Hovedparten af de danske søer sendes til slagtning, men der er en væsentlig del som enten dør eller aflives i besætningen. Det fremgår af indberetninger fra destruktionsanstalterne til Fødevaredirektoratet, at danske sobesætninger i 2003 mistede 12,8 % af deres søer til destruktion. Dyrenes velfærd har stor betydning for det øvrige samfunds accept af svineproduktionen. Velfærdsproblemer i form af belastninger og lidelser har desuden stor betydning for dyrenes almentilstand, holdbarhed, effektivitet og dermed produktionsøkonomien.

Formål

Formålet var at afdække årsagerne til, at søer udsættes, herunder årsager til aflivning og dødsfald hos søerne i besætningen.

Første del af undersøgelsen gik ud på at kvantificere omfanget og specificere årsagerne til, at gylte og søer udsættes fra sobesætningerne på baggrund af driftslederens subjektive vurdering. Derefter skulle den egentlige årsag afdækkes via obduktioner af de selvdøde og aflivede søer. Endvidere skulle der ses på mulighederne for en relevant tilbagemelding fra slagteriet til producenten belyst gennem en systematisk USK på slagtedyr.

Undersøgelsen blev gennemført i tre faser:

1. Udsætterårsager på alle søer
2. Obduktioner på udvalgte selvdøde og aflivede søer
3. Udvidet sundhedskontrol (USK) på et udvalg af slagtesøer

Udsætterårsager

I perioden januar 2001 til juli 2003 blev der under Den rullende Afprøvning registreret årsager til udsætning af søer i 37 besætninger, heraf 6 opformeringsbesætninger. Registreringsskema fremgår af appendiks 1.

Antallet af årssøer i de deltagende besætninger varierede fra 170 – 2.200 søer.

I drægtighedsperioden havde 26 af de 37 besætninger søerne i løsdrift. Halvdelen af disse havde dybstrøelse i lejearealet, mens den anden halvdel havde fast gulv uden strøelse i lejearealet. I de resterende 11 besætninger blev søerne holdt i boks i hele drægtighedsperioden. 19 af de 26 besætninger med løsdrift havde styrede fodringsprincip, hvor der var mulighed for at tildele individuel foderration, mens de resterende 7 besætninger brugte ikke-styrede fodringsprincipper.

Obduktion

Af de 37 besætninger blev 10 udvalgt til yderligere undersøgelse via obduktioner på aflivede og selvdøde søer, således at den primære dødsårsag kunne fastslås. Obduktionerne blev udført på Laboratorium for Svinesygdomme, Kjellerup og Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, København. En standardiseret obduktionsprocedure udarbejdet af de to institutioner i fællesskab blev brugt i hele undersøgelsen. Udvælgelsen af de døde søer til obduktion blev foretaget efter en procedure, der skulle sikre, at der blev tale om en tilfældig udvælgelse blandt flere døde søer fra samme besætning. Hver so var ledsaget af en indsendelsesblanket med besætningsspecifikke oplysninger samt en kopi af sokortet.

USK

USK undersøgelsen blev foretaget i samarbejde med Danish Crown i Skærbæk. (Se Christensen og Vestergaard. Meddelelse nr.  657).

Udsætterårsager

I undersøgelsesperioden (januar 2001 – juli 2003) blev der på basis af ca. 64.000 løbne søer og gylte registreret udsætterårsager på 14.526 søer – svarende til 23%.

Af de 14.526 søer blev:

• 78% slagtet
• 11% fundet selvdøde
• 10% aflivet
• 1% registreret som solgte

Forhold relateret til reproduktionen var med en forekomst på 60% den primære årsag, når driftslederen udvalgte en so til slagtning, mens 20% af søerne blev slagtet pga. alder og 14% pga. sygdom og skader – se detaljer i tabel 1.

Tabel 1. Driftslederens egen angivelse af årsag til slagtning og aflivning i 37 besætninger

De primære årsager til at driftslederen aflivede søer var bevægeapparatet (59%) og anden sygdom (29%) - jvf. tabel 1.

Af de 1.575 selvdøde søer i undersøgelsen, svarende til 11% af de udsatte søer, mente driftslederne, at 67% skyldtes udefineret sygdom, mens de ikke havde nogen idé om dødsårsagen blandt de sidste 33%.

Udvalgte besætninger

Af praktiske årsager blev 10 besætninger udvalgt til at repræsentere de 37 besætninger i en mere detaljeret undersøgelse.

Variationen i håndtering af udsættersøerne i de 10 besætninger fremgår af tabel 2. Samme variation sås i de 37 besætninger. Det er således vurderingen, at de 10 besætninger var repræsentative for de 37 besætninger.

Tabel 2. Driftslederens håndtering af udsættersøer i de 10 udvalgte besætninger

Driftslederens vurdering af årsag til aflivning eller selvdød fremgår af tabel 3. De er grupperet efter de hovedområder, der var opgivet i udsætterskemaet – jf. appendiks 1.

Tabel 3. Driftslederens vurdering af årsager til aflivning og selvdøde i de 10 udvalgte besætninger

                
Det ses tydeligt, at problemer i bevægeapparatet er hovedårsagen til aflivninger (56,0%), mens skader og sygdom tegner sig for hver omkring 10% af tilfældene. Blandt de selvdøde er der manglende registreringer på over halvdelen (52,2%), hvilket hænger sammen med, at driftslederen har været i tvivl om dødsårsagen, idet der ikke var forudgående symptomer. Mens 21,6% af de selvdøde er registreret under sygdom.

Obduktioner

Fordelt på de 10 besætninger blev der i perioden november 2001 – juli 2003 obduceret 169 aflivede og 94 selvdøde søer. Ved at obducerer et udpluk af de selvdøde og aflivede fra besætningerne var det muligt at få en præcis diagnose på de fleste søer – registreret som den primære dødsårsag. Denne diagnose kan i en del af tilfældene sammenholdes direkte med driftslederens registrering og derved bekræfte hans angivelse af årsag til udsætning af soen.

På grund af praktiske forhold vedrørende indtransport og besætningsforskelle i antal døde og aflivede - jf. tabel 2, var det ikke muligt, at alle besætninger blev repræsenteret ligeligt med søer til obduktion, hvilket afspejler sig i figur 1. Men ud fra en overordnet betragtning af resultaterne fra obduktionsrapporterne, var de gennemgående diagnoser repræsenteret i de fleste besætninger, og derfor anses tallene i obduktionsundersøgelsen at være repræsentative for lidelser, der forekommer hyppigt blandt døde og aflivede søer.

Figur 1. Fordeling af de obducerede søer på besætningsniveau

Som vist i tabel 4 var den primære aflivningsgrund blandt de aflivede søer, ledlidelser i form af akutte og kroniske ledbetændelser hos 37% af dyrene. Knoglebrud forekom i 17% af tilfældene, og specifik knoglebetændelse udgjorde samme andel med 16%. De dominerende diagnoser ved obduktion af de aflivede søer relaterede således hovedsagligt til bevægeapparatet i lighed med driftsledernes vurdering – jf. tabel 3.

Tabel 4. Procentvis fordeling af obduktionsfund for 169 aflivede søer og 94 selvdøde søer

Blandt de 94 selvdøde søer afgik 24% på grund af drejning af indre organer, hvorved soen enten døde af indre blødninger eller af tilstødende cirkulationsforstyrrelser. Hos 23% af dyrene kunne dødsårsagen henføres til forhold omkring reproduktion, i form af tilbageholdte fostre, børbetændelse, uheldig fødselshjælp og andre omstændigheder i relation til faringen. Blandt de 18% med mave-tarmproblemer som dødsårsag, blev der konstateret blødende mavesår hos halvdelen. På grund af fremskreden forrådnelse fik 15% af de selvdøde søer ikke stillet en præcis diagnose.

Blandt de 263 obducerede søer var det muligt ved 202 søer, at sammenligne driftslederens udsætterårsag med den primære dødsårsag stillet ved obduktion. Det viste sig, at der i halvdelen af tilfældene var en rimelig sammenhæng, mens der for 15% vedkommende var uoverensstemmelse om dødsårsagen. De resterende 36% af søerne var uden angivelse af udsætterårsag - et forhold der var hyppigst hos de selvdøde.

Der var en overrepræsentation af unge dyr blandt de selvdøde og aflivede søer i forhold til deres forekomst i besætningerne - jf. figur 2. Såfremt der var flere søer til obduktion fra den pågældende besætning, var der en udvælgelsesprocedure som sikrede, at det blev tilfældigt hvilke søer, der blev obduceret.

Figur 2. Alder på de 263 obducerede søer og aldersfordelingen i de 10 besætninger

Ved at undersøge mavesækken kunne det konstateres, at en stor del af søerne havde eller havde haft problemer med forandringer i slimhinden i den hvide del af maven – se tabel 5.

Tabel 5. Obduktionsresultater for 263 søer: Forandringer i den hvide del af mavesækken

Det må forventes, at maveforandringerne påvirker soens almene tilstand. Grad 1 og 2 (lette forandringer) menes ikke at havde væsentlig sundhedsmæssig betydning for soen, hvorimod grad 3 og 4 (svære forandringer) med henholdsvis sårdannelse og forsnævring af spiserørets indmunding i maven, formentlig vil være forbundet med smerte, som specielt påvirker soens ædelyst. Effekten på den almene tilstand og foderoptagelsen vil også påvirke reproduktionen og soens moderegenskaber, derfor vil det ofte være disse forhold, som betinger en udsættelse fra besætningen, hvilket afspejler sig i driftslederens årsag til udsætning – jf. tabel 1.

Tabel 6. Obduktionsresultater for 263 søer: Maveforandringer i forhold til soens alder (kuld)

Det fremgår af tabel 6, at antallet af søer med ”ingen forandringer” er nogenlunde konstant i forhold til soens alder - henholdsvis 31, 28 og 37%. Hvorimod det blandt søer med maveforandringer ser ud til, at de unge dyr er de mest belastede med hensyn til de svære maveforandringer. Et forhold som sås tydeligst blandt de selvdøde søer.

En samlet analyse af de 263 obducerede dyr viste, at 181 søer svarende til 69 % havde større eller mindre led forandringer - jf. tabel 7.

Tabel 7. Obduktionsresultater for 263 søer: Forandringer i venstre albueled angivet i hhv. antal og pct.

Der kunne blandt de obducerede søer ikke påvises nogen sammenhæng mellem ledforandringer og soens alder – jf. tabel 8.

Tabel 8. Obduktionsresultater for 263 søer: Ledforandringer i forhold til kuld nr.

Nyrebækken- og blærebetændelse har tidligere været blandt de hyppigste dødsårsager i soholdet (Bering-Sørensen, 1967; Svendsen 1975). Men i denne undersøgelse har denne diagnose ikke været særlig markant, hvilket afspejles af den lave forekomst af søer med udfældninger og forandringer i urinblæren – jf. tabel 9.

Tabel 9. Obduktionsresultater for 263 søer: Forandringer i urinblæren

Ved brug af de medfølgende sokort var det muligt at sætte afgangstidspunktet i forhold til løbningen. Som det fremgår af figur 3 og 4 var tiden omkring faring et kritisk tidspunkt.

Figur 3. Afgangstidspunktet i forhold til løbning for 169 aflivede søer
                    

Figur 4. Afgangstidspunktet i forhold til løbning for 94 selvdøde søer

Når driftslederne vælger at sende søer til slagtning, er det kun en femtedel af disse, der udsættes pga. alder. Det må formodes, at søerne er vurderet til en for lav produktivitet og derfor erstattes med en gylt. Det var derimod årsager som reproduktions- og benproblemer, der var de dominerende udsætterårsager. Det indebærer, at alt for mange søer udsættes tidligere, end det man med rette kunne forvente. Lucia et al. (2000) har tillige beskrevet, at det ofte er de unge søer (1. og 2. kuld) der udsættes på baggrund af reproduktions- og benproblemer, hvorimod ældre søer udsættes pga. nedsat produktivitet og alder.

En af årsagerne til for tidlig udsættelse i forhold til det forventede potentiale, skyldes ifølge Close & Cole (2000), at kropsreserverne hos nutidens unge so ikke er opbygget tilstrækkeligt. Samtidig viste Dourmad et al. (1994) og Tantasuparuk et al. (2001), at utilstrækkelig foderoptagelse, specielt i farestalden, vil påvirke reproduktionen negativt i form af forøget tidsinterval fra fravænning til løbning, høj forekomst af manglende brunst og lav drægtigheds- og faringsprocent, så det ofte vil være disse forhold, der betinger soens for tidlige udsættelse fra besætningen.

Hvis soens individuelle energibehov ikke opfyldes, vil dette resultere i nedsat holdbarhed (Dourmad et al., 1994; Sinclair et al., 2001).

I undersøgelsen kunne det som udgangspunkt forventes, at der ville være en vis sammenhæng mellem årsag til aflivning af søer og de primære obduktionsdiagnoser. Sammenhængen kunne være svære at se hos de selvdøde, idet soen ofte bliver fundet død uden forudgående symptomer. Denne forventning blev bekræftet i vores undersøgelse, og det må derfor anbefales, at der i størst muligt omfang foretages obduktioner i besætningen på de selvdøde søer for derigennem, at danne et overblik over mulige indsatsområder i den enkelte besætning. For begge grupper – aflivede som selvdøde - gælder det om at registrere dødsårsager for at følge udviklingen over tid.

Pedersen & Brendstrup (1998) viste, at tidspunktet omkring faring er kritisk for soen. Der viste sig også i denne undersøgelse, at være en stærk stigning i dødelighed relateret til dette tidsrum. Deen et al. (2000) påpeger, at jo ringere soens almentilstand er ved indgang til farestalden jo større risiko for død i den efterfølgende periode.

Ved obduktion blev der konstateret udbredte problemer med mave-tarm sundheden blandt søerne. Årsagen til forandringer i maven skal søges i en fysisk/kemisk påvirkning af slimhinden, der bl.a. afhænger af fodersammensætning, foderstruktur herunder brug af halm samt fodringsstrategi.

Gentagne undersøgelser blandt slagtesvin viser, at en grov formalingsgrad af foderet har en klar gavnlig effekt på mavesundheden (Christensen, 2000). Det må formodes, at forholdene hos søer ikke adskiller sig meget fra det. Samtidig sås, at organdrejninger er udbredt i de fleste besætninger som årsag til dødsfald blandt søerne. Der hersker en del teorier omkring dette fænomen, men ingen undersøgelser har endnu kunnet klarlægge de egentlige årsager.

I lighed med tidligere undersøgelser (Christensen, 1995; Pedersen & Brendstrup, 1998; Irwin, 2002) viste benproblemer at være det dominerende problem blandt de aflivede søer. Ledlidelser i form af akutte og kroniske ledbetændelser, knoglebrud og knoglebetændelse udgjorde de hyppigste enkeltdiagnoser. Staldindretning og den daglige drift bør derfor sikre skridsikre, tørre gulve så antallet af skader på den baggrund bliver minimale.

De unge søer var overrepræsenteret i obduktionsmaterialet i forhold til gennemsnitsalderen i besætningerne. Det kunne se ud til, at grundlaget for at nedbringe antallet af døde og aflivede søer i besætningen skal tage udgangspunkt i udvælgelse af poltene. En udvælgelse der i højere grad baseres på eksteriøret (benstilling) og håndtering af poltene under opvæksten - specielt i relation til opstaldning og fodring.

Der skal sættes målrettet ind over for sodødeligheden i den enkelte besætning, med det formål dels at øge den generelle holdbarhed af søerne i besætningen, dels at minimere andelen af dyr der bør aflives eller findes selvdøde i besætningen. En god handlingsplan sikrer en aktiv udsætterstrategi, således at udskiftningen af søer bliver så forudsigelig som mulig.

Nærværende materiale peger specielt på følgende problemstillinger:

• unge dyr, dvs. gylte/1. lægssøer, er overrepræsenterede blandt slagtede, aflivede og selvdøde
• primære årsager til slagtning er:
  -   ikke-drægtige søer
• primære årsager til aflivning er:
  -   problemer i bevægeapparatet – hvilket understøttes af obduktioner
  -   uspecifik sygdom – hvilket obduktioner sandsynliggør har sammenhæng til 
      mave-tarmproblemer
• primære årsag til selvdød er:
  -   drejning af indre organer
  -   komplikationer i forbindelse med faring
  -   mave-tarmproblemer

Hver enkelt besætning skal, i samarbejde med sine rådgivere, derfor udarbejde sin egen handlingsplan med hensyn til strategi for hvorledes man minimerer andelen af udsættersøer samt hvordan disse søer håndteres. Handlingsplanen bør tage afsæt i kendskab til relevante nøgletal og oplysninger i forhold til udsatte søer. Det betyder, at der skal foretages løbende analyse af udsættersøer, det være sig såvel slagtede, aflivede og selvdøde søer med hensyn til:

• hvor mange søer der udsættes
• hvornår i cyklus udsætningen sker (hvilket staldafsnit og hvornår i forhold til hhv. løbning eller faring)
• hvilket lægnr. den udsatte so har
• hvad årsagen til udsætning er
  -   er bør jævnligt foretages obduktioner, især på de selvdøde søer
• hvad soens ”fortid” er
  -   herunder oplysninger om fx langvarig faring, faringshjælp, huld, foderoptagelse, 
      tidligere behov for aflastning mv.

Disse tal bør være nøgletal på linie med øvrige nøgletal i bedriften. Med en sådan analyse kan besætningsejer i fællesskab med sine ansatte løbende vurdere om:

• dødeligheden i besætningen er op eller nedad gående, og om der er årstidsvariation
• om visse grupper af søer er mere udsatte end de øvrige, fx de unge dyr
• om bestemte tidspunkter i cyklus giver større risiko for udsætning, fx faring eller de første uger efter løbning
• om der er permanent eller periodiske problemer med aflivning/død, fx sommerperioden
• hvilke årsager til udsætning der er de primære, fx problemer med bevægeapparatet, faringssituationen eller følger af kompliceret faring, mv.

På denne måde bliver opgaven med at vurdere og håndtere problemet væsentlig nemmere at gribe an. Udfra foreliggende undersøgelse vil der blive udarbejdet og udsendt materiale til checkliste og handlingsplan, som vil indeholde uddybning på følgende indsatsområder:

Unge dyr/polte:

Hvor skal der sættes ind?

• Opvækst af polte – opstaldning og fodring
• Beregning af poltepuljens størrelse
• Udvælgelse af polte
• Tidspunkt for ibrugtagning af polten
• Håndtering af unge dyr i løsdrift

Problemer med bevægeapparatet

• Udvælgelse af gode avlsdyr
• Tørt og skridsikkert gulv
• Minimering af risiko for konfrontationer mellem søer
• Hurtig udtagning af so med begyndende problemer
• Fodring

Ikke-drægtige søer:

Hvor skal der sættes ind?

• Strategi for løbning
• Håndtering af soen/gylten efter løbning
• Sterilitet

Mave-/tarmproblemer (mavesår, drejning af organer):

Hvor skal der sættes ind?

• Halm
• Udfodringsstrategi

Komplikationer i forbindelse med faring:

• Soens konstitution
• Fodring i diegivningsperioden
• Korrekt fødselshjælp

Med hensyn til håndtering af de enkelte dyr – uanset symptom, alder m.v. - henvises til besætningsstrategi og checkliste omkring søer fra Landsudvalget for Svin.

Øvrige deltagere:
Laboratorieleder, dyrlæge Birgitta Svensmark, tekniker Peter Nøddebo Hansen og chauffør Søren Hansen, Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier.