Halebid – Kan slagtedata anvendes til at identificere besætninger med høj forekomst?

Sammenhængen mellem den sande forekomst af halebid i en besætning og antallet af registrerede halebid ved slagtning kendes ikke. Det kunne tænkes, at der kun var en ringe sammenhæng, f.eks. på grund af registreringsusikkerhed på slagteriet, fordi mange halebid heler og ikke er synlige på slagtetidspunktet, eller fordi en del grise med halebid ikke når til slagtning.

Hvis slagtedata tænkes anvendt til at identificere besætninger med en høj forekomst af halebid, er det væsentligt at vide, i hvor høj grad slagtedata afspejler forekomsten af halebid i besætningerne. Desuden er det nødvendigt at have kendskab til, hvordan forekomsten af halebid varierer mellem besætningerne og over tid.

Formålet med denne undersøgelse var at belyse mulighederne for at anvende slagtedata til identifikation af besætninger med høj forekomst af halebid, herunder at undersøge sammenhængen mellem forekomsten af halebid i besætningerne og forekomsten af halebid registreret ved slagtning.

Undersøgelsen blev gennemført i regi af Center for Produktions- og Sundhedsstyring i Husdyrbruget (Cepros) som et samarbejde mellem Landsudvalget for Svin og Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Fagområdet Svinesygdomme.

Registrering af halebid i 111 slagtesvinebesætninger (de kliniske undersøgelser)

Undersøgelsen omfattede oprindeligt 176 slagtesvinebesætninger udvalgt af Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut (nu Fødevareøkonomisk Institut). Alle besætningsejerne blev kontaktet og spurgt, om de ville deltage i undersøgelsen. Denne kontakt skete pr. brev og i nogle tilfælde også telefonisk. I alt 98 besætningsejere indvilligede i at deltage. De 98 besætningsejere havde slagtesvin fordelt på i alt 111 besætninger (CHR-numre).

Hver besætning blev besøgt to gange med cirka 8 ugers mellemrum. Besøgene blev gennemført af én af tre veterinærteknikere ansat af LU/DS, således at den samme tekniker besøgte den enkelte besætning begge gange. I alle besætninger blev op til 1000 grise undersøgt. Antallet af grise med halebid i hver enkelt sti blev talt. Samtidigt blev antallet af grise i stien talt, og gennemsnitsvægten på grisene i stien blev anslået. I besætninger med mere end 1000 grise på stald blev en vis andel af stierne udvalgt systematisk. For eksempel blev kun hver anden sti undersøgt, hvis der var 2000 grise i besætningen. Stier med mere end 50 grise indgik ikke i undersøgelsen. Begrundelsen for dette var, at det i så store stier var for vanskeligt at tælle antallet af grise med halebid. Halebiddene blev kun registreret, hvis de havde en blodig overflade eller sårskorpe. Ældre afhelede halebid blev ikke registreret.

Registreringerne blev foretaget i perioden december 1999 til marts 2001. En mere grundig beskrivelse af besætninger og registreringsprocedurer er givet i Erfaring nr. 208 fra Landsudvalget for Svin.

Anvendelse af slagtedata for de 111 slagtesvinebesætninger

Data fra slagteriernes rutinemæssige kødkontrol blev anvendt i undersøgelsen. Ved den rutinemæssige kødkontrol bliver det for hver enkelt gris registreret, om der er konstateret ”halebid/haleinfektion”. Leverandøren af grisen kan identificeres ved leverandørnummer og tilhørende CHR-nummer.

Til undersøgelsen blev der anvendt slagtedata fra perioder, som blev forsøgt fastlagt således, at de dækkede det tidsrum, hvor de klinisk undersøgte grise, var blevet slagtet. Det blev gjort på følgende to måder:

Metode 1: Der blev anvendt slagtedata fra slagtninger foretaget de første 12 uger efter hver undersøgelse i besætningerne.

Metode 2: Længden af perioden for slagtedata varierede fra 1-12 uger og afhang af vægten på de mindste grise, som blev undersøgt ved den kliniske undersøgelse i pågældende besætning. Hvis de mindste grise var større end 25 kilo, blev perioden forkortet tilsvarende (som en lineær funktion af vægten). Det må formodes, at man derved mere præcist rammer det tidsrum, hvor de klinisk undersøgte grise er blevet slagtet.

Alle registreringer af halebid/haleinfektion blev anvendt, uanset om grisen var blevet kasseret eller ej.

Statistik

Observationer fra de to besætningsbesøg i hver besætning blev betragtet som uafhængige, selvom den samme gris godt kan være blevet undersøgt ved begge besætningsbesøg. Stier med grise med en anslået gennemsnitsvægt på mindre end 25 kg blev ekskluderet fra datasættet. Kun nogle få besætninger indsatte grise under 25 kg, og ved at ekskludere stier med så små grise blev datamaterialet mere ensartet. For hvert besætningsbesøg blev forekomsten af halebid beregnet (% grise med halebid). Tilsvarende blev forekomsten af halebid ved slagtning beregnet for hver besætning. Her blev der anvendt slagtedata fra de to ovennævnte perioder (jf. metode 1 og metode 2). Rangkorrelationskoefficienten blev beregnet som et mål for sammenhængen mellem de kliniske data og slagtedata. Konventionelt regnes korrelationer over 0,75 som ”stærke”. Der blev ligeledes beregnet en korrelation for sammenhængen i forekomst mellem besøg 1 og 2 i en given besætning, hvilket kan give et indtryk af hvor meget halebidsforekomsten varierer over tid inden for hver besætning.

Undersøgelser af slagtedata for et større antal besætninger

For at få et indblik i, hvordan forekomsten af halebid varierer mellem besætninger og over tid, blev der foretaget beregninger på slagtedata for et større antal besætninger. Data fra 2000-2002 for alle besætninger med en årsleverance på mindst 500 slagtesvin blev inkluderet i beregningerne.

Indledende beskrivelser af data vedr. de 111 besætninger

Grisene i undersøgelsen var fordelt på 111 besætninger (CHR-numre). Cirka 151.000 grise i 9800 stier indgik i de kliniske undersøgelser. Dette omfatter imidlertid registreringer fra to besøg i hver besætning. Der blev i alt foretaget 219 besøg i de 111 besætninger. Tre besætninger blev således kun besøgt én gang.

For hvert af de 219 besætningsbesøg blev den gennemsnitlige vægt på de undersøgte grise beregnet (figur 1). Dette blev gjort på grundlag af den anslåede gennemsnitsvægt af grisene i hver enkelt sti. Gennemsnitsvægten lå ved de fleste besøg på 60-70 kg. Det må formodes, at besætninger med betydeligt højere eller lavere gennemsnitsvægt ofte vil være besætninger, som kun har et enkelt eller få hold grise på ejendommen.

Figur 2 viser den mindste anslåede stivægt (anslået gennemsnitsvægt på grisene i en sti) ved hvert af de 219 besætningsbesøg. Det ses, at der ved cirka tre fjerdedele af besøgene fandtes stier med grise på 40 kg eller mindre. Der var dog også besætninger, som på besøgsdagen kun havde store slagtesvin, hvilket har betydning for udvælgelsen af den relevante periode for slagtedata (jf. metode 2).

Ved de 219 besætningsbesøg blev der i alt registreret 1833 halebid, svarende til en total gennemsnitlig forekomst på 1,2%. I figur 3 ses fordelingen af forekomsten af halebid ved de 219 besætningsbesøg. Det ses, at forekomsten af halebid varierede stærkt mellem besætningerne. Ved cirka en tredjedel af besætningsbesøgene blev der slet ikke fundet grise med halebid (fremgår ikke af figur 3). Tidligere analyser foretaget på de samme data har vist,  at en stor del af halebiddene forekom i en relativt lille andel af staldene (Busch et al. 2003).

I figur 4 og 5 ses den besætningsvise forekomst af halebid registreret på slagteriet. Der er anvendt slagtedata for en periode på 12 uger efter hvert besætningsbesøg (figur 4, metode 1) eller for en periode, hvis længde afhænger af størrelsen på de mindste grise ved besætningsbesøget (figur 5, metode 2). Af ukendte årsager kunne der kun findes slagtedata for 213 ud af de 219 besætningsbesøg. Det ses, at den gennemsnitlige forekomst ved slagtning er cirka halvdelen af forekomsten registreret ved de kliniske undersøgelser. Det ses også, at der ikke er væsentlig forskel på de to figurer.

I figur 6 ses den ugevise forekomst af halebid registreret ved den rutinemæssige kødkontrol for alle danske slagtesvinebesætninger i 2000-2001. I samme figur ses tilsvarende slagtedata fra undersøgelsens 111 besætninger for den samme periode. De 111 besætninger afviger ikke væsentligt fra landsgennemsnittet. Den større variation i data fra de 111 besætninger kan tilskrives ”stikprøve-variation”.

Sammenhænge mellem kliniske data og slagtedata

I figur 7 ses sammenhængen mellem forekomsten af halebid ved henholdsvis første og andet besøg i hver besætning. Der blev gennemført to besøg i 108 ud af de 111 besætninger. Hvis der havde været samme forekomst ved første og andet besøg, ville alle punkter have ligget på den skrå linie.

I figur 8 ses sammenhængen mellem forekomsten af halebid registreret i besætningen og forekomsten af halebid registreret på slagteriet. Der er anvendt slagtedata for en periode på 12 uger efter hvert besætningsbesøg (metode 1, figur 8-A ) eller for en periode, hvis længde afhænger af størrelsen på de mindste grise ved besætningsbesøget (metode 2, figur 8-B). På baggrund af figurerne kan der ikke konstateres væsentlige forskelle på de to metoder.

A)	Metode 1 -  Slagtedata for en periode på 12 uger efter hvert besætningsbesøg
B)	Metode 2 - Slagtedata for en periode på 0-12 uger efter hvert besætningsbesøg, afhængigt af størrelsen på de mindste grise ved besætningsbesøget

Figur 9 svarer til figur 8, men data fra to besætningsbesøg i hver besætning er her slået sammen. Der er anvendt slagtedata fra en periode på cirka 5 måneder (fra første besøg til 12 uger efter andet besøg i besætningen).

Styrken af sammenhængene i figur 7-10 er angivet i tabel 1 ved hjælp af Spearman’s rangkorrelation.

Tabel 1. Styrken af sammenhænge

Sammenligning	Periode for slagtedata	N 1	Gennemsn. forekomst (%)	Antal med 0-forekomst 2	Rang- korrelation	p-værdi for test af rho=0 3
Klinik besøg 1~ Klinik besøg 2	----	108	1,23 1,20	49 49	0,56	< 0,0001
Klinik ~ Kødkontrol	Metode 1	213	1,20 0,62	70 45	0,61	< 0,0001
Klinik ~ Kødkontrol	Metode 2	213	1,20 0,61	70 51	0,62	< 0,0001
Besætningsvis: Klinik ~ Kødkontrol	Metode 1	107	1,18 0,63	21 17	0,64	< 0,0001

1.	Antallet af observationer (antal besætningsundersøgelser/kødkontrolobservationer). Ud af de 111 besætninger blev tre besætninger kun besøgt én gang, og kødkontroldata manglede for fire besætninger
2.	Antallet af tilfælde, hvor der slet ikke blev registreret halebid
3.	Test af, om der er en sikker sammenhæng mellem de to målte forekomster af halebid

Det fremgår af de beregnede rangkorrelationer, at styrken af sammenhængene er meget sammenlignelige og af moderat størrelse. Det fremgår af P-værdierne, at sammenhængene er statistisk signifikante.

Ved undersøgelserne i besætningerne blev der fundet en cirka dobbelt så høj gennemsnitlig forekomst af halebid som ved kødkontrollen (tabel 1). Det kan skyldes, at mange halebid heler inden slagtning, at en del grise med halebid ikke når til slagtning, eller at ikke alle halebid registreres ved kødkontrollen. Ved undersøgelserne i besætningerne blev der til gengæld fundet flere besætninger helt uden halebid end der gjorde ved kødkontrollen. Det kan delvist skyldes, at det i besætninger med mere end 1000 grise på stald ikke var alle grise, der blev undersøgt, mens alle grise blev undersøgt ved kødkontrollen.

Tidligere undersøgelser har vist, at niveauet af halebidsregistreringer varierer betydeligt mellem slagterierne, sandsynligvis især på grund af forskelle i registreringsvaner. En del af den manglende sammenhæng mellem de kliniske registreringer og slagteregistreringerne kunne muligvis skyldes slagterivariationen. Mange af besætningerne i undersøgelsen leverede grise til flere forskellige slagterier, hvilket gør det vanskeligt, at tage højde for betydningen af slagteri i dataanalyserne. Beregninger på data tyder dog på, at styrken af sammenhængen mellem de kliniske registreringer og slagteregistreringerne kun øges i ringe grad, når der tages højde for slagterivariationen.

En anden faktor, som kunne medvirke til at begrænse sammenhængen mellem de to typer data, er usikkerheden ved registreringerne foretaget i besætningerne. Registreringerne blev foretaget ved kun to besøg i hver besætning og angiver derfor ikke præcist hvor mange af grisene, der i løbet af slagtesvineperioden har halebid. For eksempel kan der være opstået udbrud af halebid i løbet af de første 12 uger efter at registreringerne var blevet lavet, hvilket sandsynligvis ville afspejle sig i slagtedata. Desuden er der en vis usikkerhed ved optællingen af grise med og uden halebid i besætningerne.

Tidligere analyser af de kliniske data har vist, at niveauet af registrerede halebid i besætningerne var relativt ensartet for de tre personer, som foretog registreringerne (ingen statistisk sikker forskel mellem de tre personer) (Meddelelse nr. 592). Variation mellem de tre observatører har derfor sandsynligvis ikke nogen betydelig indflydelse på styrken af sammenhængen mellem de kliniske registreringer og slagteregistreringerne.

Nedenfor vises nogle eksempler på beregninger, som illustrerer værdien af kødkontrol som instrument til identifikation af besætninger med ekstreme niveauer af halebid:

De 107 besætninger blev på baggrund af de kliniske undersøgelser opdelt i tre grupper med henholdsvis lav, middel og høj forekomst af halebid. Tilsvarende blev de samme besætninger på baggrund af slagtedata opdelt i tre grupper med lav, middel og høj forekomst. I begge tilfælde blev de 10% af besætningerne, der havde højest forekomst af halebid placeret i gruppen med høj forekomst. De 75% af besætningerne, der havde lavest forekomst blev placeret i gruppen med lav forekomst. Resten af besætningerne blev placeret i gruppen med middel forekomst. I tabel 2 ses fordelingen af besætningerne i de pågældende grupper.

Det ses, at der for størstedelen af besætningerne er enighed mellem kliniske data og slagtedata med hensyn til placeringerne i grupperne. Halvfjerds besætninger blev placeret i gruppen med lav forekomst på baggrund af begge typer data.

Tilsvarende blev 7 besætninger placeret i middelgruppen og 7 besætninger i gruppen med høj forekomst på baggrund af begge typer data. Én besætning blev placeret i gruppen med høj forekomst i slagtedata, men havde lav forekomst ved de kliniske undersøgelser. Denne besætning kan måske have haft et udbrud af halebid efter, at de kliniske undersøgelser blev foretaget. Fire besætninger havde høj forekomst ved de kliniske undersøgelser men lav forekomst ved slagtning. Som nævnt tidligere kan der være flere forklaringer på dette.

I betragtning af den usikkerhed, der må antages at være ved data, må der generelt siges at være en pæn overensstemmelse mellem de to typer halebidsregistreringer.

Tabel 2. Fordelingen af besætninger i grupper med henholdsvis lav, middel og høj forekomst af halebid registreret ved kliniske undersøgelser og den rutinemæssige kødkontrol (107 besætninger)

		Slagtedata*
		Laveste 75 %	Middel	Højeste 10%
Halebid registreret i besætningerne (2 besøg)	Laveste 75%	70	9	1
	Middel	6	7	3
	Højeste 10%	4	0	7
		80	16	11

* Til beregningen er anvendt slagtedata fra perioden fra første besætningsbesøg til 12 uger efter andet besætningsbesøg

Nedenfor gives endnu en illustration af sammenhængen mellem de to typer data:

Forekomsten af halebid registreret ved slagtning blev fastlagt for en 12-ugers periode efter hvert af de 213 besætningsbesøg (slagtedata manglede i seks tilfælde). Herefter blev de 213 observationer delt i to grupper med en forekomst ved slagtning på henholdsvis under og over 2% (denne grænseværdi skal kun opfattes som et eksempel). Her faldt 8% af observationerne (17 observationer) i gruppen med en halebidsforekomst på over 2%. I figur 10 ses fordelingen af halebidsforekomsten registreret ved de kliniske undersøgelser for hver af de to grupper.

Det ses af figur 10-A, at nogle få besætninger med høj forekomst i besætningen alligevel havde en lav forekomst på slagteriet. Det ses også, at der i to tilfælde var en relativt lav forekomst i besætningen (1-2%) men alligevel en forekomst på over 2% registreret ved slagtning (første søjle i figur 10-B). De øvrige 15 besætninger med høj forekomst ved slagtning havde dog alle haft en forekomst over gennemsnittet ved undersøgelsen i besætningen.

Det må antages, at der på slagteriet kun meget sjældent vil blive registreret halebid, hvis der ikke er et halebid. Hvis en besætning har en høj forekomst af halebid ifølge slagtedata men ikke ifølge besætningsundersøgelserne, vil det sandsynligvis skyldes, at der er opstået udbrud af halebid de første 12 uger efter at besætningsundersøgelserne blev lavet. Risikoen for, at en besætning bliver kategoriseret som en besætning med halebidsproblemer uden at være det, må vurderes at være ringe. Den omvendte situation, -at en høj forekomst af halebid i besætningen ikke afspejler sig i en høj forekomst registreret ved slagtning, vil forekomme oftere.

Det må konkluderes, at kødkontrolregistreringer med rimelighed kan bruges til at identificere besætninger med en høj forekomst af halebid. Dog vil ikke alle besætninger med høj forekomst blive identificeret. Slagtedata kan anvendes til at foretage en grov inddeling af besætningerne, men undersøgelsen giver ikke grundlag for at konkludere, at slagtedata kan anvendes til en mere præcis bestemmelse af halebidsforekomsten i den enkelte besætning. Det er muligt, at usikkerheden ved brug af slagtedata er for stor til, at de i praksis kan anvendes af besætningsejer eller dyrlæge til f.eks. at følge udviklingen i halebidsforekomst i en besætning.

Undersøgelser af slagtedata for et større antal besætninger

For at få et indblik i hvordan forekomsten af halebid varierer mellem besætningerne og over tid blev der foretaget beregninger på slagtedata for et større antal besætninger. Alle danske besætninger som i 2000, 2001 og 2002 leverede mere end 500 slagtesvin pr. år til andelsslagterierne indgik i beregningerne, i alt 5025 besætninger.

Følgende regneeksempel illustrerer, at halebid er en lidelse, som typisk optræder i relativt kortvarige udbrud (de anvendte grænseværdier skal kun opfattes som eksempler):

• På grundlag af slagtedata fra et kvartal blev de leverandører, som havde en forekomst af halebid på over 4%, identificeret (svarende til cirka 3% af leverandørerne)
• Denne procedure blev gentaget for de følgende 11 kvartaler
• I løbet af de i alt 12 kvartaler havde i alt 833 leverandører en forekomst af halebid på over 4% i mindst ét kvartal (svarende til 17% af leverandørerne). Heraf havde kun cirka halvdelen en forekomst på over 4% i mere end ét kvartal.

Eksemplet viser, at der sker en meget stor udskiftning blandt de leverandører, der ligger højest i halebidsforekomst registreret ved slagtning. Hvis man vil anvende slagtedata til at identificere besætninger, som har mere end blot forbigående problemer, bør man derfor anvende slagtedata for en periode, som er længere end et kvartal. En eventuel tilbagemelding fra slagteriet skal på den anden side ske, mens problemet med halebid stadig er aktuelt i den enkelte besætning. En måde at opnå dette på kunne for eksempel være at udvælge de leverandører, som i to på hinanden følgende kvartaler har en høj forekomst af halebid. Dog kan det være rimeligt at reagere hurtigere, hvis en besætning har en meget høj forekomst af halebid.

Som nævnt har tidligere undersøgelser vist, at niveauet af halebidsregistreringer varierer betydeligt mellem slagterierne, sandsynligvis på grund af forskelle i registreringsvaner. Under de nuværende forhold vil det derfor næppe være rimeligt at anvende en fast grænseværdi for, hvornår en besætning anses for at have en høj forekomst af halebid registreret ved slagtning. Det vil være mere rimeligt at identificere de besætninger som hos det enkelte slagteri har den højeste forekomst.

Hvis en lille del af besætningerne over længere perioder producerer en relativt stor andel af de halebidte grise, vil en indsats mod halebid i netop disse besætninger have stor effekt på den samlede forekomst af halebid hos danske slagtesvin. Beregninger på slagtedata for alle leverandører med over 500 leverede grise viser, at 35% af de halebidte grise registreret i 2002 kom fra de 10% af besætningerne, som havde højest forekomst af halebid. Forebyggelse mod halebid i disse besætninger ville altså have en relativt stor virkning på den samlede forekomst af halebid i Danmark.

 Der fandtes en moderat sammenhæng mellem halebid registreret ved to besøg i hver besætning og halebid registreret ved slagtning. Sammenhængen var tilstrækkelig god til, at kødkontrolregistreringer med rimelighed kan bruges til at identificere besætninger med en høj forekomst af halebid. Dog vil ikke alle besætninger med høj forekomst blive identificeret. Slagtedata kan anvendes til at foretage en grov inddeling af besætningerne, men undersøgelsen giver ikke grundlag for at konkludere, at slagtedata kan anvendes til en mere præcis bestemmelse af halebidsforekomsten i den enkelte besætning. Det er muligt, at usikkerheden ved brug af slagtedata er for stor til at de i praksis kan anvendes af besætningsejer eller dyrlæge til f.eks. at følge udviklingen i halebidsforekomst i en besætning.

Fra kvartal til kvartal sker der en meget stor udskiftning blandt de leverandører, der ligger højest i halebidsforekomst registreret ved slagtning. En eventuel tilbagemelding fra slagteriet bør derfor ske på baggrund af identifikation af de leverandører, som igennem længere tid har højest forekomst af halebid, f.eks. de leverandører som i to på hinanden følgende kvartaler ligger højest i forekomsten af halebid. Dog kan det være rimeligt at reagere hurtigere, hvis en besætning har en meget høj forekomst af halebid. Slagtedata tyder på, at cirka 35% af de halebidte grise kommer fra de 10% af besætningerne, som havde højest forekomst af halebid. Forebyggelse mod halebid i disse besætninger ville altså have en relativt stor virkning på den samlede forekomst af halebid i Danmark.

Deltagere

Veterinærteknikere Anders Marager, Søren Justesen og Bjarne Nielsen, fagdyrlæge Anne-Grete Hassing og Afdelingsdyrlæge Poul Bækbo, Landsudvalget for Svin.

-	Busch, M. E., Nielsen, E. O., Wachmann, H., Petersen, H. H. (2003). Produktionsforhold med betydning for velfærd hos slagtesvin – En undersøgelse af halthed, halebid og øresår i 98 besætninger. Dansk Veterinærtidsskrift, 86:17, 32-39
-	Sundhed og produktionsforhold i danske slagtesvinebesætninger år 2000. Erfaring nr. 0208. Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, 2002
-	Disponerende forhold for halebid hos slagtesvin. Meddelelse 592. Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, 2003