet i appendix 4. Tidsforbruget til indsættelse og udtagning af søer blev ikke vurderet og afhang naturligvis af afstandene og logistikken i besætningerne.

Metoder til at minimere arbejdsforbruget i besætningerne har især været udførelse af flere opgaver i drægtighedsstalden samtidig med fodring af søerne, som fx anført i afsnittet omkring strøelsestildeling. Såfremt logistikken i besætningen gav mulighed for det, blev der udført opgaver i andre staldafsnit samtidig med fodring i drægtighedsstalden.

Derudover blev vaccinationer, opmærkning, evt. scanning samt al anden håndtering af søerne foretaget i forbindelse med fodring når de stod i ædeboksene.

Fodring

Som beskrevet i afsnittet om fodring var antallet af stier mere afgørende for arbejdsforbruget end antallet af søer pr. sti. Nedenfor er angivet nogle forhold vedr. fodring i forskellige besætninger samt hvorledes det samlede arbejdsforbrug kunne minimeres.

Som eksempel på effektivisering af arbejdsforbruget kan nævnes følgende forhold vedr. besætning 1, som havde 3 stier á 50 søer: Stalden var via en transportgang sammenbygget med resten af staldanlægget. Samtidig med fodring af de drægtige søer, blev der derfor udført en række andre arbejdsopgaver i samme og tilstødende staldafsnit. Fredag, lørdag og søndag var fodring af søerne den eneste arbejdsopgave i drægtighedsstalden.

Derved blev det effektive arbejdsforbrug i drægtighedsstalden - hvilket svarer den tid man nødvendigvis skulle opholde sig i stalden for at udføre en funktion - 17 minutter, som blev brugt til  frem- og tilbagedrivning af dyr. De øvrige dage i ugen blev der enten tildelt strøelse, udmuget gødeareal, vaccineret søer, flyttet søer m.v. samtidig med fodring. Disse opgaver blev på tilsvarende måde udført udfra en bevidst og nøje indarbejdet strategi om minimal spildtid.

Konsekvensen af strategien var, at søerne var længere tid i ædeboksene end selve ædetiden - typisk 15 minutter hvor ædetiden reelt var 8 minutter - for at opnå et fornuftigt antal minutter til opgaverne i de tilstødende staldafsnit. Hvis man antager, at man i besætning 1 i stedet gik rundt i drægtighedsstalden i hele fodringsperioden, så ville arbejdsforbruget til fodring i stedet være 51 minutter, eller tre gange så lang tid som der reelt blev brugt i besætningen. Til gengæld er der i de før omtalte 17 minutter meget begrænset tid til inspektion og evt. behandling, tildeling af supplerende foder eller udtagning af en so.

I besætning 5 med 4 sæt fælles ædebokse og i alt 10 stier, var tiden tilbragt i drægtighedsstalden fuldt udnyttet i fodringsperioden, hvorfor driftlederen ikke forlod stalden før fodringen var tilendebragt. Fodringen tog isoleret set 75 minutter.

I besætning 6 - med 5 stier á 123 søer - var arbejdsforbruget til fodring af søer 120 minutter. Heraf var 9 minutter reel ædetid pr. sti og i dette tidsrum blev gødearealet i stierne skrabet rent. Derved var det nødvendigt at have en ekstra mand i stalden til opmærkning og vaccination af søer, hvilket formodentlig ellers ikke var nødvendigt. Medvirkende til det forholdsvis høje tidsforbrug til fodring var, at der med 123 ædepladser var ventetid på 7-8 min. mellem hvert hold fordi vådfoderet ikke kunne uddoseres hurtigere med det pågældende fodringsanlæg.

I besætning 2 var arbejdsforbruget til fodring ca. 3 minutter større pr. sti, end det reelt samlet tog at lukke søerne ud til ædeboksene og retur, inkl. dén tid det tog for søerne at æde, jf. appendiks 2. Forklaringen på dette er bl.a., at besætningsejeren hver dag flyttede rundt på strøelsen i stierne mens søerne blev fodret, hvorfor søerne stod længere tid i boksene end de minutter det tog at indtage foder. Mindst mulige arbejdsforbrug pr. dag var derfor de opgivne 80 minutter.

Rutinerne vedrørende arbejdsopgaver kombineret med fodringssituationen i besætning 3 og 4 ligner forholdene i besætning 2.

Andre opgaver

Arbejdsforbruget til strøning af lejearealet var 4-5 minutter pr. sti i alle besætninger, uanset om der blev strøet med halmbane eller minilæsser.

Arbejdsforbruget i stalden blev forlænget med 15-30 minutter de dage, der skulle udtages søer til faring eller indsættes søer fra løbeafdeling/kontrolafdeling. Tilsvarende tidsforbrug skulle påregnes hvis der skulle vaccineres eller opmærkes søer.

Konklusionen er, at man i små besætninger skal have mulighed for at kombinere fodring af søerne i drægtighedsstalden med opgaver i andre staldafsnit og at man i store besætninger kan rationalisere sig frem til lav effektiv arbejdstid ved at have flere sæt fælles ædebokse eller - som i små besætninger - kombinere fodringen med arbejdsopgaver i andre staldafsnit. Jo større besætning des større er afstandene og staldafsnittene imidlertid, så hvis man skal bruge ret mange minutter på “transporttid”, så kan effektiviseringen af arbejdsforbruget vanskeliggøres.

Inventar

Inventaret, dvs. låger, skillevægge i gødearealerne samt boksene - som i de fleste tilfælde var traditionelt svinestaldsinventar - havde ikke en tilfredsstillende styrke. 90 søer der vil ud på én gang gennem en 2 m bred låge yder en stor belastning på inventaret. Tilsvarende kan søer i slagsmål belaste  lågerne. I alle besætningerne var nogle inventardele blevet bøjet - og i nogle tilfælde skiftet ud med andet inventar, fx låger kendt fra kvægstalde. Ædeboksene havde i flere besætninger fået bøjet nogle rør fordi meget store søer eller orner ikke kunne være i boksene. Boksene er ikke dimensioneret til orner, men i alle besætninger blev det praktiseret at have en orne i flere stier. I notat 9821 fra Den Rullende Afprøvning er angivet fabrikanter af ædebokse inkl. tekniske data.

Det ville være en fordel, hvis ædeboksene blev låst når en so forlod boksen, så man undgik søer, der søgte ind i flere ædebokse efter endt fodring.

Gylte havde i flere besætninger krævet ekstra opsyn i forbindelse med brug af ædeboksene, dels fordi de evt. ikke kunne komme ud af boksene - hvilket kan hindres ved korrekt justering af boksene - dels fordi disse forholdsvis små dyr kunne “bakke ud” af en boks inden alle søer var færdige med at æde og boksene derfor stadig var låst. Sidstnævnte var ikke problemfrit, idet gyltene indimellem kom i klemme og skulle hjælpes ud.

To af besætningerne havde som nævnt i afsnittet om håndtering af søer, frontlåger i ædeboksene og brugte dem i de situationer hvor to søer gik ind i samme boks. Frontlåger anbefales, men fordyrer boksene ved indkøb.

Centralt lågeopluk var etableret i én besætning, hvor det blev vurderet til at være en stor fordel i forbindelse med fodring.

Klima

Kun i besætning 6 var stalden isoleret. I 4 besætninger var staldene uisolerede og med naturlig ventilation, mens der i én besætning var uisolerede vægge og isoleret tag. I de uisolerede bygninger foregik luftindtaget gennem vindbrydende net, gælleplader eller åbninger i overgangen mellem væg og tagudhæng. Luftafgang skete gennem åben kip.

I de fleste uisolerede stalde havde der været større eller mindre forekomst af kondens på vægge og tag - men sjældent i et omfang, der var problematisk. Dog kunne kondensdryp fra åsene give anledning til fugtigt gulv, typisk på inspektionsgang ved ydervæg, ligesom det må antages at påvirke holdbarheden af bygningen. Kun i besætning 1 havde der ikke været kondensdryp.

Der var blevet registreret meget høje sommertemperaturer i staldene - over 30 grader C - og temperaturen i nogle stalde havde tilsvarende været under 0 grader C, dog i meget kort tid. Vand- og vådfoderrør var kun isoleret i besætning 3, men i ingen af besætningerne havde vand- og foderforsyning været påvirket af temperaturer under frysepunktet. Staldene havde dog ikke været igennem en hård vinter.

De høje sommertemperaturer havde ikke givet anledning til markante problemer, men søerne vil søge at køle sig og derved vil de ofte svine i lejet og i øvrigt ligge i gødearealet. I besætning 5 var det besluttet at sætte vægventilatorer op i gavlene for at øge luftgennemstrømningen i varme perioder.

Kun i besætning 6 var der opsat overbrusning i gødearealet. I de øvrige besætninger var der ingen overbrusning.

Den isolerede stald i besætning 6 fungerede ikke fuldt tilfredsstillende, idet søerne svinede i flere af de små lejer - primært mod ydervæg, hvilket formodentlig kunne tilskrives ventilationsproblemer.

De uisolerede stalde fungerede overvejende tilfresstillende, bortset fra kondensproblematikken og periodiske trækgener - især besætning 3 og 5. Dog betinger denne staldtype, at der er dybstrøelse i lejet. Derved skal der påregnes arbejdsforbrug til tildeling af halm og fjernelse af strøelsesmåtte. I besætning 6 var en isoleret stald således netop valgt for at undgå kravet om megen strøelse.

Generelt vedr. stiens funktion

Søerne foretrak at ligge op ad en fast væg. I nogle besætninger var der som nævnt periodiske problemer med træk forårsaget af portene i stierne. Derved blev der færre attraktive liggepladser og søerne gødede i stedet disse steder. I besætning 1 var der en skillevæg fra bagvæggen og halvt ud i stien, hvorved lejearealet blev opdelt i to enheder. Det var tydeligt, at søerne foretrak  at ligge op ad skillevæggene i stien, og der blev således skabt flere attraktive liggepladser.

I alle besætninger var der fast gulv bag ædeboksene, men der var forskellig grad af svineri  besætningerne imellem. I besætning 1 og 2 var der tørt og ingen gødningsrester, i besætning 4 var der  tydelig gødningsafsætning, men gulvet var ikke så fedtet, at søerne syntes påvirket af det når de løb på arealet. I besætning 3, 5 og 6 var gulvet fugtigt og fedtet, så der var problemer med udskridning hos søerne, når de blev lukket ud til ædeboksene. Problematikken blev forstærket når søerne blev lukket ud uden, at udfodringen af vådfoder var tilendebragt, idet en del søer så løb frem og tilbage i søgen efter en krybbe med foder.

Det anbefales generelt at etablere overbrusning i områder af stien med spaltegulv for at hindre, at gulvet bliver fedtet og tilkittet. Anlægget bør bruges dagligt, for at sikre renholdelse af gødearealet. I kolde perioder bør man overveje at lukke af for overbrusningen - men mest pga. risiko for frost. Sålænge overbrusningsmængderne er begrænset til fx 2 minutter hver eller hver anden time i gødearealet vil dette formodentlig ikke påvirke søerne. Loven om indendørs hold af løsgående drægtige søer og gylte foreskriver, at der - i staldanlæg bygget efter 1. januar 1999 - skal være overbrusningsanlæg eller en tilsvarende anordning, hvorved dyrenes kropstemperatur kan reguleres.

I besætning 3 og 4 var der trappetrin ned til gødearealet. Trinhøjden var 40 cm og trinbredden 90 cm. Disse trin var ifølge besætningsejerne for høje og gav anledening til benskader, idet søerne havde problemer med at komme op og ned i lejet, når strøelsesmåtten var nyetableret. Generelt anbefales, at nederste trin er 40 cm mens de efterfølgende er 20 cm høje. Alternativt kan der etableres en rampe, som dog vil være til større gene ved udmugning end trin.

Anbefalinger vedrørende stier med fælles ædebokse

1. Fodringssystemer med fælles ædebokse har den ulempe i forhold til andre fodringssystemer, at man hver dag skal flytte hvert hold søer frem og tilbage til ædeboksene. Til gengæld er man i modsætning til fx en del stityper med elektronisk sofodring, sikker på at kunne fodre søerne manuelt, hvis teknikken skulle svigte, ligesom man ser alle søer i bevægelse hver dag. Accept af denne arbejdsproces vurderes til - i højere grad end tidsforbruget - at være afgørende i forbindelse med overvejelser omkring valg af denne opstaldningstype.
2. Der er besætningsforskelle mht. hvor lang tid man skal tilbringe i drægtighedsstalden med fælles ædebokse i forbindelse med fodring. I en mindre besætning kan man opnå et forholdsmæssigt meget lavt arbejdsforbrug, som måske ikke kan opnås i meget store besætninger med en anderledes logistik. Meget store flokstørrelser kan medvirke til et unødigt stort arbejdsforbrug til fodring, idet uddosering af foder i mange tilfælde vil være en flaskehals.
3. Allerede i projekteringsfasen skal der være klarhed over de tekniske forhold vedr. fodring, fx tidsforbrug til opfyldning af foderkasser eller uddosering af vådfoder. Der skal i den forbindelse være veldefinerede krav til fodringsanlæggets tekniske formåen. Der skal stilles krav til inventarets holdbarhed - dette gælder såvel bokse som låger etc. Løsgående søer medfører en langt større belastning på inventaret end fikserede søer, pga. slagsmål og i forbindelse med tidspunktet umiddelbart inden fodring. Boksenes dimensioner er ikke beregnet til store orner, hvorfor disse - og evt. meget store søer - kan bøje rørene i boksene.
4. Stabile flokke kan praktiseres i besætninger med mange søer eller fx ved 3-ugers drift.
5. I en uisoleret stald skal der være dybstrøelse i lejet for at sikre søerne et godt nærmiljø. Det kræver håndelag at opnå en velfungerende dybstrøelsesmåtte i lejet. Start måtten op med et lag halm svarende til et lag småballer. Hvis der er fast gulv i gødearelalet, så acceptér at gødningsblandet halm kommer ud i gødearealet, da det fugtige område i stien derved mindskes. Tilstræb kompostering i måtten og tag ikke for givet, at måtten skal ud med jævne mellemrum.
6. I en uisoleret stald vil der være større temperaturudsving, hvilket kan påvirke søernes adfærd og indebærer begrænset risiko for frostsprængning af vandforsyning i kolde perioder og kræver cirkulation på vådfodringsanlæg.
7. Overbrusning bør etableres over spaltegulvsarealet for at renholde det og for at køle søerne i varme perioder. I stier med fast gulv i gødearealet kan overbrusning vise sig at gøre gulvet unødigt glat i stedet for at have en positiv effekt. Derfor bør man i disse stityper overveje overbrusning i lejet - blot af kortere varighed end anbefalet over gødearealet.

Anbefalinger vedr. indkøringsperiode

Fælles for alle besætningerne var, at arbejdsforbruget i indkøringsperioden var væsentlig større end forbruget efter 6-9 måneders drift. Den anslåede besparelse i arbejdsforbruget varierer, men ligger generelt 50-60 pct. lavere sammenlignet med indkøringsperioden.

Både dyr og mennesker skulle vænne sig til systemet. Især fodringssituationen gav anledning til frustrationer, og i den forbindelse anbefales følgende:

1. Acceptér at fodringssituationen tager lang tid i den første periode - 2-3 timer til fodring af fx fire stier á 50-80 søer er ikke ualmindeligt og to mand i stalden er en fordel. Endnu vanskeligere er det hvis der er flere sæt ædebokse.
2. Undgå at tvinge dyrene ind i ædeboksen. Dirigér soen på afstand fx med et drivbræt og brug lokkemidler i form af foder drysset på gulvet. Acceptér hvis nogle søer springer den første fodring over, hvis alternativet er at tvinge soen.
3. Indlæg faste rutiner omkring fodringen fra starten - fx fast fodringsrækkefølge - så søerne (og driftlederen) hurtigst muligt finder ud af hvorledes det foregår. Søerne er vanedyr og reagerer på lyde og bevægelser. Så kan andre rutiner vedr. fx strøelsestildeling, drægtighedstest, vacciner, opmærkning af søer etc. optimeres senere hen.
4. Gylte (og polte) er små, og kan give anledning til problemer med ædeboksenes funktion, især når dyrene skal ud af boksene efter endt fodring. Dette er især en væsentlig tidsrøver for besætninger, der starter op med 100 pct. unge dyr.

Alle mål er angivet i cm. Bredde af mure og invendigt inventarer ikke angivet.

Besætning 1

Drægtighedsstalden var uisoleret med naturlig ventilation. Der var 3 stier og ét sæt ædebokse. Dimensioneringen var baseret på 80 søer pr. sti, men der var reelt kun 50 søer pr. sti. Der var megen strøelse i lejet og fast gulv i gødearealet. Lejet var hævet 0,1 m i forhold til gødearealet. Halmlager var placeret i enden af stalden. Søerne blev fodret med vådfoder. Ædebokse var fra Langkjær og havde frontudgang. Der var 2 drikkekopper pr. sti.

Besætning 2

Drægtighedsstalden havde uisolerede vægge og isoleret tag. Der var naturlig ventilation. Der var 4 stier og ét sæt ædebokse. Der var 67 søer pr. sti. Der var megen strøelse i lejet og fast gulv i gødearealet. Lejet var hævet 0,1 m i forhold til gødearealet. Halmlager var placeret i enden af stalden. Søerne blev fodret med tørfoder. Ædebokse var fra Langkjær og havde frontudgang. Der var 5 drikkekopper pr. sti. Dybstrøelse i lejet blev fjernet med minilæsser.

Besætning 3

Drægtighedsstalden var uisoleret med naturlig ventilation. Der var 4 stier og ét sæt ædebokse. Der var 80 søer pr. sti. Der var megen strøelse i lejet og spaltegulv i gødearealet (bjælkebredde: 110 mm, spalteåbning: 20 mm). Lejet var sænket 0,8 m i forhold til gødearealet. Halmlager var placeret uden for stalden. Søerne blev fodret med vådfoder. Ædebokse var fra Fremtiden og havde ikke frontudgang. Der var 4 drikkekopper pr. sti. Dybstrøelse i lejet blev fjernet med minilæsser.

Besætning 4

Drægtighedsstalden var uisoleret med naturlig ventilation. Der var 4 stier og ét sæt ædebokse. Der var 90 søer pr. sti. Der var megen strøelse i lejet og spaltegulv i gødearealet (bjælkebredde: 110 mm, spalteåbning: 20 mm). Lejet var sænket 0,8 m i forhold til gødearealet. Halmlager var placeret for enden af  stalden. Søerne blev fodret med tørfoder. Ædebokse var fra Fremtiden og havde ikke frontudgang. Der var 4 drikkekopper pr. sti. Dybstrøelse i lejet blev fjernet med minilæsser.  

Besætning 5

Drægtighedsstalden var uisoleret med naturlig ventilation. Der var 12 stier (hvoraf 2 var til polte, som ikke blev fodret i ædebokse) og 4 sæt ædebokse. Der var 50-60 søer pr. sti. Der var megen strøelse i lejet og fast gulv i gødearealet. Lejet var hævet 0,1 m i forhold til gødearealet. Halmlager var placeret uden for stalden. Søerne blev fodret med vådfoder. Ædebokse var fra Langkjær og havde ikke frontudgang. Der var 2 drikkekopper pr. sti. Dybstrøelse i lejet blev fjernet med minilæsser.

Besætning 6

Drægtighedsstalden var isoleret med diffus ventilation. Der var 5 stier og ét sæt ædebokse. Der var 123 søer pr. sti. Der var begrænset strøelsesmængde i lejet og spaltegulv i gødearealet (bjælkebredde: 110 mm, spalteåbning: 20 mm). Lejet bestod af en række små “celler”, hver med plads til ca. 6 søer. Halmlager var placeret for enden af stalden. Søerne blev fodret med vådfoder. Ædebokse var fra Langkjær og havde ikke frontudgang. Der var 4 drikkekopper pr. sti.

Tidsforbrug til fodring af søerne i en sti. Det reelle arbejdsforbrug til fodring i den enkelte besætning kan være mindre pga. effektivisering, hvilket er angivet i appendiks 4.

* Det reelle tidsforbrug pr. hold bliver mindre, når fodring af alle hold betragtes samlet. Dette er uddybet i afsnittet om arbejdsforbrug.

Strøelsesforbrug og -teknik i besætningerne.

a: Hver 4. uge strøes 2 gange

b: 2 gange pr. uge om vinteren

c: Den 2. og 3. udmugning var reelt ikke nødvendige på de pågældende tidspunkter, men blev foretaget af andre årsager

d: halmbane etableret, men ikke funktionsdygtig

Arbejdsforbrug til centrale arbejdsopgaver i besætningerne. Forbruget er baseret på størst mulige effektivisering.

a: Forbruget er korrigeret til antal minutter pr. sti, udfra det opgivne antal minutter som arbejdsopgaven “forlænger” arbejdstiden med i drægtighedsstalden.