23. oktober 2003

Meddelelse Nr. 624

Firmaprodukter til smågrise: NuPro 2000 som alternativ proteinkilde i fravænningsfoder

På baggrund af denne og en tidligere afprøvning må det anbefales at anvende NuPro 2000 i hele smågriseperioden med en dosering på 2,5 pct. i stedet for en dosering på 5 pct. i en kortere periode.

Proteinproduktet NuPro 2000 er afprøvet til smågrise. Foder tilsat NuPro 2000 blev tildelt grisene to uger før og to uger efter fravænning. Fra ca. 6-ugers alderen og indtil 10-ugers alderen fik alle grise kontrolfoder. Afprøvningsperioden var fra fravænning og indtil 10-ugers alderen. Afprøvningen blev gennemført i en konventionel besætning og der blev indsat 144 grise pr. gruppe fordelt på 22 gentagelser.

Følgende behandlinger indgik i afprøvningen:

Gruppe

1

2

Firma

Kontrol

Alltech

Fravænningsfoder:
2 uger før fravænning

Kontrol

5 pct. NuPro 2000

Fravænningsfoder: 4-6 uger

Kontrol

5 pct. NuPro 2000

Smågrisefoder: 6-10 uger

Kontrol

Kontrol

NuPro 2000, der er et tørt produkt, blev tilsat direkte i blanderen sammen med vitaminer og mineraler. I fravænningsblandingerne til forsøgsgruppen erstattede 5 pct. NuPro 2000 ca. 3 pct. sojaproteinkoncentrat og ca. 2 pct. hvede.

I gennemsnit blev der foretaget behandlinger for diarré i 0,7 dage pr. gris, og der var 1,7 pct. døde og 2,4 pct. udsatte grise i afprøvningen. Der var ikke statistisk sikker forskel imellem grupperne. Behandlingsniveau og dødelighed var forholdsvist lavt i denne afprøvning.

Analyseresultaterne for næringsstofindholdet i alle foderblandinger stemte overens med det beregnede indhold.

Produktionsværdien pr. gris (4-10 uger) for de enkelte foderblandinger blev beregnet ud fra de opnåede produktionsresultater ved samme pris pr. FEsv for alle foderblandingerne. Resultaterne viste, at der ikke var sikker forskel i produktionsværdien imellem kontrolgruppen og gruppen, hvor foderet blev tilsat 5 pct. NuPro 2000 to uger før og de første to uger efter fravænning.

På baggrund af denne og en tidligere afprøvning må det anbefales at anvende NuPro 2000 i hele smågriseperioden med en dosering på 2,5 pct. i stedet for en dosering på 5 pct. i en kortere periode. Dette er dog under forudsætning af, at foderets pris ved tilsætning af 2,5 pct. NuPro 2000 ikke stiger væsentligt.

Baggrund

Der markedsføres til stadighed nye produkter, hvor det er ønskeligt at få produktionsværdien belyst under danske produktionsforhold. Det er nødvendigt at kende produkternes effekt på produktionsresultaterne for at kunne vurdere det økonomiske udbytte.

NuPro 2000 er et proteinprodukt bestående af cellekernen fra gærceller. Produktet har et højt indhold af protein og kan derfor anvendes som alternativ til proteinkilder som sojaproteinkoncentrat, fiskemel, mælkeprotein m.m. NuPro 2000 har endvidere et højt indhold af nucleotider, der formodes at have en reducerende effekt på sygdomsfrekvensen. I en tidligere afprøvning er der fundet en tendens til en forbedring i produktionsværdien og en reduktion i dødeligheden ved at tilsætte 2,5 pct. NuPro 2000 til smågrisefoderet to uger før fravænning og indtil 10 ugers alderen.

Formålet med afprøvningen var at undersøge, om tilsætning af 5 pct. NuPro 2000 til fravænningsfoderet anvendt to uger før og to uger efter fravænning havde en positiv effekt på produktionsværdien. Effekten blev primært målt på produktionsværdien, der beregnes på baggrund af produktionsresultaterne: daglig tilvækst og foderudnyttelse. Sekundært måltes effekten på dødeligheden og antallet af sygdomsbehandlinger.


Materialer og metoder

Afprøvningen blev gennemført på Forsøgsstation Kronjyden, hvortil der blev leveret konventionelle smågrise fra Forsøgsstation Grønhøj. I afprøvningen blev indsat 7-8 grise pr. sti. Hver sti var indrettet med fast gulv, smågrisehjørner med overdækning og isolerende bundplader. I stierne blev anvendt halmstrøelse. I hver sti var der én foderautomat med to ædepladser og én drikkekop i rensegangen. Stierne havde fælles rensegang.

Der blev indsat 22 hold, i alt 144 grise pr. gruppe. Gruppeinddelingen fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Gruppeinddeling

Gruppe

1

2

Firma

Kontrol

Alltech

Fravænningsfoder:
2-4 uger i farestalden

Kontrol

5 pct. NuPro 2000

Fravænningsfoder: 4-6 uger

Kontrol

5 pct. NuPro 2000

Smågrisefoder: 6-10 uger

Kontrol

Kontrol

Foderblandingerne blev optimeret med 5 pct. ekstra af aminosyrerne: lysin, methionin, cystin, treonin og tryptofan for at sikre imod udsving i råvarernes indhold af råprotein. Foderets indhold af øvrige næringsstoffer overholdt de gældende normer (jf. FOKUS PÅ Normer for næringsstoffer, Landsudvalget for Svin, 2002). NuPro 2000, der er et tørt produkt, blev tilsat direkte i blanderen sammen med vitaminer og mineraler. I fravænningsblandingerne til forsøgsgruppen erstattede NuPro 2000 3 pct. sojaprotein koncentrat og 2 pct. hvede. Der blev anvendt den samme smågriseblanding i begge grupper. NuPro 2000 indgik i optimeringen med analyseværdier opgivet af Alltech. Næringsstofindholdet i NuPro 2000 fremgår af appendiks 1.

Både fravænningsblandingerne og smågriseblandingen blev produceret ad én gang. Foderblandingerne blev produceret hos Aarhusegnens Andel i Brædstrup. Foderet blev varmebehandlet og pelleteret ved en temperatur på minimum 81 °C. Foderets sammensætning samt en beskrivelse af produktet fremgår af appendiks 2 og 3.

Ved hver foderlevering blev alle foderblandinger analyseret for energi (FEsv), råprotein og for aminosyrerne: lysin, methionin, cystin, treonin samt for calcium og fosfor.

I farestalden blev grisene tildelt de to blandinger fra to uger før fravænning. I smågrisestalden blev der udfodret én gang om dagen. Alle grise havde adgang til foder og vand hele døgnet. De første to uger efter fravænning (4-6 uger) fik grisene tildelt fravænningsfoder (kontrol og NuPro 2000). I den følgende periode (6-10 uger) fik alle grisene smågrisefoder (kontrol). Da grisene, der fik NuPro 2000 i fravænningsfoderet, blev tilfældigt udvalgt allerede i farestalden, har det medført, at der ikke blev opnået den samme vægt i gennemsnit pr. gruppe ved indsættelse.

Diarrébehandlinger blev udført i henhold til dyrlægens anvisninger, hvilket vil sige, at når en gris viste kliniske symptomer på diarré påbegyndtes en behandling med antibiotika. Hvis mere end 50 pct. af grisene i en sti havde diarré, blev der gennemført kollektive behandlinger på stiniveau ved at tildele grisene elektrolytvand og efterfølgende tildele antibiotika enten via vand eller foder.

Registreringsperioden i afprøvningen omfattede perioden fra indsættelse i smågrisestalden og indtil 10-ugers alderen. Der blev ikke gennemført registreringer i farestalden.

Produktionsværdien blev beregnet som: (kg tilvækst × kr. pr. kg tilvækst) ÷ (antal analyserede FEsv × kr. pr. FEsv). Tilvækstværdien ( 5,74 kr. pr. kg tilvækst) blev beregnet dels på basis af den gennemsnitlige indsættelses- og afgangsvægt i hele afprøvningen og dels på basis af den gennemsnitlige notering over 5 år (1. september 1997 - 1. september 2002) for 7 kg’s grise (228 kr. pr. gris, ± 7,16 kr. pr. kg) samt 30 kg’s grise (364 kr. pr. gris, ± 4,98 kr. pr. kg). De anvendte priser på foder er gennemsnit af 5 år, for fravænningsfoder: 2,34 kr. pr. FEsv og for smågrisefoder: 1,51 kr. pr. FEs.

Produktionsværdien blev analyseret som primær parameter. I modellen indgik følgende variable: hold, stald og gruppe. Sygdomsregistreringer blev analyseret som sekundær parameter.

Data blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under proceduren GLM med følgende model: hold, stald og gruppe. Statistisk sikre forskelle angives på 5 procentniveau. Resultaterne er vist som korrigeret gennemsnit for hver gruppe. I beregningen er der ikke korrigeret for vægt ved indsættelse, da grisene blev opdelt i farestalden og derfor havde forskellige udgangspunkter ved fravænning. Data blev testet for normalfordeling og outliers for at sikre, at der ikke var hold, der afveg signifikant fra de andre.


Resultater og diskussion

Foderanalyser

Der var god overensstemmelse mellem det beregnede og det analyserede næringsstofindhold. Indholdet af methionin og methionin+cystin i fravænningsblandingerne var lavere end beregnet, men overholdt normen som følge af den ekstra tilsætning af aminosyrer. Analyseresultaterne fremgår af appendiks 4.

Sygdomsforhold

Der var ikke sikker forskel imellem grupperne i dødelighed eller frekvensen af behandlinger for diarré. I gennemsnit var dødeligheden 1,7 pct. og der blev i gennemsnit udtaget 2,4 pct. på grund af sygdom. For at kunne opnå en signifikant forskel mellem to grupper i dødelighed, skulle der være dobbelt så mange døde i forsøgsgruppen i forhold til kontrolgruppen. I  gennemsnit blev der behandlet 0,7 dage for diarré. For at kunne opnå signifikant forskel imellem to grupper skulle der i gennemsnit være en forskel på 0,3 behandlingsdage. Alle behandlinger blev i denne afprøvning foretaget individuelt, og en behandling var typisk injektion med antibiotika tre dage i træk. Frekvensen af behandlinger for diarré var i denne afprøvning forholdsvis lav.

Produktionsresultater

Produktionsresultaterne fremgår af tabel 2. Resultaterne er angivet for alderen 4-6 uger og 6-10 uger samt for hele afprøvningsperioden (4-10 uger).

Tabel 2. Produktionsresultater

Gruppe

1

2

Produkt

Kontrol

NuPro 2000

Antal stier

22

22

Indsættelsesvægt (kg)

7,2

7,8

Vægt ved mellemvejning (kg)

9,2

9,5

Vægt ved afgang (kg)

29

29,3

Antal grise

144

144

Fravænning til mellemvejning 4-6 uger

Daglig tilvækst (g)

129

114

Daglig foderoptagelse (FEs)

0,23

0,22

Foderudnyttelse (FEs/kg)

1,79

2,25

Mellemvejning til afgang 6-10 uger

Daglig tilvækst (g)

609

615

Daglig foderoptagelse (FEs)

1,03

1,05

Foderudnyttelse (FEs/kg)

1,70

1,71

Hele vækstperioden 4 -10 uger

Daglig tilvækst (g)

454

455

Daglig foderoptagelse (FEs)

0,77

0,78

Foderudnyttelse (FEs/kg)

1,70

1,73

Vægt ved indsættelse var højest for de grise, der havde fået NuPro 2000 i farestalden. Det er ikke muligt at konkludere, om det er en følge af NuPro 2000 eller skyldes en tilfældig so-effekt. Data er testet både med og uden korrektion for indsættelsesvægt. Korrektion for indsættelsesvægt påvirkede ikke afprøvningens konklusion.

Produktionsværdien er beregnet ud fra de opnåede produktionsresultater. Produktionsværdien ved 5-års priser fremgår af tabel 3.

Tabel 3. Produktionsværdi

Gruppe

1

2

Produkt

Kontrol

NuPro 2000

Produktionsværdi ved 5-års priser ¹):
Kr./gris

66,1

64,1

Indeks

100

97

¹) Ved sammenligning af produktionsværdien mellem kontrolgruppen og forsøgsgruppen skal der være en
     
forskel i produktionsværdien på minimum 5,8 kr./gris eller minimum 9 indekspoint for, at der er tale om
     en statistisk sikker forskel.

Tilsætning af 5 pct. NuPro 2000 til fravænningsblandingen medførte ikke en forbedring i produktionsværdien i forhold til kontrolgruppen.

I en tidligere afprøvning blev det fundet, at der var tendens (p=0,08) til en forbedring i produktionsværdien og signifikant færre døde i gruppen, hvor foderet blev tildelt NuPro 2000 i både fravænnings- og smågrisefoderet (Medd. 526, Landsudvalget for Svin). I begge afprøvninger blev foderet, der var tilsat NuPro 2000, givet til grisene i farestalden to uger før fravænning. Forskellen imellem de to afprøvninger var, at NuPro 2000 i den tidligere afprøvning indgik i både fravænnings- og smågriseblandingen med 2,5 pct. og at NuPro 2000 erstattede fiskemel og vallepulver (Medd. 526, Landsudvalget for Svin). I denne afprøvning indgik NuPro 2000 med 5 pct., men kun i fravænningsblandingen og erstattede primært sojaproteinkoncentrat.

På baggrund af disse to afprøvninger må det anbefales at anvende NuPro 2000 i hele smågriseperioden med en dosering på 2,5 pct. i stedet for en dosering på 5 pct. i en kortere periode. Dette er dog under forudsætning af, at foderets pris ved tilsætning af 2,5 pct. NuPro 2000 ikke stiger væsentligt.


Konklusion

Samlet viste afprøvningen, at tilsætning af NuPro 2000 til fravænningsfoderet ikke forbedrede produktionsværdien i forhold til kontrolgruppen. Der blev ikke fundet en forskel i dødelighed eller diarrébehandlinger.


Referencer

Afprøvning af NuPro 2000 til smågrise. Landsudvalget for Svin, DS, 2002. Meddelelse nr. 526.

Deltagere
Landbrugsteknikere Ib Dahl Jensen og Jens Ove Hansen, Landsudvalget for Svin.
Afprøvning nr.: 734


Appendiks 1

Analyseret næringstofindhold i NuPro 2000 (enkeltbestemmelse udført af Alltech)

NuPro 2000

Analyse

FEsv pr. 100 kg

0,73

Råprotein, pct.

49,1

Råfedt pct.

8,8

Råaske, pct.

5,8

Lysin, pct. i tørstof

2,82

Methionin, pct. i tørstof

0,76

Cystin, pct. i tørstof

0,53

Treonin, pct. i tørstof

2,00

Tryptofan, pct. i tørstof

0,51

Appendiks 2

Fravænningsfoder (4-6 uger), råvaresammensætning i pct.

Råvarer

Gruppe 1

Gruppe 2

Hvede

51,01

48,9

Byg

15,00

15,00

Sojaprotein koncentrat

10,71

7,35

Fiskemel LT

10,00

10,00

Vallepulver, sød

6,00

6,00

Svinefedt

2,89

3,60

Melasse

1,00

1,00

Monocalciumfosfat

0,86

0,61

Foderkridt

0,72

0,87

L-Lysinhydrochlorid 60 pct.

0,70

0,71

DL-Methionin 40 pct.

0,20

0,20

L-Treonin 50 pct.

0,31

0,29

L-Tryptofan 40 pct.

0,12

0,12

Vitamin og mineral

0,35

0,35

Fodersalt

0,13

-

NuPro 2000

-

5,00

Smågrisefoder (6-10 uger), råvaresammensætning i pct.

Råvarer

Gruppe 1+2

Hvede

49,68

Byg 

20,00

Sojaskrå afskallet og toasted

7,76

Sojaskrå, toasted

7,76

Fiskemel, alm.

7,00

Svinefedt

2,94

Melasse

1,50

Foderkridt

1,13

Monocalciumfosfat

0,56

L-Lysinhydrochlorid 60 pct.

0,63

DL-Methionin 40 pct.

0,15

L-Treonin 50 pct.

0,27

Tryptofan 40 pct.

0,07

Fodersalt

0,29

Vitamin og mineraler inkl. fytase

0,26

Appendiks 3

Produktbeskrivelse angivet på baggrund af oplysninger fra firmaet

Produkt:

NuPro 2000

Leverandør:

Alltech Denmark A/S
Skomagervej 2
Vinding
7100 Vejle
Tlf.: +45 75 85 75 93 / Fax: +45 75 85 75 94

Indhold:

Non GOM gær-ekstrakt (gærcellekerner), der tilfører foderblandingen en afbalanceret aminosyreprofil. NuPro 2000 indeholder cirka 6 pct. nucleotider og cirka 5 pct. glutaminsyre

 Pris:

Prisen på produktet kan ikke opgives

Appendiks 4

Fravænningsfoderets beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer

Gruppe

 

1

2

 

Beregnet

Analyse ¹)

FEsv pr. 100 kg

121

118

121

Råprotein, pct.

21,4

20,6

21,7

Lysin, g/kg

15,1

14,4

15,7

Methionin, g/kg

5,1

4,5

4,8

Meth.+cyst., g/kg

8,4

7,5

7,9

Treonin, g/kg

9,2

8,7

9,1

Antibiotika ²)

-

Negativ

Negativ

¹) Gennemsnit af fire analyser, hvis ikke andet er oplyst.
²) En analyse.

Smågrisefoderets beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer

Gruppe

 

1+2

 

Beregnet

Analyse¹)

FEsv pr. 100 kg

114

115

Råprotein, pct.

19,5

19,6

Lysin, g/kg

13,2

13,4

Methionin, g/kg

4,1

4,0

Meth.+cyst., g/kg

7,2

7,0

Treonin, g/kg

8,2

8,0

¹) Gennemsnit af fire analyser, hvis ikke andet er oplyst.


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Hanne Maribo

Udgivet: 23. oktober 2003

Dyregruppe: Smågrise

Fagområde: Ernæring