PMWS undersøgelse af smitteforhold

Postweaning Multisystemic Wasting Syndrome (PMWS) blev første gang konstateret i Danmark i 2000. Siden da er PMWS konstateret i store dele af landet (Hassing et al., 2002).

Porcint Circovirus type 2 (PCV2) er afgørende for udvikling af PMWS (Allan & Ellis 2000). Eftersom PCV2 er til stede i næsten alle danske svinebesætninger må andre faktorer spille ind. Disse faktorer kan være driftsmæssige forhold, forskellige former af PCV2 virus eller tilstedeværelsen af andre ikke identificerede smitstoffer. Det er stadig ikke klart om smitten kan overføres fra gris til gris, eller en anden faktor er afgørende, herunder evt. smitte fra so til afkom.

Formål

Formålet med undersøgelsen var at undersøge, om grise fra raske besætninger kunne udvikle PMWS ved sammenblanding med klinisk syge grise indkøbt fra besætninger med PMWS.

Der blev indkøbt grise fra 4 forskellige PMWS besætninger (besætning A, B, C og D). Diagnosen
PMWS var stillet i besætningerne ud fra følgende 3 kriterier (Bøtner et al., 2002):

1. Symptomer: Kliniske tegn på PMWS dvs. utrivelighed og vægttab hos grise samt en forøget dødelighed i besætningen
2. Histologi: Histopatologiske forandringer i lymfeknuder og eller/milt i form af tab af hvide blodlegemer (depletion) samt fund af kæmpeceller og/eller inklusionslegemer
3. Viruspåvisning: Påvisning af PCV2 i lymfeknuder og/eller milt ved immunfarvning.

Besætning A-D blev besøgt af en dyrlæge 3-4 dage før undersøgelsens start, hvor grise med kliniske tegn på PMWS (nedstemte, utrivelige, magre, pustende, forstørrede lymfeknuder) blev udvalgt.

Derudover blev der indkøbt grise fra 2 raske besætninger (besætning 1 og 2). Inden start blev besætning 1 og 2 besøgt af en dyrlæge for at være sikker på, at der ikke var kliniske tegn på PMWS i besætningen og for at tage blodprøver for at dokumentere, at besætningerne var smittet med PCV2.

I alle 6 besætninger var sundhedsstatus SPF +Myc +DK + Vac (MS med 2 gange PRRS ifølge gammel terminologi). Yderligere oplysninger om besætningerne findes i appendiks 1.

Grisene blev ved ankomst øremærket og fordelt til 4 veladskilte tomme sektioner på forsøgsgården ”Kronjyden” jf. tabel 1. Sektionerne var rengjorte og desinficerede, hvorefter de stod tomme 2 uger før indsættelse.

Tabel 1. Fordeling af grise på Kronjyden samt antal grise

Der blev anvendt separat tøj, støvler, engangshandsker og udstyr til hver sektion.

I hver sektion blev grisene opstaldet i 3 stier med hver 18 grise: 9 grise var fra en PMWS besætning og 9 grise fra en rask besætning. Stierne havde et areal på 6,7 m².

Hver sti havde smågrisehuler med overdækning og isolerende bundplader. I stierne blev der anvendt halmstrøelse og spåner. I hver sti var der 6 ædepladser og 2 drikkekopper.

Derudover blev grisene tilbudt rent drikkevand i rundtrug 2 gange dagligt, de første 3 uger efter indsættelse (figur 1).

Undersøgelsesperioden varede 6 uger.

Billede 1. Billeder tager ved undersøgelsens start af stalden på Kronjyden. Grise med røde øremærker er raske grise

Billede 2. Billeder tager ved undersøgelsens start af stalden på Kronjyden. Grise med røde øremærker er raske grise

Billede 3. Billeder tager ved undersøgelsens start af stalden på Kronjyden. Grise med røde øremærker er raske grise

Vejning

Grisene blev vejet ved ankomst (dag 0) og ved afgang (dag 42). Aflivede grise blev vejet ved aflivning. Herudfra blev grisenes daglige tilvækst beregnet.

Symptomer på sygdom

Den ansvarlige dyrlæge vurderede alle grisene 2 gange om ugen, udfra følgende kliniske symptomer:

• Nedstemt (grisen stod/lå og var ikke interesseret i sine omgivelser)
• Utrivelig (grisen voksede mindre end de andre, fik et stort hoved)
• Mager (rygraden kunne tydeligt ses)
• Strithåret (grisens hårlag var langt og strittende)
• Pusten (grisen trak vejret meget hurtigt, når den blev observeret i hvile)
• Somnolent (grisen lå slapt hen og reagerede ikke på stimuli)
• Diarré (tynd gødning)

Behandling

Grisene blev dagligt observeret af stationsforstanderen og syge grise blev behandlet i minimum 3 dage. Forskellige relevante præparater, som normalt burde virke, blev anvendt. Behandlingerne skete i samråd med den ansvarlige dyrlæge og Laboratoriet for Svinesygdomme, Kjellerup.

Obduktion

Fra de raske besætninger (1 og 2) blev 2 grise pr. besætning aflivet ved indsættelse for at undersøge, om der trods manglende klinik var forandringer forenelige med PMWS i besætningerne.

Øvrige grise blev aflivet, når det blev vurderet, at det var forbundet med unødig lidelse at lade dem leve længere.

Alle grise, der blev aflivet fra besætning 1 og 2, blev obduceret. Der blev udtaget materiale til histopatologisk undersøgelse (lymfeknude og milt) og til PCV2 påvisning (lymfeknude og milt) fra grise, der blev obduceret.

Ved obduktion blev følgende lagt til grund for PMWS diagnosen: histologiske forandringer (tab af hvide blodlegemer og tilstedeværelsen af kæmpeceller og/eller inklusionslegemer) samt forekomst af PCV2. Alle utrivelige grise blev ved undersøgelsens afslutning aflivet og obduceret.

Oplysninger om dødeligheden blandt smågrise under og efter undersøgelsen i de 6 oprindelses besætninger, blev indsamlet 1-2 måneder efter afslutning.

Antal aflivede grise kan ses i tabel 2. Inden for de første 7 dage efter sammenblandingen døde 2 grise af sig selv.

Tabel 2. Antal grise indsat og aflivet

Alle utrivelige grise blev aflivet i undersøgelsesperioden eller ved forsøgets afslutning, hvilket betyder, at alle overlevende grise fra PMWS besætningerne blev klinisk raske, i løbet af de 42 dage undersøgelsen varede. I figur 2 ses billeder af 2 utrivelige PMWS grise, som blev klinisk raske. Derudover et billede af raske grise ved undersøgelsens afslutning.

Billede 4. Grise utrivelige ved forsøgets start (A og B), som blev klinisk raske (C) i undersøgelsesperioden.

Billede 5. Grise utrivelige ved forsøgets start (A og B), som blev klinisk raske (C) i undersøgelsesperioden.

Billede 6. Grise utrivelige ved forsøgets start (A og B), som blev klinisk raske (C) i undersøgelsesperioden.

Grise indkøbt fra besætning A-D havde en vægt på omkring 12-13 kg ved start og grise fra besætning 1-2 vejede omkring 8 kg (tabel 3).

Tabel 3. Gennemsnitlig startvægt for grise fordelt på sektionerne samt daglig tilvækst for grise der overlever eller aflives

Grise, der blev aflivet havde en markant lavere tilvækst end grise, der overlevede (tabel 3).

Af grisene indkøbt med kliniske tegn på PMWS rettede 50-70% sig klinisk. De havde en daglig tilvækst på 570-650 gram de 42 dage undersøgelsen varede.

Klinik

Symptomer på PMWS blandt grise fra raske besætninger, startede mellem dag 14 og 32 efter sammenblanding. Den første gris døde dag 14. De mest udtalte symptomer var nedstemthed, utrivelighed, afmagring derudover pustede en del grise eller havde diarré (figur 3).

Billede 7. Grise indkøbt fra besætninger uden PMWS som blev klinisk syge.

Billede 8. Grise indkøbt fra besætninger uden PMWS som blev klinisk syge.

Billede 9. Grise indkøbt fra besætninger uden PMWS som blev klinisk syge.

Behandling

I alle 4 sektioner blev grisene behandlet med Nisoclyn i drikkevandet i 5 dage, 2 uger efter sammenblanding, pga. diarré (tegn på E.coli-diarré ved obduktion). Derudover blev mange grise behandlet individuelt for hjernebetændelse, luftvejslidelser og diarré. Der blev forsøgt med forskellige præparater, men generelt havde antibiotikabehandling en meget dårlig effekt på de grise fra raske besætninger, der blev syge. Derimod rettede en del af de grise indkøbt med kliniske symptomer på PMWS sig uden behandling.

Obduktion

Der blev ikke påvist PMWS i grise, aflivet ved starten af undersøgelsen fra de raske besætninger.

I alle 4 sektioner udviklede grisene fra de raske besætninger (1 og 2) PMWS. Ud af de 27-29 grise, der blev indsat i hver sektion fra raske besætninger, udviklede 3-6 grise PMWS efter sammenblanding med PMWS-syge grise.

Undersøgelsen viste, at klinisk raske grise fra besætninger uden PMWS, kan udvikle PMWS efter transport og sammenblanding med grise, der havde kliniske tegn på PMWS.

Grisene havde i undersøgelsesperioden optimale forhold (god plads, overdækning, halm osv.). Kun transporten til Kronjyden og sammenblandingen af grisene var stress faktorer. Alligevel udviklede grise indkøbt fra raske besætninger PMWS.

Behandling med antibiotika havde en meget dårlig effekt på grisene. De fortsatte med at være utrivelige selvom en behandling blev påbegyndt straks en gris udviste de første symptomer.

Over halvdelen (50-70%) af grisene indkøbt med kliniske tegn på PMWS blev raske og havde en daglig tilvækst på 570-650 gram de 42 dage undersøgelsen varede. Dette tyder på, at hvis klinisk syge PMWS grise tilbydes optimale forhold, kan de blive raske.

Tak til

Dyrlæge Pia Conradsen, Haderslev dyrehospital, og dyrlægerne Birgitta Svensmark, Lars Peter Ellegård og Bjørn Lorentzen, Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier. Teknikerne Ib Dahl Jensen og Roald Koudahl Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier, Veterinærteknikerne Leif  Straarup Jørgensen og Søren Justesen, Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier samt stationsforstander Poul Jensen, Kronjyden.