26. august 1999

Erfaring Nr. 9911

Produkttest af foderautomater til diegivende søer på friland

Seks forskellige fabrikater af foderautomater til diegivende søer på friland blev sammenlignet med hensyn til foderspild, kagedannelse, justeringsvenlighed, rengøring, holdbarhed og slid, indlæring, flytning/håndtering, fyldning.

Seks forskellige fabrikater af foderautomater til diegivende søer på friland blev sammenlignet med hensyn til foderspild, kagedannelse, justeringsvenlighed, rengøring, holdbarhed og slid, indlæring, flytning/håndtering, fyldning.

Automater fra følgende firmaer indgik i produkttesten:

  • BK-Teknik
  • Sallinghytten
  • Domino
  • A-hytten Atlantik
  • JODI-Inventar
  • TP-hytten

Produkttesten viste store funktions- og kvalitetsforskelle mellem de forskellige automater. Der var flere af disse produkter, som endnu var på pionerstadiet og krævede en fortsat udvikling. På baggrund af afprøvningen er der dog nogle anbefalinger, som man altid skal overveje:

  • Foderautomater til søer på friland skal altid være konstrueret således, at der ikke kan komme vand i foderet, og der ikke dannes kondens i automaten med heraf følgende kagedannelse.
  • Udviklingen af foderautomaterne bør dels rettes mod brug i fællesfolde og dels mod brug i enkeltdyrsfolde, da begge foldsystemer fortsat vil blive anvendt.
  • Foderautomaterne bør altid have en kapacitet, som sikrer en tilstrækkelig gennemgang uden automaten skal fyldes hver dag. En størrelse som betyder at automaten “går tom” et par gange om ugen, må være et oplagt krav, uanset om automaterne er konstrueret til enkeltdyrsfolde eller fællesfolde.
  • Fyldningen af automaterne skal let kunne foretages, og det er en fordel at man på afstand kan se om automaterne skal fyldes.
  • Uddoseringsmekanismer kan monteres på foderautomater til diegivende søer uden disse umiddelbart kræver ekstra indlæring af søerne. Kravene til uddoseringsenheden er:
    • at den skal være let at justere uden at være for følsom
    • at den forholdsvis nemt kan skilles ad og rengøres 
    • at den skal være konstrueret, så søernes trynering ikke kan hænge fast.
  • Foderautomater skal let kunne flyttes rundt på arealerne, så kvælstofsmæssige punktbelastninger undgås.

Baggrund

En tidligere afprøvning har vist at foderforbruget i diegivningsperioden kan reduceres med mellem 5 og 10 pct. ved anvendelse af foderautomat sammenlignet med fodring direkte på jorden (Meddelelse nr. 386, Den rullende Afprøvning).

Der er nu adskillige foderautomater på markedet, som udformnings - og funktionsmæssigt adskiller sig væsentligt fra hinanden. Nogle af automaterne kan både håndtere cobs og almindelige piller, mens andre kun kan håndtere piller. De fleste af automaterne er forsynet med forskellige uddoseringsmekanismer, som stiller indlæringskrav til søernes mulighed for at anvende automaterne.

Anvendelse af foderautomater i frilandsproduktionen er relativt nyt. Det betyder at erfaringerne med de forskellige typer automater endnu er begrænsede. Det er derfor vigtigt allerede nu at få belyst funktionen af de forskellige automater, så svineproducenterne undgår fejlinvesteringer.

Desuden kan nogle af foderautomaterne anvendes til ad libitum udfodring af lavenergiblandinger til indendørs løsgående drægtige søer.

Produkttesten er derfor ikke alene en test, men også et væsentligt led i udviklingen af såvel de afprøvede automater som udviklingen af nye automater. Det var produkttestens formål at vurdere funktionen af forskellige foderautomater til udendørs søer.


Materiale og metode

Produkttesten blev gennemført i to besætninger med diegivende søer på friland i en periode på ca. seks måneder fra juli 1998 til januar 1999. I begge besætninger var opsat to automater af hver af de seks fabrikater som indgik i testen. Automaterne blev anvendt i perioden fra ca. 1 uge efter faring og indtil fravænning. Den første uge blev søerne fodret restriktivt direkte på jorden. Produktionsforholdene i de to besætninger fremgår af tabel 1.

Generelt blev automaterne placeret midt i den enkelte fold, dog blev automaten fra Sallinghytten placeret midt mellem to folde i den ene besætning således, at der gik 12-16 søer på hver side af automaten. Alle automater blev fyldt efter behov. Automaterne blev endvidere placeret således, at der til enhver tid var ca. 20 pct. færre søer pr. automat i forhold til anbefalingerne fra de enkelte firmaer. Årsagen var at produktesten alene var en funktionstest og ikke en afprøvning af automaternes kapacitet.

Funktions vurderingen blev gennemført 6 og 8 gange i testperioden, i henholdsvis besætning 1 og 2.

 

Tabel 1.  Produktionsforhold i besætning 1 og 2

 

1

2

Antal årssøer

Antal søer pr. farefold

Fodertype

Jordbundstype (JB nr.)

ca. 600

4-16

alm. piller

5-7

ca. 325

ca. 10

alm. piller

1-3

Fodringsstrategi:

1. uge

2.- 4. uge

restriktivt på jorden

ad. lib.

restriktivt på jorden

ad. lib.


Automater fra følgende firmaer indgik i produkttesten:

  • BK-Teknik
  • Sallinghytten
  • Domino
  • A-hytten Atlantik
  • JODI-Inventar
  • TP-hytten

Nærmere beskrivelse med foto af de enkelte automater, er vist i appendix.

Registreringer

En systematisk vurdering af alle automaterne blev foretaget ca. hver 14. dag i testperioden. Gennem fælles besøg med registreringsteknikkerne blev vurderingen standardiseret. Registreringerne fra de to besætninger blev derefter sammenlignet.

Automaterne blev vurderet med særlig fokus på følgende områder:

Foderspild blev registreret som mængden/omfanget af det foder der lå på jorden ved automaten.

Kagedannelse blev registreret som mængden af kager i hjørnerne af krybben, i automaten eller ved uddoseringsmekanismen. Registrering af kagedannelse blev kun foretaget, hvis omfanget havde indflydelse på automatens funktion eller på søernes/pattegrisenes sundhed.

Justering blev bedømt ud fra, om det var let at foretage justeringer af automaten, selvom der var foder i, om justeringer var mulige uden brug af værktøj, og om justeringer kunne foretages med tilstrækkeligt mange indstillinger/trin.

Rengøring blev vurderet dels ud fra behov og dels ud fra, hvor let rengøring kunne foretages.

Holdbarhed og slid blev registreret som omfanget af blankslidte områder på automaten eller ved direkte brud på automaten. Herunder blev det også registreret, hvis søerne væltede automaten.

Indlæring blev vurderet ud fra hvor stor en del af søerne der var i stand til at bruge automaten indenfor de første to døgn efter ibrugtagning.

Håndtérbarhed blev vurderet i forhold til om automaterne let kunne flyttes med det udstyr, som normalt bruges til hytter, eller om flytning krævede et helt andet udstyr.

Fyldning blev registreret ud fra hvor let fyldning  kunne foretages v.h.a. en fodermaskine,og hvor ofte fyldning var påkrævet.


Resultater og diskussion

Den samlede funktionsbedømmelse af de enkelte foderautomater er angivet i tabel 2.

 

Tabel 2.  Funktionsbedømmelse af foderautomater til diegivende søer på friland

 

BK-Teknik

Sallinghytten

Domino

Atlantik

JODI

TP-hytten

Foderspild

***

**

***

*

***

***

Kagedannelse

****

**

***

***

**

*

Justering

**

*

***

-1)

****

*

Rengøring

***

**

***

**

**

**

Holdbarhed

**

****

****

*

****

*

Indlæring

****

****

****

***

****

*

Håndtering

****

*

****

***

****

***

Fyldning

***

**

****

***

****

***

1) justering ikke mulig

* = dårlig. ** = mindre god. *** = god. **** = meget god

Foderspild

Der var et mindre foderspild fra alle automaterne, dog var foderspildet fra Atlantik-automaten uacceptabelt stort. Dette hang sammen med, at åbningsgraden mellem krybbe og foderbeholder ikke kunne justeres. Ved automaten fra Sallinghytten var der en del foderspild, hvilket sandsynligvis hang sammen med udformningen af den trekantede krybbe, og at uddoseringsenheden var meget vanskelig at indstille. Foderspildet fra de øvrige fire automater var begrænset.

Kagedannelse

I automaten fra BK-teknik forekom der slet ikke kagedannelse, mens der i automaterne fra Domino og Atlantik var ganske lidt kagedannelse.

I automaten fra JODI-inventar blev der registreret en del kagedannelse i krybben. Disse kager var sandsynligvis blevet dannet som følge af savl fra søerne. Dette kan opstå, hvis krybben er dimensioneret, så søerne har svært tilgængelige områder i krybben. Der var også ganske lidt kagedannelse i selve foderbeholderen på automaten, hvilket skyldtes at slagregn kunne slå op under skydelåget og ned i foderet.

I automaten fra Sallinghytten var der en del kagedannelse i den trekantede krybbe. Kagedannelsen forekommer sandsynligvis, fordi søerne ikke selv var i stand til at rengøre de meget spidse vinkler i krybben.

I automaten fra TP-hytten var der meget voldsom kagedannelse i krybben. Årsagen til dette var, at afskærmningen på automaten var monteret således, at regnvand løb direkte ned i foderkrybben. Problemet var særligt stort i forbindelse med slagregn. I forsøg på at minimere problemet med slagregn, blev automaten vendt 180° væk fra vinden, men dette fik blot låget på automaten til at blæse op, så vandet i stedet kom direkte ned i foderet.

Justering

Med undtagelse af automaten fra Atlantik var det muligt at justere uddoseringsenheden i alle automater. En justeringsmekanisme kunne sandsynligvis have medvirket til at reducere foderspildet fra Atlantikautomaten.

I automaten fra JODI-inventar fungerede justeringen særdeles godt. Justeringen foregik trinvis ved hjælp af et håndtag på siden af automaten. Justering kunne foretages med foder i automaten.

Justering af automaten fra Domino var ligeledes meget let og kunne foretages med foder i automaten, dog var justeringen meget følsom, hvilket bevirkede at det var vanskeligt at “ramme” den korrekte indstilling.

Til justering af de øvrige tre automater skulle der bruges værktøj. På automaten fra BK-teknik var justeringen forholdsvis nem, men også her var uddoseringsenheden meget følsom. På automaten fra Sallinghytten var justeringen vanskelig, da det var meget svært at ramme den rette indstilling. Derudover var det vanskeligt at justere automaten med foder i, og det var næsten umuligt at lukke den helt.

Justering af automaten fra TP-hytten var meget vanskelig. Automaten kunne ikke justeres med foder i, og der skulle to personer til at justere automaten.

Rengøring

Der var, udover fjernelse af foderkager, generelt ikke behov for yderligere rengøring af automaterne.  Søerne var i vid udstrækning i stand til selv at renholde automaterne fra BK-teknik og Domino. Dog krævede rengøring af uddoseringsenheden en total adskillelse, hvilket ikke blev foretaget i testperioden.

Automaterne fra Sallinghytten, Atlantik, og JODI-inventar var relativt lette at rengøre, dog havde automaterne forskellige områder, som var lidt besværlige at komme til herunder snævre hjørner, fordybninger og hulrum.

Automaten fra TP-hytten havde mange svært tilgængelige hjørner, og det var meget vanskeligt at komme ind bag afskærmningsklappen og gøre rent. Endvidere var der på grund af meget kagedannelse et stort behov for rengøring i denne automat.

Holdbarhed

Der blev registreret slitage på alle automaterne. Slitage som alene bestod af blankslidte områder, blev ikke vurderet som noget problem.

For automaterne fra Sallinghytten, JODI-inventar og Domino blev der ikke registreret problemer med holdbarheden i testperioden.

I testperioden blev uddoseringsenheden på automaten fra BK-Teknik rettet op to gange, hvilket var forårsaget af at søerne i disse to tilfælde var istand til at bøje hele enheden. Derudover var der ikke problemer med automatens holdbarhed.

Indenfor en periode på 1-2 måneder blev der konstateret brud på automaterne fra TP-hytten og Atlantik. Afskærmningen på automaten fra TP-hytten blev brækket i stykker og låget over krybben på automaten fra Atlantik faldt af. Derudover var automaten fra TP-hytten følsom for varmepåvirkning hvilket betød, at automaten slog sig i varme perioder. Dette gjorde bl.a. at afskærmningsklappen ikke kunne presses ind i automaten, og søerne havde derfor ingen mulighed for at æde af denne automat. På en anden automat brækkede søerne afskærmningsklappen. Både automaten fra Atlantik, og automaten fra TP-hytten blev flere gange væltet af søerne.

Indlæring

Generelt havde søerne ikke indlæringsproblemer med de enkelte automater. På 2 ud af 4 automater fra Atlantik var der ikke, som på de andre 2 automater, monteret en kæde til at holde låget over krybben. I forbindelse med disse automater havde søerne dog lidt vanskeligheder med at finde foderet. Dette blev afhjulpet af besætningsejerne ved at sætte en sten i klemme ved låget.

Der var også indlæringsproblemer ved de automater fra TP-hytten, som slog sig så meget i den varme periode, at afskærmningsklappen var svær at trykke ind. Dette fik i mange tilfælde søerne til helt at opgive at finde foderet, hvilket aldrig må forekomme.

Håndtering

Foderautomaterne fra BK-Teknik, Domino og JODI-inventar var alle konstrueret med kroge således, at automaterne let kunne flyttes med frontlæsseren.

Automaterne fra Atlantik, og TP-hytten var ikke forsynet med kroge, men kunne i tom tilstand flyttes manuelt over små afstande, alternativt kræver det at automaterne flyttes ved hjælp en skovl på frontlæsseren e.lign.

Automaten fra Sallinghytten var meget vanskelig at flytte, idet der ikke var monteret kroge eller andet beslag på automaten. Det var nødvendigt med specielt udstyr til flytning, fx pallegafler.

Fyldning

Automaterne fra Domino og JODI-inventar var de nemmeste at fylde, idet lågene let kunne skydes væk og højden på automaten gjorde det nemt at komme til. Automaten fra JODI-inventar havde dog en smal åbning, som krævede lidt præcision ved fyldning. Desuden havde disse automater en passende foderkapacitet i forhold til det anbefalede antal søer.

Automaten fra BK-Teknik var meget høj, og der var ikke monteret et trin, som kunne have gjort det nemmere at fjerne låget og fylde automaten. Producenten har senere oplyst, at et trin kan monteres som ekstra udstyr.

Låget på automaten fra Sallinghytten var en presenning, som gav problemer i regnfulde perioder, hvor presenningen stod fyldt med vand. Det var meget vanskeligt at forhindre vandet i at løbe ned i automaten, når der blev åbnet for påfyldning af automaten.

Automaterne fra TP-hytten og Atlantik var meget nemme at fylde, men på grund af det beskedne rumfang, skulle de fyldes dagligt.

Generelt

De store funktions- og kvalitetsforskelle mellem de forskellige automater viser, at disse produkter endnu ikke er færdigudviklet, men som udgangspunkt er der dog enkelte krav som altid bør være opfyldt:

  • Foderautomater til søer på friland skal altid være konstrueret således, at der ikke kan komme vand i foderet, og der ikke dannes kondens i automaten med heraf følgende kagedannelse.
  • Foderautomaterne i produkttesten var alle af en størrelse og til en pris som betinger, at de placeres i større eller mindre fælles folde. Udviklingen vil sandsynligvis fortsat være meget differentieret således, at nogle producenter vil vælge enkeltdyrsfolde, mens andre vil vælge fælles-farefolde. I langt de fleste tilfælde vil producenter med fællesfolde dog fortsat have gyltene i enkeltdyrsfolde. Der bør derfor satses både på udvikling af foderautomater til brug i fællesfolde og automater til enkeltdyrsfolde.
  • Foderautomaterne bør altid have en kapacitet, som sikrer en tilstrækkelig gennemgang uden automaten skal fyldes hver dag. En størrelse som betyder at automaten “går tom” et par gange om ugen, må være et oplagt krav, uanset om automaterne er konstrueret til enkeltdyrsfolde eller fællesfolde.
  • Fyldningen af automaterne skal let kunne foretages, og det er en fordel at man på afstand kan se om automaterne skal fyldes.
  • Produkttesten viser endvidere at forskellige former for uddoseringsmekanismer  kan anvendes til diegivende søer uden at det kræver ekstra indlæring af søerne. Kravene til uddoseringsenhenden er:
    • at den skal være let at justere uden at være for følsom og der skal være tilstrækkligt med indstillingsmuligheder
    • at uddoseringsenheden forholdsvis nemt skal kunne adskilles og rengøres, da der kan dannes foderkager inde i uddoseringsenheden 
    • at den skal være konstrueret så søernes trynering ikke kan hænge fast.
  • Der bør i høj grad fokuseres på håndtérbarheden af foderautomater, idet automaterne jævnlig skal flytttes rundt på arealerne. Undersøgelser foretaget af Danmarks JordbrugsForskning vedrørende næringsstofomsætning har vist, at udendørs sohold kan være forbundet med meget store punktbelastninger. Disse punktbelastninger er specielt lokaliseret omkring foderautomater og i forbindelse med sølehuller og hytter.

Deltagere: Hanne Nissen og Ernst Nielsen


Reference

-

Fodring af søer på friland – foderspild (1998). Meddelelse nr. 386, Landsudvalget for Svin.


Appendiks

Foderautomat fra BK-TEKNIK,

Auningvej 91 B, Nørager, 8961 Allingåbro, tlf. 86 48 67 85, fax 86 48 69 29

Foto 1. Foderautomat fra BK-TEKNIK

Beskrivelse:

Automaten er opbygget af en foderbeholder i plast, med en galvaniseret uddoseringsenhed forneden. Låget er ligeledes af plastik og en låseanordning sikrer at låget ikke blæser af. Øverst på automaten er der monteret løftekroge. Under uddoseringsenheden er en meget simpel galvaniseret krybbe. Op mod bunden af krybben er monteret to fliser, som dels danner et plateau for søerne, og dels sikrer at automaten ikke vælter i stormvejr. Flytning af automaten sker ved hjælp af to kroge øverst på automaten.

Uddoseringsenheden er udformet med to “vinger”, således at der kan stå en so og æde på hver side af automaten. Justering af uddoseringsenhedens åbningsgrad foretages ved hjælp af en møtrik i bunden af enheden.

Dimensioner:

 

Højde, mm.:

2180

Diameter af foderbeholder, mm.:

640

Længde af bundramme, mm.:

1040

Volumen:

870 liter

Placering af uddoseringsenheden:

260 mm over jordoverfladen

Højde på krybbekant:

90 mm over jordoverfladen


Vurdering:


Foderspildet

fra automaten var minimalt.

Kagedannelse

blev ikke registreret.

Justering

var lidt vanskelig, da der skulle bruges værktøj og uddoseringsenheden var meget følsom.

Rengøring

var der i dagligdagen ikke behov for, men en fuldstændig rengøring ville kræve en adskillelse af uddoseringsenheden.

Holdbarheden

for automaten er generel god, men uddoseringsenheden måtte rettes op to gange i testperioden.

Indlæring

foregik problemfrit.

Håndtering

var nem at foretage samtidig med flytning af hytter.

Fyldning

var lidt besværligt. Automaten er meget høj, og der var ikke monteret et trin på siden af automaten (trinet er ekstra udstyr).

Andre

bemærkninger:

Der blev fra frilandsproducenternes side lagt vægt på, at siloen var delvis gennemsigtig, så det var muligt på lang afstand at se, om der var foder i automaten. Dette betyder ikke at man ikke hver dag skal kontrollere om automaten giver foder, men er alene en hjælp til hvornår man skal have fodervognen med i marken.

Hvis automaten er placeret samme sted i en længere periode, er der risiko for at søerne kommer til at stå for lavt med bagbenene, og som følge deraf måtte søerne i enkelte tilfælde ligge på forknæene for at æde. Dette kunne være afhjulpet med en opklappelig rist i forlængelse af fliseplateauet (risten kan fås som ekstra udstyr).


Foderautomat fra Sallinghytten

Kjeldgårdsvej 18, 7870 Roslev, tilf. 97 59 61 77 fax. 97 59 63 77

Beskrivelse

Automaten er opbygget af en galvaniseret foderbeholder, med to galvaniserede uddoseringsenheder forneden. Låget på automaten består af en presenning. Under uddoseringsenheden er en meget simpel galvaniseret trekantet krybbe. Krybben er placeret på en plade, der adskiller de to uddoseringsenheder således, at der kan stå en so og æde på hver side af automaten.

Uddoseringsenheden er udformet med en kraftig metalstang, som ved søernes påvirkning får foderet til at falde ned i krybben. Justeringen af uddoseringsenhedens åbningsgrad foretages ved hjælp af to forskydelige plader, som giver et større eller mindre gennemløb.

Dimensioner

Højde, mm.:

2000

Diameter af foderbeholder, mm.:

1250

Længde af bundramme, mm:

1250

Volumen, liter:

1380

Placering af uddoseringsenheden:

280 mm over jordoverfladen

Højde på krybbekant:

250 mm over jordoverfladen

Vurdering

Foderspildet

fra automaten var ikke uacceptabelt stort, det blev bedømt til “begrænset ved korrekt justering”. Som det fremgår var justering meget vanskelig, hvilket var medvirkende til et større foderspild.

Kagedannelse

blev der registreret en del af. Dette hænger muligvis sammen med, at søerne havde svært ved at komme helt ind i hjørnerne af krybberne.

Justering

var meget vanskelig, da der skulle bruges værktøj, og uddoseringsenheden var meget følsom. Derudover var justering næsten umuligt, hvis der var foder i automaten.

Rengøring

af krybben skulle ske med jævne mellemrum, og en fuldstændig rengøring ville kræve en adskillelse af uddoseringsenheden.

Holdbarheden

var god.

Indlæring

foregik problemfrit.

Håndtering

var besværligt fordi flytning krævede særligt udstyr fx pallegafler.

Fyldning

var besværligt, fordi låget på automaten er en presenning. I meget våde perioder stod presenningen fyldt med vand, som let kunne løbe ned i foderet under håndteringen.

Andre

bemærkninger:

Automaten havde et meget stort volumen som betød, at fyldning ikke skulle foretages særligt ofte. Opdelingen med en plade mellem de to uddoseringsenheder betød, at to søer let kunne æde fra begge sider af automaten uden at genere hinanden.


Foderautomat fra DOMINO

Ølholm Bygade 51-53, 7 Tørring, tlf. 75 80 51 22, fax. 75 80 54 24

Beskrivelse

Automaten er opbygget af en foderbeholder i glasfiber med en uddoseringsenhed i rustfrit stål forneden. Låget er ligeledes af glasfiber, og en låseanordning sikrer at låget ikke blæser af. Låget kan skydes næsten helt til side således, at automaten åbner 3/4. Øverst på automaten er der monteret løftekroge.

Uddoseringsenheden er udformet med to rustfrie svingarme, som hver er påmonteret en kugle, således at søerne ikke kan hænge fast med tryneringen (er efterfølgende lavet om til “bøjler” j.v.f. billede). Der kan stå en so og æde på hver side automaten. Justeringen af uddoseringsenhedens åbningsgrad foretages ved hjælp af et håndtag, der er placeret øverst inde i midten af automaten. Under uddoseringsenheden er en skålformet krybbe i rustfrit stål.

Dimensioner:

 

Højde, mm.:

0

Diameter af silo, mm.:

1200

Længde af bundramme, mm.:

1200

Volumen, liter:

1000

Placering af uddoseringsenheden:

150 mm over jordoverfladen

Højde på krybbekant:

170 mm over jordoverfladen


Vurdering

Foderspildet

fra automaten var minimalt.

Kagedannelse

i krybben blev registreret i minimalt omfang, idet ganske lidt fugtigt foder kunne sidde rundt ved uddoseringsenheden og rundt på kanten af krybben.

Justering

var umiddelbart meget let, også med foder i automaten, men justeringsmekanismen virker meget følsom, så det er svært at “ramme” den korrekte indstilling.

Rengøring

var der ikke behov for til dagligt, men en fuldstændig rengøring ville kræve en adskillelse af uddoseringsenheden.

Holdbarheden

var god.

Indlæring

foregik problemfrit.

Håndtering

var nem at foretage samtidig med flytning af hytter.

Fyldning

var meget let at foretage, idet automaten var tilpas lav, og låget kunne skydes næsten helt væk.


Foderautomat fra A-HYTTEN, ATLANTIK

Liliencronweg 1, D-24340 Eckernförde, Tyskland, tlf. 0049 4351 - 8 12 99, fax. 0049 4351 - 81290

Beskrivelse

Automaten er opbygget af en plasttønde, med en galvaniseret krybbe forneden. Låget er ligeledes galvaniseret. Krybben er overdækket med et galvaniseret låg, som ved hjælp af kæder kan holdes delvist åben. Kæderne er af meget varierende længde og er fastgjort til siden af plasttønden (ikke vist på billedet).

Automaten har ingen justeringsmuligheder.

Dimensioner

Højde, mm.:

1150

Diameter af silo, mm.:

640

Længde af bundramme, mm.:

1050

Volumen, liter:

210

Højde på krybbekant:

mm over jordoverfladen

Vurdering

Foderspildet

fra automaten var meget stort. Producenten har senere tilkendegivet, at automaten normalt kun bruges til fodercobs.

Kagedannelse

i krybben blev registreret i minimalt omfang.

Justering

var ikke mulig, men en sådan mulighed kunne sandsynligvis have begrænset foderspildet.

Rengøring

var der ikke behov for, men ved en fuldstændig rengøring var der nogle meget vanskelige områder i overgangen fra den galvaniserede krybbe til plasttønden.

Holdbarheden

var mindre god. Kæderne der skulle holde låget var ikke lange nok på 2 af automaterne, og faldt ofte af automaterne. Låget over krybben faldt også af efter en kort periode. Derudover var søerne i stand til at vælte automaten og låget på automaten blæste af i kraftigt stormvejr.

Indlæring

foregik problemfrit ved de automater, hvor kæderne var lange nok til at nå låget på krybben. På de andre automater blev der, for at afhjælpe problemet med de manglende kæder, placeret en sten mellem låg og krybbe, så søerne nemt kunne komme til foderet.

Håndtering

kunne foretages manuelt over små afstande, men længere flytninger krævede udstyr, fx en skovl på frontlæsseren.

Fyldning

var meget let at foretage, men på grund af det lille rumfang skulle automaten fyldes ofte.


Foderautomat fra JODI-INVENTAR

Vardevej 47, 7400 Herning, tlf. 97 16 40 40, fax 97 16 40 40.

Beskrivelse

Automaten er opbygget af en galvaniseret kasse. I kassen er der skrå sider, der fungerer som en “silo”. Nederst er en rust­fri krybbe, som er trukket ca. 20 cm ind i forhold til siden på automaten. Foran krybben er monteret plaststrimler, som både sikre at fugle ikke kommer ind til foderet, og sikre at det ikke kan regne direkte ind i krybben. I forbindelse med indlæring kan plaststrimlerne, ved hjælp af en bøjle, presses ind i automaten således, at foderet kommer til at ligge frit tilgængeligt for søerne.  Låget på automaten er et skydelåg, som åbner automaten 1/3. Øverst på automaten er der monteret løftekroge.

På siden af automaten er placeret et håndtag, som justerer uddoseringen. Justeringen er udformet som en plade langs “silo”-siden ned mod krybben. Pladen kan således regulere åbningsgraden af automaten. Der kan stå to søer og æde på hver side automaten.

Dimensioner

Højde, mm.:

1400

Diameter af silo, mm.:

1400

Længde af bundramme, mm.:

1250

Volumen, liter:

900

Højde på krybbekant:

200 mm over jordoverfladen

Vurdering


Foderspildet

fra automaten var minimalt.

Kagedannelse

i foderbeholderen blev registreret i minimalt omfang. Kagedannelsen i foderbeholderen var forårsaget af slagregn, som slog ind under låget og ned i foderet. Der blev registreret en del kagedannelse i krybben, hvilket sandsynligvis stammer fra savl fra søerne.

Justering

var meget let, også med foder i automaten.

Rengøring

var der ikke stort behov for, men en fuldstændig rengøring ville være vanskelig på grund af mange skjulte hjørner.

Holdbarheden

var god.

Indlæring

foregik problemfrit.

Håndtering

var nem at foretage samtidig med flytning af hytter.

Fyldning

var meget let at foretage.


Foderautomat fra TP-HYTTEN

Nørbyvej 22, Velling, 6950 Ringkøbing, tlf. 97 32 66 11, fax. 97 32 66 36

Beskrivelse

Automaten er udformet som en kasse, og den er opbygget af plastplader, med en rustfri stålkrybbe i bunden. Låget er ligeledes af plast. Forrest på automaten er monteret en tophængslet “vippebar” plade, som forhindrer fugles adgang til foderet.

Justering af automaten sker ved hjælp af en plade, som kan forskydes i forhold til det bagerste af krybben.

Dimensioner

Højde, mm.:

105

Diameter af silo, mm.:

600

Længde af bundramme, mm.:

660

Volumen, liter:

 

Højde på krybbekant:

120 mm over jordoverfladen


Vurdering

 

Foderspildet:

fra automaten var minimalt.

Kagedannelse:

I krybben blev registreret voldsomme kagedannelser, hvilket var forårsaget af regnvand. Den “vippebare” plade, som skulle forhindre fugles adgang til foderet, var monteret lige over krybben, og regnvandet løb derfor ned ad pladen og direkte ned i krybben. Hvis automaten blev vendt væk fra den fremherskende vindretningen for at minimere problemet var resultatet, at låget på automaten blæste op, og det regnede direkte ned i foderbeholderen.

Justering:

var meget vanskelig, idet man skulle holde boltene på bagsiden af pladen, inde i automaten, samtidig med at man skulle løsne møtrikkerne inde bag den vippebare plade. Justering var således umulig at gennemføre alene, det krævede en hjælper. Justering kunne ikke foretages med foder i automaten.

Rengøring:

 var der behov for i forbindelse med fjernelse af foderkager. Ved en fuldstændig rengøring var der nogle meget vanskelige områder og hjørner.

Holdbarheden:

var ikke tilfredsstillende. Automaten slog sig meget i varmen, hvilket betød at enkelte af automaterne blev så skæve, at den vippepladen ikke kunne vippe, og søerne derfor ikke kunne komme til foderet. Efter meget kort tid brækkede vippepladen på en af automaterne. Søerne væltede ligeledes ofte automaterne.

Indlæring:

foregik problemfrit på de automater, som ikke var blevet for skæve af solen, således at vippepladen derved var fastlåst.

Håndtering:

kunne foretages manuelt over små afstande, men længere flytninger krævede udstyr, ex en skovl på frontlæsseren.

Fyldning:

var let at foretage, men på grund af det ringe rumfang skulle automaten fyldes næsten dagligt.


Arkiv nr. 641 / Afp nr. 515


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Henrik Bækstrøm Lauritsen

Udgivet: 26. august 1999

Dyregruppe: Søer, Diegivende søer

Fagområde: Inventar